« Tilbage til søgeresultaterne
Om Aarsagerne til kvindespørgsmålets Fremkomst
Foredrag, holdt i Studenterforeningen Februar 1898
af Magister artium Ida Falbe-Hansen.
(Sluttet.)
Vi ser jo fremdeles denne faktor i fremskridende virksomhed; De har i disse dage set, hvilket røre kullosning ved maskinkraft har fremkaldt. Dette har alle lagt mærke til; der skrives om det i bladene, diskuteres i fagforeninger, nedsættes kommissioner osv. Men hvad der er gaaet mere stille af, ikke blevet saadan omtalt og bemærket, er, at det ikke blot er de mandlige arbejdere, hvis kaar er bleven paavirket.
Alt det, som industrien nu udfører i det store, det udførtes i gamle dage i hvert enkelt hjem. De, mine herrer, har ikke oplevet, ikke set, i hvor høj grad hjemmene har skiftet præg i de sidste par menneskealdre - jeg mener ikke: skiftet præg i moralsk henseende, blevet bedre eller værre - men skiftet præg med hensyn til det arbejde, der foregik der. Alt hvad man skulde æde og drikke, og alt hvad man skulde iføre sig, blev tilvirket der.
Ja, de gamle hjem! de gammeldags hjem! Det var et helt andet liv, der levedes. Vi, som har set lidt af den gamle idyl, bliver lidt ømme om hjertet ved at mindes den tids travle og muntre arbejde. Jeg kunde male dem mange billeder fra den tid, som de aldrig har tænkt dem, men som jeg har hørt om af de gamle, og noget har jeg selv set.
Men Idyller plejer kun at more børn og gamle folk, og jeg skal forskaane dem. Lad mig da blot for at vise dem, hvorledes arbejdet er vandret ud af hjemmene, minde dem om, hvad de har oplevet: oprettelsen af fællesmejerier, andelsslagterier osv. Dette er kun de sidste udslag af den samme bevægelse. Havde vi tid, kunde jeg fortælle dem om det hjem, jeg kender bedst, et almindeligt embedsmandshjem i 50-60erne, og de vilde forbavses over alt, hvad der blev udført der. Men jeg vil hellere henvise dem, der vil vide besked, til et lille skrift af Andrée. „Industrin och kvinnofrågan”. Eller til adskillige literære skildringer, f. eks. Sorenskriverhjemmet i Dyre Rein.
Det hed dengang: Kvinden har sin plads i hjemmet. Og med rette. Thi der var hendes plads. Alt dette arbejde blev jo væsentlig udført af kvindehænder, af husmoderen og hendes tjenestepiger, af de voksne døtre, de ugifte tanter. Og der var nok til alle hænder. Tænk blot paa de fem voksne døtre i Dyre Rein, hvor travlt de har.
Nu stod alle disse kvinder ledige paa torvet. De maatte have arbejde; de gik da ud af hjemmet for at gøre det samme arbejde udenfor hjemmet, som de havde gjort i det.
Men her stødte de sammen med mændene, der allerede havde det trangt nok; de mente, at arbejdet udenfor hjemmet hørte dem til. Først havde maskinerne konkurreret med dem, nu kom kvinderne og vilde det samme. Da opstod konflikten! Og den var og er en ulykke! Men skylden for den er hverken mænds eller kvinders. Den er tidens, udviklingens.
Dette er da den anden store forandring. Den første har hidført kvindens krav paa politisk indflydelse, den anden: kravet om arbejde. Af disse to afhænger, saa vidt jeg ser, alle andre bispørgsmaal i kvindesagen. Thi der er jo mange forskellige spørgsmaal - saa mange forskellige, at der er dem, der benægter, at der overhovedet er én kvindesag - der er mange, siger de, og de har ikke noget med hinanden at gøre.
Det tror jeg dog, de har. Jeg kan ikke gennemgaa dem alle, men jeg vil tage et par exempler, et stort Og et lille, for at vise sammenhængen.
