« Tilbage til søgeresultaterne
Ellen Key
Ellen Key
gæster for Tiden København. Hun taler i Morgen, Lørdag Aften, i Studentersamfundet.
Ellien Key: Lifslinjer. Förra delen. I- II*).
*) Alb. Bonnier, Stockholm. I Kommission hos G. E. C. Gad. 408 Sider. Bogens sidste Kapitel: En ny Ægteskabslov er oversat i Det ny Aarhundrede, et Kapitel, Lykkesøgere, af den uudkomne anden Del i Tidsskrift for Aandskultur.
Ellen Key har ved Juletid udsendt første Halvdel af en ny Bog. For dens Navn gør hun selv Rede i Fortalen: „Ligesom Linierne i Haandfladen løber sammen, skærer hverandre og atter skiltes, saaledes danner ogsaa Tidens Tanker paa deres mødende eller krydsende Baner et hemmelighedsfuldt Linienæt; Spaamanden leder i Haanden efter Livslinien; Tyderen af Tidens Tegn søger overalt den samme Linie". Og i denne første Del af Værket er det Livslinien, eller Livslinierne, i et enkelt Livsomraade, Elskoven, Ægteskabet, Moderligheden, som Forfatteren søger.
Bogen har hun tilegnet ikke blot „Mindet om de døde, som i Kærlighed gav mig Livet", men ogsaa „Haabet om de unge, der med en ny Fromhed vil tage Vare paa Livets Gave". Denne „foreløbig kun lille” Del af Ungdommen, der søger sig frem ad ny Veje, der ikke har fundet Hvile i en aabenbaret
Tros eller Sædelæres Dogmer, men for hvem „Livet selv er Livets Mening", den er det, hun med sin Bog vil sige et Alvorsord.
Og til at tale denne Ungdom til Hjerte og Samvittighed er Ellen Key udrustet som faa. Hvad der kræves for at paavirke den: Idealerne, Begejstringen, Troen, den store Kundskabsfylde og dertil Ordets Gave i Mand og Pen, alt dette har hun. Og endnu ét, som vi, hendes jævnaldrende blandt Kvinderne, maaske bedst kan se og vurdere: den, rige, mangeartede, personlig-dybe Erfaring. Selv har hun fundet sine Livslinier, saa at sige oplevet dem. Mens mange af hendes Slægtled, uden Fodfæste i det gamle, uden Vejviser mod det ny i Livsanskuelse og Livsførelse, for vild eller forkom, har hun tænkt og læst og levet og talt og skrevet sig Vej gennem Vildnis og Ørken. Til hun nu staar ved Indgangen til den ny Verden og glad og modig raaber ud, hvad hun ser derinde. Dette selvoplevede, selverobrede er det, der giver Myndigheden, Personlighedsklangen i hendes Tale, det første fornødne overfor Ungdommen.
Især da det netop er den ny Verden, hun har set og Vejen dertil, hun vil tale til de unge om. Der skal de jo bo og bygge. De maa ikke fare vild, ikke forkomme, om hun kan hjælpe dem. Og hun giver dem en Rejsebeskrivelse og et Kort, hvor hun fortæller om andre Opdageres og sin egen Færd og opridser de ny Veje. Og hun skriver som en Digter og tegner som en Kunstner, saa det kan ske, der dvæles for meget ved Udsigternes Skønhed og kortlægges for mange Stier og Biveje. Heller ikke er det umuligt, der er begaaet Fejltagelser: at en Sti, der saa ud til at holde Retningen, kan vise sig at føre ud i et Kær eller til Randen af en Afgrund; sligt kan ske ved en første Kortlægning. Men en Fører er det alligevel givet dem, der trænger til dem og kan bruge den. Og jeg tvivler ikke om, at Ungdommen ved den kan og vil; „.opøves i det Klarsyn, der finder Livslinien".
Omstridt er Bogen bleven, og mere vil den blive det. Det maa saa være, da den peger mod det, der endnu ikke er, men først skal komme. Det siges, den rummer mange Modsigelser; næppe mange dog for den grundige, taalmodige Læser; venter han, løses de tiest. Og meget uklart vil der knap levnes, naar næste Del er kommen og læst, idet den maa give det Helhedssyn over Livets forskellige Omraader med deres Livslinier, som dette Syn udover et enkelt Omraade er en Part af.
