« Tilbage til søgeresultaterne
Ännu en gang Reformarbetet till forbättrande af kvinnans ställning
Till Redaktionen af „Kvinden og Samfundet".
Ännu en gang Reformarbetet till forbättrande af kvinnans ställning.
Jag anser mig ännu böra anhålla om plats för nedanstående, ehuru den föga gentlemanlika ton, herr Ploug finner lämplig att anslå (Kvinden og Samf. 1904, no. 3), i sjelfva verket skulle fritaga mig från vidare replikvexling med honom.
Herr Ploug klandrar. att jag icke anhållit om hjelp af „danske Fremskridtskvinder" vid författandet af min bok.
Ur företalet till denna framgår, att jag erhållit bistand af personer i resp. der berörda länder. Hösten 1902 gjorde jag en resa till Danmark enkom i detta syfte, och alla de källskrifter, herr Ploug förkastar, äro rekommenderade af Danmarks förnämsta „Fremskridtskvinder", alla de citat, herr Ploug ogillande anför, äro ordagranna öfversättningar ur „danske Fremskridtskvinders" arbeten, och källorne äro angifna i boken. Herr Ploug säger: „efter at have berørt Gennembrudsaaret 1848, i hvilket Danmark efter Forfatterindens Mening bl. a. frigjorde sig for tysk Literaturs Enevælde (sic! det staar der virkelig!)"…
Citatet är falskt. I min bok sid. 284 står andligt beroende, icke enevälde.
Herr Ploug fortsätter: „ - - nævner hun Junigrundloven og bemærker her, at de statsborgerlige Rettigheder, hvoraf de danske Mænd kom i besiddelse gennem den af Kong Frederik den Syvende gennemførte Forfatning af 1848 (!!!!) kom ej Kvinderne til Gode«.
Dessa uttalanden benämna herr Ploug en „grov Uefterrettelighed". Jemför: Kirstine Frederiksen i „Handbuch der Frauenbewegung von Helene Lange und Gertrud Bäumer" 1901. (Die Geschichte der Frauenbewegung in Dänemark), sid. 293: „Im Jahre 1848 machte das dänische Volk - ungeachtet der unmittelbaren Folgen des Krieges - sich frei von zweifacher Vormundschaft: erstens von der geistigen Abhängigkeit von Deutschland und der deutschen Uteratur und zweitens von der inneren Abhängigkeit von einer absolulen Regierung. - - Die Bürgerrechte, die König Friedrich VII durch das Verfassungsgesetz von 1848 seinem Volk verlieh, kamen den Frauen nicht zu gute".
Herr Ploug kallar det „Konfusion", att J. L. Heiberg nämnes som representant för tidens konservatism, „fordi han i ”Aprilsnarene" har spottet med sin Tids moderne Pigeskole - sikkert en for mange Danske overraskende Opdagelse. Og jevnsides hermed anføres, hvorledes fru Heiberg dekreterede, „at en ung flicka borde förvaras i sin mors byrålåda, tills hon gifter sig”, uden at Forfatterinden i sin Uskyldighed aner, at denne Ytring, - dens Autenticitet forudsat - hører hjemme blandt Vidnesbyrdene om en langt senere Tids Tænkemaade".
Jemför: Kirstine Frederiksen i „Handbuch der Frauenbewegung" (sid. 292), ”Ein junges Mädchen muss bis ihre Hochzeit im Komodenkasten ihrer Mutter aufbewahrt werden”, dekretierte Frau Heiberg, und ihr Mann, seiner Zeit der Hohepriester der Ästhetik, verspottete in seinem Stück „die Aprilnarren” die modernen Mädchenschulen”.
Herr Ploug betecknar som „kronologisk Virvar" uttrycket, att bland andra inflytanden äfven
„Danmarks politiske olyckor" bidrogo att framkalla en brinnande fosterlandskärlek hos Mathilde Fibiger.
Jemfør:; Kirstine Frederiksen i nGeschichte der Frauenbewegung" (sid. 293) ”da im Jahre 1848 der grösste Teil ihrer männlichenVerwandten und Freunde------in den Krieg zogen, wurde auch sie von Begeisterung und Opfermuth erfüllt und fand es unmöglich das egoistische und gedankenlose Jungmädchenleben weiter fortzusetzen. Sie wollte sich in die Reihen derer stellen, die etwas leisteten".