Der er spørgsmaal om den gifte kvindes retsstilling. Hun har ingensomhelst ret hverken over børnene eller over formuen. Men det havde hun heller ikke før - hvorfor kommer hun da nu pludselig og kræver det ? Fordi, om hun end ingen magt havde de jure, saa havde, hun den de facto. Mandens og hele husets velfærd var før afhængig af husmoderen; det er det ikke mere.
Loven i gamle dage gav hende ingen magt, men livet gav hende des mere. Nu er manden, i hvert fald i de højere klasser, temmelig uafhængig af sit hjem, og husmoderen har nu kun den magt, loven giver hende - men den er ingen.
Det var det store spørgsmaal. Nu det lille. De ved, der er noget, der hedder dragtreformen. Hvorfor vil man just nu have den kvindelige klædedragt reformeret? Det er atter arbejdets skyld. Men kvinderne i gamle dage, der arbejdede saa meget i hjemmet, naar de kunde gaa i den dragt, hvorfor kan kvinderne i vore dage ikke gøre det samme? Mine herrer! Den dragt, fortidens kvinder gik i, naar de gik i køkken og kælder, den viste de sig ikke i; de var ikke „visible”. De, som har læst Gøsta Berlings saga, har maaske lagt mærke til, hvor forskelligt majorinden er klædt, naar hun fører malmtransporten, og naar hun præsiderer ved bordet paa festmiddagen. Hun havde nu personlighed til at vise sig offentlig i arbejdsdragten - det kan man gøre naar man er den mægtigste frue i Wermland, men det kunde vore bedstemødre ikke. Men nu, naar arbejdet falder udenfor hjemmet, nu vil kvinderne gerne se - ikke blot menneskelige men ogsaa lidt kvindelige ud - saa kom spørgsmaalet om en dragt, der paa en gang var en bekvem arbejdsdragt og dog til at vise sig i.
Jeg har dvælet saa længe ved det materielle, fordi det er det, man i vore dage er mest tilbøjelig til at fæste blikket paa. Men den spaltning, der paa det ideelle omraade skilte mænd og kvinder, var ikke mindre. Det følte kvinden meget snart efter 1849.
Det store aar 48 og krigen derefter, var jo en mærkelig løftelsens tid. „Hin aand fra 48” som Ploug synger om, har der vel aldrig været mage til i vort land. Den samlede alle, kvinder som mænd, rige og fattige. Aldrig havde vel det danske folk i den grad følt sig som eet. De kender maaske historien om straffefangerne i Christianshavn, der vilde give deres overarbejde.
Ogsaa kvinderne var jo baaret af denne fælles følelse, saa længe krigen stod paa. Men da freden kom, da man skulde til at bygge op paa dette ny Danmark, der skulde staa paa frihedens grundvold - da var kvinderne ikke med. Her havde de intet at gøre. Her kunde selv fangerne komme med - mange af dem da - men kvinderne havde intet at gøre.
Da følte de sig saare fattige. Og denne følelse gav sig udslag i den bog, de alle har hørt nævne, men vel faa læst: Clara Rafael.
Der tales nu gerne lidt haanlig om denne bog, som et udslag af „lyserød idealisme”. Aa ja, lyserød eller lysegrøn var den vel - det er jo det nye og unge altid. Men at den havde et stort og vigtigt ord at sige, derom kan der jo ikke være tvivl. Man kan sige sig selv, at en bog, der kaldte mænd frem paa arenaen som J. L. Heiberg, Grundtvig, H. E. Schack., Goldschmidt, Magn. Eiriksson - den kunde ikke være det bare pjank. Hvad bogen krævede, var jo: ret for kvinderne til at tage del i mændenes bedste samfundsinteresser. Og hvor meget tændte den ikke? Et par aar efter kom i Sverige: Fredrika Bremers Hertha, Sveriges første kvindesagsindlæg, og i Norge Camilla Colletts Amtmandens Døtre. Og her i Landet? Ja, læs en gang forhandlingerne i rigsdagens landsting saavelsom folketing, 1857, og de vil se, at den lille bog havde virkelig fremdraget noget, der laa de bedste mænd paa hjærtet, peget paa, at der var indtraadt et uheldigt skisma ved grundloven. I december 1857 blev paa een dag vedtaget: myndighed, arveret og næringsret for kvinder lig med mænd, og denne sag blev ført igennem af mænd, der alle har et godt navn i dette hus: Grundtvig og Clausen, Madvig og Monrad, Krieger og Ploug, og især Orla Lehmann. Alle taler de om at give kvinderne noget af det, de har faaet til gode - læs Lehmanns ord; de hentyder netop til Clara Rafael.
