« Tilbage til søgeresultaterne
En god Ide
En ny Opgave for Fagforeningerne dukker frem ved en Ide, der er fremsat i Sporvejsfunktionærernes Blad „Sporvognen" af en Funktionærhustru Fru Mathiesen, der fremsætter det Forslag, at Fagforeningerne ogsaa skal gøre lidt for Medlemmernes Hustruer. Det kan være ganske rimeligt, at Hustruerne kan have baade Gavn og Belæring af at komme sammen en Gang imellem og drøfte fælles Interesser, høre paa et Foredrag eller blot samtale i mere selskabelig Form. Medlemmerne i en saadan Forening har jo sluttet sig sammen paa Grund af fælles Interesser og fælles Stilling i Samfundet, de mange Hjem vil da ogsaa have et ensartet Præg; hvad er da naturligere, end at Hustruerne ogsaa føler Trang til at samles en Gang imellem. Det kunde synes rimeligt, at dette fandt Støtte hos Fagforeningerne, hvilket kunde ske blot ved at give frit Lokale eller lignende.