Herr Plougs anmärkning mot min korta öfversigt af 1600-1700 talet är full af förvrängningar. Jag vill derför endast erinra, att man beträffande den kronologiska ordningen plägar täga hänsyn til uppstållningen och Planen a ett arbete. I Kirstine Frederiksens kapitel om Danmark i Theodore Stantons „The Woman Question in Europe" nämnes t. ex. Frederik Bajer på tredje sidan och Dorothea Biehl sju sidor senare.
Herr Ploug anmärker, att jag intagit ett par fingerade tal af skalden Carl Ploug, ehuru de „icke innehålla ett sant ord", gerna uttalar jag mitt beklagende öfver misstaget, detta så mycket hellre, som jag redan i företalet antydde att misstag knappast torde kunna undvikas i ett arbete af detta slag. Men härigenom ändras icke Ploug seniors ställning til kvinnosaken.
Jag behöfver icke erinra danska läsare om, hur vackert och högstämdt Ploug som skald strängat sin lyra til kvinnans lof. Som motstycke härtill aftrycker jag til i läsarens jemförelse följande utdrag ur „Kvinden og Samfundet" 1888, da redigerad af cand. jur. Poul Sveistrup. At min framställning om Carl Plougs ställning ti! kvinnosaken icke år ur luften tagen, torde heraf framgå med all önskvärd tydlighet. Diskussionen gälde kvinnors valbarhet i fattigvårdsstyrelser och skolekommissioner. (Alla parenteser, kursiveringer och uteslutningar äro ”Kvinden og Samfundets”).
„Hr. Ploug indrømmede, at Kvinderne ere overordentlig vel oplagte og maaske i Reglen bedre end Mændene i Stand til at besørge det, man kalder kristelig Velgørenhed. Ogsaa han mente, at man her i København skyldte Kvinderne stor Tak for, hvad de havde udrettet i Diakonissestiftelsens Sygepleje, i den kvindelige Plejeforening og i Understøttelses-Foreningen. Men vel at mærke, Bestyrelsen havde udelukkende bestaaet af Mænd; Kvinderne havde været dem underordnede og havde saaledes indtaget den Plads, Bibelen anviser dem: at være Mændene en Medhjælp. Hvis Kvinderne blev valgte ind i slige Bestyrelser, vilde det blive en Ærgerrigheds- eller Forfængelig-hedssag at staa i Spidsen for en saadan Virksomhed og det burde det ikke være. (Mændene lider som bekendt ikke af Ærgerrighed eller Forfængelighed). I Virkeligheden var Lovforslaget et forsøg paa ad en Bagdør at liste et helt nyt Princip ind, nemlig Kvindens kommunale og politiske Valgret. Hvor i Verdenshistorien havde man, med Undtagelse af Amazonesamfundet, som ikke kan regnes til de civiliserede, indrømmet Kvinderne politisk Valgret? Maaske i nogle amerikanske Stater, men dem kunde man ikke regne med (Mærkeligt, at en gammel Skandinav som Hr. Ploug kender saa lidt til Forholdene i Sverige, at han ikke ved, at Kvinderne der, som kommunal stemmeberettigede, have middelbar politisk Valgret). Gav man Kvinderne saadanne Rettigheder, vilde det føre til en grænseløs Forvirring, der for det første vilde ødelægge Samfundet og dernæst Kvindekønnet. Han vilde derfor foreslaa at nægte Sagens Overgang til anden Behandling.
Under Diskussionen om Forslaget ang. »Kvindernes Valgbarhed til Skolekommissioner", holdt Hr. Ploug en mærkelig Tale. Han begyndte med at erklære, at han ikke vilde afskedige alle baade offentlige og private Lærerinder, tværtimod, han ønskede, at deres Virksomhed skulde udvides, hvilket han nøjere forklarede ved, at den skulde indskrænkes til Undervisning af Børn mellem syv og ni Aar. Men til at bestyre duede Kvinden ikke; »det drager hende bort, kan jeg sige, fra hendes nærmeste Bestemmelse." (Det er en haard Dom, der her gennem Hr. Plougs Mund udtales over saadanne Virksomheder som f. Eks. Frøken Zahles Skole). Mange af Kvinderne have ganske vist udmærkede Egenskaber til at undervise, og om Utilstrækkeligheden af Mændenes Virksomhed have vi mange sørgelige Vidnesbyrd; men han indsaa ikke, at det var nogen Grund til at sætte Kvinder ind i Skolekommissionerne. Han endte med følgende mærkelige Udtalelse: »Jeg tror ikke -jeg vil sige det rent ud, - at Kvinderne have vist sig som saa udmærkede Opdragere for Ungdommen, som vi havde ønsket og ventet, den Gang vi undergik vor store nationale Ulykke i 64. Jeg ser ingen Steder de „Ynglinger i Plade, Drenge klædt i Staal, Mænd med faste Hjerter", som skulde være vort Maal; de stærke, stille Kvinder er der Gud ske Lov ikke faa af, men maaske ligesaa mange, der hverken høre til de stærke eller til de stille". Sandelig, Ord der ere værd at lægge Mærke til! Naar Pigebørnenes Undervisning, der hovedsagelig styres af Kvinder (med Mænd som Medhjælpere), giver et dog nogenlunde godt Resultat, da beviser det kun at Kvinderne ikke forstaa at styre. Men naar Drengebørnenes Undervisning, der udelukkende styres af Mænd, giver det slettest mulige Resultat, Hr. Ploug kan tænke sig, - da skyldes, det Kvinderne.
