« Tilbage til søgeresultaterne

Den frie udstilling

« Se emneord

II

Intet navn er i den grad knyttet til den frie udstilling som Willumsens. Hans urolige, evigt søgende ånd tumler sig her i fuldeste frihed fra den kådeste leg med farver til den inderligste fordybelse i emnet. Willumsen møder iår med en halv snes billeder i vandfarve, alle forestillende en ung kvinde, knæ­lende, siddende, vandrende osv., med en bag­grund af „Snedækte tinder i gråvejr", „Mørke bjærgkløfter i gråvejr", „Snedækte bjærge i middagssolskin" osv. med al den rigdom af farvenuancer, som disse alpevariationer kan give anledning til.

Ring møder med nogle genrebilleder fra landsbyen: „ En spillemand”,  ”Landposten", „Den gamle ved lågen", hvoraf intet virker fængslende. „En spillemand" forekommer tværtimod yderst kedelig; de lyttende børn står som livløse genstande. Der er et par småbilleder af Peter Hansen, der har interesse ved deres emne, nemlig: „Ung pige, der sliber rammer" og „Forgylderske”. Det er Intereriører fra værkstedet, hvor arbejderne er kvinder. Slige emner er ualmindelige på vore udstillinger. „Kunsten - det er livet", hedder det så kønt; men ser vi på de årlige kunstudstillinger, da bli´r vi snart klar over, at der ikke kan menes det liv, hvor der ar­bejdes og lides - men at ”leve bon" er jo også at leve.

Erik Struckmann har sin specialitet, som står skarpt afgrænset mod udstillingens øvrige kunst; det er de dekorative billeder af sjæl­landske herregårde. I overvejende sort-hvidt bli’r der noget storslået over de gamle gårde, selv Holbergs gamle, hyggelige Terstøsegård bli’r ganske monumental.
Luplau-Jansens store billede med de dansende højskolepiger er, trods de lyse, muntre farver,  ikke præget  af den ungdom, det sikkert skulde tolke.         

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder