« Tilbage til søgeresultaterne
Er Kvindens Underordning under Manden kristelig berettiget?
Jeg er blevet opfordret til at skrive Lidt herom i Deres ærede Blad - men jeg kan ikke sige, at jeg har megen Lyst dertil. Thi den største Elendighed i Spørgsmaalet om Kvindens Ligeberettigelse med Manden er, at næsten alle Kvinder her staar uden Interesse for denne Sag, ja le deraf som en Taabelighed.
Naar man vilde spørge dem, om de da ikke er Mennesker, og om der ikke tilkommer dem fulde Menneskerettigheder vilde de vel svare: jo! Men gaar man i det enkelte og spørger, om det da ikke hører til de fulde Menneskerettigheder: at en Kvinde faar fuld Løn for sit Arbejde, at en Kvindes Underskrift og Vidnesbyrd bliver taget for gyldigt, at man har Raadighed over sine Børn og sin Ejendom lige saa fuldt som Manden, at ikke blot det af Hustruen selv erhvervede, men hendes Arbejde i Hjemmet fra tidlig Morgen til silde Aften uden pekuniært Vederlag giver hende fuld Medejendomsret og fuld Medraadighed over, hvad der tjenes ved Mandens Arbejde, saa Manden ikke har Ret til at bruge den fælles Ejendom uden hendes Samtykke, at Kvinder faa fuld Stemmeret baade politisk og kommunalt i et frit Land, hvis da Stemmeret er en Menneskeret, og derfor Valgbarhed til vedkommende Raad lige til Ministerraadet, at Døtre har i alle Forhold samme Arveret som Sønner, og siger man til dem, at det er nedværdigende for Kvinden, at hun i det politiske og kommunale Liv stilles paa lige Trin med Forbrydere og Fattiglemmer og Umyndtggjorte, at Kvinden skal have samme Ret som Manden til at udfolde og bruge sine Evner paa Livets forskellige Omraader og at hun ligesaa godt som Manden skal kunne indtage alle Stillinger, som hun kan magte o. s. v. o. s. v, og man saa kun møder et Skuldertræk og en lille klar Latter: »aa, hvad skal vi med det!« saa bliver man lidt mismodig. Thi den, som slet ikke selv ønsker at blive hjulpet til sine Menneskerettigheder, kan man jo ikke hjælpe, og der skal et langt taalmodigt Arbejde til for at vække Kvindens Interesse for, hvad der med Rette tilkommer hende som Menneske.
Den Lovgivning, vi har, og som sætter Kvinden under Manden ja udelukker hende fra mangfoldige Forhold, i hvilke hun burde have fuld Ret, er jo som bekendt givet ene af Mænd og det af Mænd, hvis Forfædre i Aartusinder har været under Paavirkning af et Hedenskab, der betragtede Kvinden som staaende saa langt under Manden, at hun Vel oftest betragtedes som et sjælløst Væsen.
Og den kristne Kirke har vel i Princippet anerkendt Kvindens fulde Menneskelighed men aldrig i Virkeligheden anerkendt hendes. Ligestillethed med Manden. Thi Mændene, som i Hedenskab og Jødedom ene havde fuld Menneskeret, har altid været de ledende og ordnende ogsaa i den kristne Kirke og har derfor ikke glemt ved hver Ægtevielse at indprænte Kvinden, at hun, ifølge Guds egen Befaling skal være sin Mand underdanig eller mildere oversat, underordne sig ham. Og under den kristne Børneopdragelse bliver det indpræntet os, at det at være en Pige er menneskelig talt noget ringere end det at være en Dreng.
Ligger der nu i den kristne Livsanskuelse nogensomhelst Ret hertil? eller er det blot den historiske Jordbund, i hvilken den kristelige Livsanskuelse er skudt frem, der er Aarsag til, at den kristne Kirke hidtil har holdt paa Kvindens Underordnen under Manden?! Thi disse to Ting maa man nøje holde ud fra hinanden; ét er selve Livsanskuelsen, et andet de historiske Forhold, der midlertidig have givet den en vis Farve; forandre disse sig, da svinder Farven, men selve Livsanskuelsen bliver.