.. „Da sköd Adam Skylden paa Eva”.
Angående herr Plougs ställning till kvinnornas kommunala rösträtt yttrar „Kv og S",:
„Hr. Ploug begyndte med den Erklæring, at havde det blot været de velhavende Kvinder, man vilde give Stemmeret, saa havde han ikke haft noget imod Grundsætningen; men naar alle, der betalte kommunale Skatter, ogsaa skulde have kommunale Rettigheder, saa maatte han sige Stop - man kunde jo ellers risikere, at ens Vaskerkone ogsaa fik Stemmeret. Efter en almindelig Betragtning over Pligters og Rettigheders Omfang - Valgretten bör ikke udvides mere, den bör heller ikke indskrænkes, kort sagt, nu er det hele akkurat tilpas! (som Katten sagde, da han var kommen til Sæde paa Flæsket) - gik han over til paa Landstingets Vegne at udtale, hvorfor man ikke kunde gaa ind paa Loven. Man var bange, det var Sagen. Var Landstinget först gaaet ind paa at give Kvinderne kommunale Rettigheder, kunde det let blive nödt til ogsaa at give dem de politiske, - han var overbevist om, at det kunde ikke holde sig stift, hvis det slap et eneste øjeblik. Kvinderne maatte ikke faa Indflydelse Lovene. De havde f. Eks. en meget varmere Fædrelandskærlighed end den störste Del af Mændene, men dette have Lovgivere ikke synderlig Brug for; nej, „rolig Overvejelse og logisk Slutning er Hovedbetingelserne", erklærede Hr. Ploug og leverede derpaa følgende smukke Mönster paa en „logisk Slutning": I Köbenhavn findes de mest radikale, mest fanatiske og mest voldsomt fremadstræbende Kvinder. At de have indgivet en Adresse om kommunal Valgret, viser, at det kun er de radikale Kvinder, der ville have den; i Vestjylland ere Kvinderne ikke radikale, voldsomme o. s. v.; at de have indgivet en Adresse om det samme, det viser - ja, det viser - jeg ser ikke at det viser noget! (Rolig Overvejelse og derefter logisk Slutning!) Endvidere paaviste han, at Kvinderne især have deres Styrke i Menneskelighed og Kristenkærlighed; „men vi kunne slet ikke være tjent med, at Kvinderne drages bort fra dette og ind i en lovgivende Forsamling”. Det vilde være skadeligt for Samfundet og hvad værre var, det ville ikke „klæde" Kvinderne. Han endte med at paaberaabe sig Bibelen, der udtrykkkeljg siger, at Kvinden skal være Mandens Hjælp i det private Liv; desværre anförte Hr. Ploug ikke, hvor i Bibelen denne mærkelige Udtalelse findes*. („Kvinden og Samfundet” 1888, sid 58, 60, 83, 84.)
*) Den har dock ej insmuglit sig på grund af ”förvexling med fransk lagstiftning”, utan till följd af, att man icke uppmärksamgjorde mig på, att den källskrift, som gafs mig, var föräldrad (Byfoged Emil Jürgensens ”Det uægte Barns og dets Moders Retsstilling”. Dansk Kvindesamfund 1885.)
Med anledning af den faktiska oriktighet herr Ploug anför (ang. oäkta barns rättsliga ställning*), hvilken rättelse jag noggrant skall anteckna, tillåter jag mig nämna följande:
I bref till fröken Kirstine Frederiksen l juni 1903 anhåll jag, jemte det jag öfversände min bok, att „Kvinden og Samfundet" i sin anmälan måtte påpeka alla faktiska oriktigheter. Intresserade kvinnosaksvänner kunde då bifaga dessa rättelser som ett appendix i boken. Af fröken Frederiksens svar til mig (den 10. juni) förstod jag att det var hennes afsigt att tillmötesgå min önskan. Men denna afsigt blef aldrig fullföljd, antagligen till följd af hennes resa til utlandet och kort derpå inträffade död.