Her er ikke Stedet hverken til at fremstille Bogens Hovedtræk eller drøfte dens Tanker: Flertallet af „Kvinden og Samfundet”s Læsere har vistnok et Udgangspunkt saa forskelligt fra Ellen Keys, at Debat er ufrugtbar - selv om de og hun for Resten senere vil kunne mødes paa mange Punkter, ikke mindst indenfor selve Kvindesagen - og de faa blandt Bladets Læsere, som Bogen har Bud til, vil sikkert selv finde baade den og hvad Fortolkning de maatte tiltrænge. Men det forekommer mig, her er Stedet til at gjøre opmærksom paa, at der er skrevet en stor og mærkelig Bog, en skøn, rig, modig Bog. Det tror jeg, man maa kunne se, enten man saa er enig med Forfatteren i alt, i noget eller i intet. Skreven som den er af en Kvinde, en nordisk Kvinde, er den, mener jeg, en Daad.
Ja, en Mørkets Daad, vil der svares hist og her fra-det er jo sagt og vil blive sagt igen, trods sin dybe Usandhed, at Ellen Key prædiker „fri Kærlighed" og derfor er en ,,Ungdommens Forfører". Som en saadan vilde ogsaa jeg betragte hende, hvis hun havde eet godt Ord tilovers for det, der i gængs Sprogbrug menes med „fri Kærlighed". Men det er saare langt fra. Det, Ellen Key prædiker - og som Mennesker ængstes for at lade hende prædike for en Ungdom, der til daglig færdes i Konveniensægteskabets, Hykleriets, Forførelsernes, Barnemordenes, Prostitutionens Verden - er den Kærlighed, som omfatter det hele Menneskes Væsen, er Kærlighedens og Ægteskabets Enhed, Kærlighedens Frihed og dens Ret til at vælge, løse og binde.
Og hvad saa Ellen Key forstaar ved Kærlighed, kan kun hun selv sige:
„Den store Kærlighed", siger hun, „opstaar kun, naar Attraaen til et Væsen af det andet Køn smelter sammen med Længslen efter en Sjæl af vor egen Art".
„Den ny Kærlighed er nu som før Mandens og Kvindens naturbestemte Attraa til hinanden for at fortsætte Slægten. Den er nu som før det stræbende Menneskes Ønske om ved Kammeratskab i Arbejdet at lette en andens Byrde samtidigt med sin egen. Men op over dette Kærlighedens evige Væsen, ud over denne Ægteskabets ældgamle Aarsag har en anden Længsel vokset sig stærkere. Den har ikke Slægtens Fortsættelse til Maal. Den er udsprungen af Menneskets Følelse af Ensomhed indenfor sin Slægt, den Ensomhed, der bliver større, jo ejendommeligere en Sjæl er. Den er Higen imod den Menneskesjæl, der skal løse vor egen af denne Ensomheds Smerte . . . En Sjæl, som Kærligheden giver Magt til det Under at forløse vor Sjæl - ligesom den selv bliver forløst ved vor - fra Følelsen af at være en fremmed paa Jorden. En Sjæl, ved hvis Varme vor egen lader det Klædebon falde, som Verdens Kulde har paatvunget den, og uden Blu aabenbarer sine Hemmeligheder og Herligheder ..."
„ . . . Dybere end nogensinde føler Menneskene, at Livet kun karrigt gav, hvad de har Ret til at fordre af det, naar Kærligheden for dem ikke blev andet end Hengivelse i en Favn. Flere og flere ved, at Kærlighed er Hengivelse til den Sjæl, hvor vor egen finder Støtte uden at miste sin Frihed; Nærheden af det Hjerte, hvor Uroen i vort eget stilles; den Lytten, der opfatter vore usagte og uudsigelige Ord; Klarsynet i de Øjne, der ser vore bedste Muligheder som Virkeligheder; Mødet med de Hænder, som vi i Døden ønsker vore Hænder omsluttede af . . ."
Ind til denne Kærligheds Midtpunkt - det mindste Menneskesamfunds - fører en af de Livslinier, Ellen Key har læst sig til blandt Tidens krydsende Tanker: ud fra denne Kærligheds Midtpunkt vil hun snart lade os se andre Livslinier føre ud i det store Menneskesamfund.
April 1904.