Paa hint Spørgsmaal maa man paa Forhaand svare, at naar hele den kristne Livsanskuelse er som i en Sum samlet i disse Ord: »Eders Fader, som er i Himlene« og »Eders« er baade Mandens og Kvindens, saa ligger her i selve dens Princip deres fulde Ligeberettigelse og Ligestillethed. »I er jo alle Guds Børn ved Troen i Livssamfundet med den Herre Jesus Kristus«, i dette er saalidt Mand og Kvinde som Fri og Træl - alle ere »I ét«. Disse Pauli Ord udspringe lige af hine Jesu Ord: »Eders himmelske Fader«. Stille vi os ved Indgangen til Guds Menighed, Daaben eller i dens Allerhelligste: Nadveren, da er her det samme Grundvilkaar og den samme Livskærlighed til Mænd som til Kvinde. Ser vi paa Jesu Forhold til Menneskene, da gør han ingen Forskel, kalder dem, der høre Guds Ord og bevare det: »mine Brødre og mine Søstre«. At han kun vælger Mænd til sine Apostle, medens han udgyder sin Aand, i Kraft af hvilken de skal være Hans Vidner til Jordens Ende, over saavel Kvinder som Mænd, ligger aabenbart i Jordbunden, Tidsforholdene, der slet ikke anerkendte Kvindens Ligeret men, saavidt jeg véd, endog satte under Debut, om hun kun havde en Sjæl. Ved at vælge en Kvinde eller Kvinder med hertil, vilde han have spærret Vejen for sit Evangelium, gjort sin egen Gerning umulig. Det kan vi da sige os selv, at skønt Kvinden her i Norden i Vikingetiden havde en friere og mere æret Stilling end i de fleste andre Folk, vilde vore Farforældre aldrig have lyttet til en Forkyndelse, frembaaret af Kvinder.
Men tænkte vi paa, hvor lidet Kvinden var regnet i Jødefolket, saa det var en Skam at tale offentlig med hende, og vi da se Jesus sætte sig hen og tale med den samaritanske Kvinde til Diciplenes Forundring, ja Forargelse, se ham omgiven af og betjent af Kvinder, omgaaes dem og tale med dem ligesom med Mænd, høre ham tale Hustruernes Sag - thi det er for at hævde Hustruens Ligeret med Manden i Ægteskabet, og slet ikke for i Almindelighed at forbyde al Skilsmisse, at Jesus i Harme over Mandens raa Vilkaarlighed overfor Hustruen, naar hun ikke behagede ham mere, taler mod at skille sig fra sin Hustru, saa er der ikke blot ikke et Ord eller en Handling af Jesus, i hvilken han underordner Kvinden under Manden, men hans Ord som hans Handlinger pege hen paa fuld Ligestilling. At saa hans Apostle, Paulus og Peter hævde, at Hustruen er Manden underordnet i Ægteskabet, ja at det er hende forbudt at tale i Forsamlingen, Menigheden, er det en Lov for os?
Vor Kirke har fra den katolske arvet en Tro paa Apostlenes Autoritet, som var hver Anskuelse og Mening hos dem en Lov for os, altsaa en Tvangs-Autoritet og ikke en fri Autoritet ): en Aandens Myndighed hos vor Herre udvalgte Grundlæggere af Kirken, saa vi lytte med Ærefrygt til deres Ord og søge Oplysninger hos dem i Livets dybeste Spørgsmaal føle os tvungne til at have ganske samme Mening, uden at tage deres Ord som hvilket er ganske stridende mod den Frihed, som er et aandeligt Livs dyreste Eje.
Nu har Paulus altsaa forbudt Kvinderne at tale i Forsamlingen, at lære andre og befalet dem selv ydmygt at lære hjemme. Saa skal det være Lov for os! Men viser dette Forbud ikke tydeligt, at disse første kristne Kvinder, som aldrig før havde tænkt paa andet end at holde sig pænt stille hjemme ifølge det jødiske og hedenske Samfunds Skikke, i hvilke de vare opdragne, med ét har faaet Frihedslyster, da de fik Del i det aandelige Liv i Kristus, har kastet den gamle Tvang af sig og følt i Aandens Drift, at de havde samme Ret som Mændene - ja nogle af dem optraadte jo endog som Profetinder uden at Paulus sagde noget derimod. Og hvorfra har de med ét faaet denne stærke Følelse af deres Ligeret med Mændene uden fra, at saadant har Evangeliet virket i dem?