Alexandra Gripenberg,
Helsingfors, den 12. april 1904.
Da vi desværre savner Kirstine Frederiksen, har Redaktionen overdraget en ringere at føje nogle Bemærkninger til Alexandra Gripenbergs Artikel.
Hr. Hother Plougs voldsomme Angreb paa Frk. G.’s Bog taler til Ære for hans Pietet mod hans Faders Minde, men den synes rigtignok noget ubeføjet. Er det dog ikke et vel stærkt Forlangende, at en Forfatter i et fremmed Land skal gaa til Haands Kilder som den danske Rigsdagstidende?
Forlanger man det af Mænd? I hvert Fald plejer disse ikke at opfylde Forlangendet. Frk. G. har brugt de Kilder, hun havde Adgang til og Grund til at tro paa. I disse kan der selvfølgelig være Fejl. Enhver ved, at Grundloven blev givet 5 Juni 1849. Tallet 48 er aabenbart en Trykfejl, og det forekommer os ikke at være fin Polemik at fremhæve en saadan med fire Udraabstegn. Udtalelsen om Danmarks litterære Afhængighed af Tyskland vil vel nu ikke mange give deres Tilslutning, men at Opfattelsen navnlig i nogle nationalliberale og grundtvigske Kredse var, som af K. Fr. fremsat, det er vist nok. At I. L Heiberg i „Aprilsnarrene” spottede over sin Tids Pigeskoler, ja det har unægtelig været den almindelige Tro blandt de Danske hidtil; hvorledes Hr. H. Ploug kan kalde dette Konfusion, er ganske uforstaaeligt. Hr. H. P. cursiverer ganske vist moderne, men det gør ikke Sagen klarere; ”moderne" betyder jo paa det Citerede Sted det samme som „sin Tids," og det var dog virkelig sin egen Tids og ikke de forbigangne Tiders Skoler, han angreb. - Hvorfra den bekendte Udtalelse om at „den unge Pige skal gemmes i sin Moders Kommodeskuffe" osv. oprindelig stammer, er vel nu vanskelig at faa oplyst. Frk. Fredriksen har henført den til Fru Heiberg, hvad der lyder ret sandsynligt. At den skulde være senere end Fru Heibergs Tid, altsaa fra vor egen, er absolut urigtigt; der er en Mængde Mennesker, der har hørt den, længe før fru Heiberg døde. Kan Hr. H. Ploug oplyse Almenheden om, hvor den stammer fra, vil det jo være meget interessant.
Angaaende Mathilde Fibiger er der hos Frk. Gripenberg ganske vist enten en Misforstaaelse eller en Uklarhed i Udtrykket; man vil næppe i den nævnte Forbindelse tale om „Danmarks politiske Ulykker" i 1848. Men dette er nok ogsaa hendes eneste Fejl. Misforstaaelsen med de to fingerede Taler, som hun har delt med andre, gør hun jo Afbigt for paa den nobleste Maade. Det i hendes nærværende Artikel anførte Stykke fra „Kv. og Samf." 1888 har hun rigtig opfattet som, hvad det er: ikke et Referat af C. Plougs Udtalelser, men en Imødegaaelse af dem.
Den Sorg og Harme, Carl Plougs Udtalelser vakte hos Kvinderne dengang, har man nu maaske ondt ved at fatte. Det laa i, at man af ham havde ventet noget helt andet. At P. G. C. Jensen og H. Matzen kunde udtale sig fornedrende om Kvinderne, det tog man dem næppe nok ilde op - hvad andet kunde man vente sig fra den Kant? Men Carl Ploug! Maaske er der ikke noget klarere Vidnesbyrd om, hvor højt Danmarks Kvinder skattede ham, end denne deres Sorg og Harme. Man huske, at det drejede sig om saa lille og saa retfærdig en Foranstaltning som Kvinders Adgang til Fattig- og Skolekommissioner. Dog det var en fanatisk Tid, man var i, og dette kan bringe en til at forstaa - men ikke til at undlade at sørge over - at Carl Ploug kom til at stille sig paa denne Side. Han var for god til det. ’
En gammel Kvindesagsven.
Det af baronesse Gripenberg nævnte brev til frk. Kirstine Frederiksen har den nuværende redaktion aldrig fået.
Hermed må denne sag være uddebatteret her i bladet.
Red.
