« Tilbage til søgeresultaterne
Moderne Kvinder
I vore Dage hører man ikke sjeldent om Ægtefolk, der højst vil have to Børn. Det er ikke blot i Frankrig, at saadant findes, ogsaa her i Danmark faar Uviljen imod den store Børneflok mere og mere Indpas. Det er vel nok en Reaktion mod den gamle Betragtning, at Børnene sendtes fra Himlen og tit saa rigeligt, at den stakkels Moder næsten Segnede under al den Velsignelse. Man glemmer, hvilken Rigdom det ofte var for Forældrene, og hvor godt det var for Børnene, hvor Søskendeflokken var stor; eller hvor Hjemmet hurtigt blev trist og barnetomt, hvor Antallet kun var de moderne to. Det er ikke alene fra Bylægerne man hører om Kvinders Uvilje imod at faa mange Børn, nej, Bevægelsen er som almindelig udbredt, at man kan finde unge Piger, være generte ved at fortælle, at de har syv otte Søskende. Mødre med mange Smaabørn maa tit døje Skuldertræk og Beklagelser, ja, undertiden Forsikringer fra deres gifte Veninder om, at saa tosset agter de ikke at bære sig ad, de skal vide at sikre sig. De taler spottende om Fødemaskiner og Malkekøer.
At saadan Tal er raa og blotter en stor Egoisme, kan man let blive enige om. Men nu kommer det farlige, nemlig at denne usminkede Egoisme laaner en Berettigelse gennem den moderne Kvindebevægelse. Det er ikke længer den egenkærlige Kvinde, som ikke vil have med alt det Børnevrøvl at gøre, nej, det forvandles til at være den selvstændige Kvinde, der i sin Bestræbelse for at opfylde de samme Pligter, som hviler paa Manden, ikke faar Tid til at dyrke sit Kald som Moder. Ellen Key opstiller i Udkastet til en ny Ægteskabslov dette moderne Kvindeideal. Hustruen skal for at kunne føle sig som selvstændig tjene sit eget og Halvdelen af Børnenes Underhold. Det huslige Arbejde vurderes til den Pris, man kunde leje en anden til at udføre det for, d. v. s. det er utilstrækkeligt til at ernære en selv og nogle Børn. Den selvstændige Kvinde, maa altsaa skaffe sig andet Erhverv, bære Mandens og sine egne Pligter, og det maa sprænge hende, især om hun har en stor Børneflok. Det er dog en ganske naturlig Fordeling af Pligterne, at Manden skal være Forsørger, og det berettiger ham paa ingen Maade til at være Enehersker.
Den Kvinde, der bedst opfylder de Pligter, som før hvilede paa Mænd, som ernærer sig selv og betaler sin Skat, altsom den ugifte Kvinde, hun har størst Chance for at opnaa Stemmeret. Hvor bagvendt, baade økonomisk og moralsk set! Et Samfunds Trivsel er jo afhængig af, om Indbyggerantallet er i Fremgang. Hvilket langt større Indskud giver den gifte Kvinde ikke gennem Børnene end den lille Pengeydelse, der vilde berettige den ugifte til Stemmeret. Og ser man moralsk paa Forholdet, er Moderen jo langt inderligere knyttet til det næste Slægtled end den enligt stillede Kvinde. Kan man tænke sig noget, der mere modner en Kvinde, end det at blive Moder, noget der mere alvorligt og ansvarsfuldt stiller hende i Forhold til det Liv, der rører sig om hende. Hendes Barn skal ud i den Verden, hun slet ingen Indflydelse har paa, og hvor der er saa meget, hun gerne vilde være med til at rette og hjælpe paa. Hvad var vel rimeligere, end at Kvinderne, der blev Mødre, igennem denne Skat til Samfundet samtidig fik Rettigheder som fri Borgerinder med samme kommunal som politisk Stemmeret. Denne Ret vilde hun selvfølgelig tabe, om Børnene før Myndighedsalderen falder det offentlige til Byrde. Ogsaa den ugifte Moder, der ernærer sit Barn, vilde kunne faa Stemmeret og derigennem vinde noget af den Samfundsagtelse, hun nu saa fuldstændig maa savne. De uægte Børns Stilling i Samfundet kan vanskelig forandres, saa længe der altfor uforholdsmæssigt ses ned paa den ugifte Moder. Hvilken himmelraabende Forskel paa hende og hendes Forførers Stilling i Samfundet.
Pastor Uffe Birkdals Artikel om de uægte Børns Stilling har dybt rørt og betaget mig. Hans Raad til os Kvinder maa ikke lyde forgæves, der maa gøres noget.
Enhver Moder har sikkert kendt, hvor vanskeligt det kunde være at holde Humøret oppe under de ni Maaneders „Værnepligt”, selvom det forestaaende var hende selv til Glæde og kun vakte de omgivendes Agtelse. Hvor knugende tungt for den vordende ugifte Moder, der maa skjule sin Smerte og føde til Verden et Barn, som ingen i den hele Verden glæder sig til at modtage. Hvor maa den Lidelse være forfærderlig haard, der kun er en Skam, ja i den Grad. at »Skammen« ofte driver hende til Fortvivlelse, undertiden endog til Barnemord.
Ingen kan holde ud at leve uden Selvagtelse, der maa lidt til for at maa skal holde Modet oppe.
Muligvis den Borgerret, som den ugifte Moder ved at ernære sit Barn selv kunde erhverve, blev den Hjælp, der holdt hende oven Vande.
Selvfølgelig er det ikke min Mening, at Ikkemødre skulde lukkes ude fra Stemmeret, det vilde være den modsatte Uretfærdighed, af den, der har svævet over vore Hoveder. De maatte stilles under Mændenes Vilkaar; naar de betalte Skat af deres Indtægt, kunde de ogsaa have kommunal Stemmeret
Naar Mænd i Almindelighed er saa bange for Kvindesagen, er det oftest fordi de frygter for, at den skal gøre Kvinderne »emanciperede« og skabe Ulyst til de kvindelige Sysler og Moderens Pligter; Man skulde synes, at det matte falde i disse Mænds Smag, om Ligeberettigelsen naaedes igennem det centrale kvindelige.
Hustruerne behøvede ikke at drage ud fra Hjemmene og konkurrere med Mændene paa Arbejdsstedet for paa den Maade at erhverve sig den attraaede Stemmeret, de fik den netop igennem det at blive Mødre.