Saa bliver Paulus med Rette ængstelig, fordi Tiden ikke er moden til dette, men det vil blive en Hindring paa Grund af Tidsaanden for Evangeliets Fremgang, der lidt efter lidt men ikke paa én Gang kan forandre de gamle Skikke, og saa træder han op herimod ligesaavel som mod Slavernes Frihedslyster, naar de som Kristne følte deres Menneskeret. Dette de kristne Kvinders Forhold vil næsten umuliggøre Hustruers Omvendelse til Troen paa Grund af deres Mænds og hele Tidsaandens stærke Modstand. Saa vaagner hos Paulus som hos Peter, hvad de som Jøder har lært af selve det gamle Testamente om Kvinders og Hustruers underordnede Stilling.
Paulus var opdraget af Rabbinere med deres ofte saare mærkelige, haartrukne Skriftudlægninger - se f. Eks. hans underlige Udlægninger om Sara og Hagar i Brevet til Galaterne 4. Kap. Og det er ogsaa rabbinsk Udlægning, at Kristus er Mandens Hoved og Manden er Kvindens Hoved, at Kvinden skal ikke tage Magt over Manden, fordi hun blev sidst skabt og var den, der først lod sig forføre af Slangen, hvilket som Bevis taget ikke har mere Værd end Pauli mærkelig Ord, at Hustruen og Kvinden skal beholde Sløret eller Hatten paa for ikke at gøre sit Hoved, Manden, Skam.
At dette kunde være gavnlige, ja nødvendige Forholdsregler i unge Menigheder, omgivne af hele den gamle Tidsaands Skikke, og at de endnu ude i Missionmenigheder kan faa Gyldighed er indlysende. Men vi maa i vor Kirkesamfund bort fra at bruge den hellige Skrift som en Lovbog, og lære at forstaa, at hvor Herrens Aand er, der er Frihed, og der skal selve det aandelige Liv skabe sig sine Love og Skikke, og ikke omvendt Love og Skikke fra gamle Dage herske over det aandelige Liv og kvæle dets Frihed.
Er Mand og Kvinde begge Mennesker, saa skal de ogsaa begge have alle de Rettigheder, som deres Natur kræver. Og her kommer saa Spørgsmaalet, om deres naturlige Anlæg er saa forskellige, at det ikke vilde passe for Kvinden at faa de samme Rettigheder som Manden, men at dette vilde blive Vold mod hendes Natur og følgelig og mod hendes aandelige Frihed.
Men dette maa Livet selv afgøre, og det kan kun afgøres ved at alt, hvad der hindrer Kvindens frie aandelige Bevægelighed, alt, hvad der berøver hende hendes Rettigheder som Menneske, fjernes, og hun faar fuld Ret til at vise i Livet, hvilke Evner hun har, og hvorledes hun kan bruge dem.
Det er vist, at saa bliver Kampen for Tilværelsen haardere for Manden, og Frygten herfor i Forbindelse med den almenmenneskelig Lyst til at tyrannisere har vist megen Indflydelse paa Mændenes Villie til at holde Kvinden i Umyndighed og lukke hende inde i Køkken og Børnekammer.
Hvad hun duer til uden for det Omraade, har hun jo kun haft liden Lejlighed til at vise. Men de regerende Dronninger, Kunstnerinder, Forfatterinder, Lærerinder, Læger, de faa, som har drevet Handel, Haandværk, Agerbrug eller baaret den kristne Forkyndelse frem i døde Tider - har de vist sig ringere end Mænd i disse Gerninger? Man siger, at Ægteskabet er Kvindens Maal, at blive Livet i Hjemmet, Moder, Husmoder! Kunde man ikke lige saa godt sige at det er Mandens Maal at blive Fader o. s. v.? Tør Mændene virkelig ikke give Kvinden Frihed til at vise, hvad hun duer til udenfor hint Omraade, som selv om det er det, der ligger aller inderligst for Kvinden og gør hende til den gode Aand i Samfundet, dog er for snævert; hun skal have fuld, fri Ret.
Men hvad skal der saa blive af Ægteskabet? To kan ikke styre! Jo, det kan to i Kærlighed godt - og til sand og dyb Kærlighed hører der to, som hver for sig er stillede ganske frit, saa den ene ikke er afhængig af den anden uden i Kraft af den gensidige Hengivelse i Kærlighed.
Vil man raabe: „Idealist”, saa vil jeg svare: Ja, er der noget, som Jesu Kristi Tro har lært os at holde højt, saa er det Idealerne, og den har lært os at kræve, at Livet skal have Ret til at forme sig efter Idealerne og ikke tvinges ind i de Former, som Ynkeligheden maatte foreskrive.
Nykøbing, Falster, Præstegaard i Juni 1904.