Men siden den tid er der intet afbetalt af gælden. Var det sket, saa var kvindespørgsmaalet maaske aldrig kommet frem.
Jeg har altsaa nævnt de materielle og de ideelle krav fra kvindernes side. Begge kan kaldes egoistiske, idet de fremtræder som krav; men tidens udvikling fører ogsaa en altruistisk bevægelse med sig.
Udviklingen af det ny samfund havde ikke blot taget arbejdet ud af hjemmene, men ogsaa noget andet. Omsorgen for fattige og syge, for børn og gamle havde før været hjemmets sag - nu blev den samfundets. Og ikke blot savnede kvinderne dette arbejde, der ret egentlig tilkom dem; men de fandt ogsaa, og jeg tror med rette, at det ikke altid blev besørget saa godt som før. Maaske det var udtænkt, organiseret snildt nok i visse maader, men det personlige element, det hjertelige manglede ogsaa.
Jeg vil ikke brede mig - men tror de ikke, man engang vil korse sig over, at i det nittende aarhundredes sidste halvdel satte man fattige børn til licitation!
Baade kvinder og mænd følte, at ikke blot trængte kvinden til samfundet, men samfundet trængte ogsaa til kvinden. Det var et stort historisk øjeblik, da den engelske udenrigsminister i 1856 sendte bud til Florence Nightingale, som den, der kunde redde hæren paa Krim.
Men allerede et par aar i forvejen havde en dansk kvinde gjort et lignende skridt. Det var Ilia Fibiger, søster til Mathilde Fibiger. Clara Rafaels Forfatter, der en aften i koleraaaret ganske stille laasede sin dør og gik hen og meldte sig som vaagekone paa Frederiks Hospital. . . De gør dem nu næppe begreb om, hvor dristigt det var, og hvilken forbavselse og uvilje det vakte.
Hvilken forundring det har bevirket, at dannede kvinder kom i stedet for de gamle vaagekoner - behøver jeg ikke at udbrede mig over.
Ja, Mine Herrer! jeg har nu vist dem det, som jeg ser som aarsagerne til vor tids kvindebevægelse. Vi har ligesom i det gamle Athen faaet et kvindespørgsmaal, fordi ved tidernes ugunst - eller gunst - der er kommen en kløft mellem mænd og kvinder. Kvindespørgsmaalet er da det spørgsmaal: Hvorledes skal kvindens stilling være i det moderne samfund?
Svare paa dette spørgsmaal skulde jeg jo ikke i aften, og det kan jeg ikke. Enhver, der har beskæftiget sig med det problem i alvor, ved, at det ikke er let løst. Det løses ikke ved at erklære, at det ikke er der, heller ikke ved at mand og kvinde gensidig giver hinanden skyld for, at det er der.
Det kan kun løses ved, at alt hvad der er af godt og kærligt af ædelt og fint i vort folk redelig træder til, og tager haand i med.
Jeg sagde dem, at jeg ikke vilde gøre propaganda. Det tror jeg heller ikke, jeg har gjort. Men jeg vil dog sige til dem: ingen af dem, mine herrer, kan i livet undgaa at komme i berøring med problemet paa den ene eller den anden maade. Husk da paa, hvad historien viser, at enhver, der gør sit til at udfylde den kløft, der skiller mænd Og kvinder ad i deres arbejde og interesser, kan gøre sit til at skaffe kvindespørgsmaalet ud af verden.
Jo før det sker, desbedre vil det være, baade for mænd og for kvinder.
