Fru Elise Ploug

Fru Elise Ploug! - Redaktionen af „Kvin­den og Samfundet” har anmodet mig om at skrive om denne „betydelige Kvinde” i dette Blad. Var hun betydelig efter „Kvinden og Samfundets Maal og  Maade at betragte Kvin­den paa? Var hun en „fremskreden” Kvinde? Var hun en Forfægter af Kvindens „Frigø­relse” ? Det kan næppe siges om Fru Ploug. Og dog var hun en sjælden fremskreden Kvinde; dog tænkte og talte hun for Kvindens Frigørelse og hendes frie, selvstændige Stilling for det Retfærdighedens Standpunkt, hun derigennem skulde vinde. Men hun var ingen højt talen­de Kvinde; hun viste sig ikke i Forsamlinger og Møder, uden naar det gjaldt Fædrelandets eller hele Nordens Sag, - da holdt hun sig sjælden tilbage; men hun optraadte aldrig offentlig. Hun var en stille Kvinde, men i denne sin Stilhed virksom og stor, en betydelig Kvinde, betydende som hun blev for hver en, hun levede sammen med, for hver en, hun kom i Berøring med. Og mærkedes hun end ikke udadtil, saa mærkedes hun alligevel ved en mægtig Indflydelse paa dem, der virkede udadtil. Der gik en Straalekraft ud fra hende, der ikke kunde andet end fænge, et Liv, der virkede ildnende og manende. Hun var - i mine Tanker - næsten en Realisation af det Ideal, vi Fremskridtskvinder dog først og fremmest har haft og har for Øje med vore Bestræbelser: en Hjemmets Grundlægger og Opretholder, en Hustru, Moder, Husmoder - og en Ven som faa.

Naar jeg i mine lyse Ungdomsdrømme tænkte paa at virke for Kvindens Frigørelse, hendes

Sidestillethed med Manden, da var mit Maal et indadvendt. Jeg tænkte dengang ikke stort paa hendes Samfundsstilling, men saa meget des mere paa hendes Stilling i Hjemmet, paa hendes Stilling som Hustru. Jeg ønskede hende rustet med en Dannelse som Mandens, saa hun fuldt kunde forstaa og følge hans Liv og Færd, hans Søgen og Stræben og være ham jævnbyrdig i al Raadslagning om Børnenes Opdragelse. Naaede Kvinden det Trin i aandelig Udvikling, blev hun sin Mand en paa alle Omrander jævnbyr­dig Medhjælper, saa, mente jeg, var det første Skridt gjort, Sejren vunden, og saa, tænkte jeg, kom „det andet” nok efterhaanden, til sin Tid - - - - - , og saaledes er det jo i Virkeligheden ogsaa gaaet og vil frem­deles gaa, -  med eller uden rungende Kamp fra Kvindernes egen Side, med eller uden Opbydelse af alle Kvindens Evner og Kræfter. Ære være dem, som med ædle Vaaben træder i Skranken udadtil! Jeg staar ofte lige over for Kvindernes Kampe i den Retning med den dybeste Ærbødighed og Taknemmelighed og glæder mig over de alt vundne Resultater, men ogsaa: Ære være dem, der i det stille realiserer de højeste kvindelige Idealer, saa vidt hver i sin Skrøbelighed formaar det! Og saaledes forstaaet: Ære være Mindet om den Kvinde, om hvem her skal tales, Hjem­mets store, betydningsfulde Kvinde, Fru Elise Ploug.

Fru Ploug har ført et ualmindelig rigt og bevæget Liv paa den Plet af Jord, hvor hendes Barndom, Ungdom og Husliv henrandt, den lille Plet af Danmark i og omkring Køben­havn. I hendes Barndom brød stærke Bølger sig i Hjemmet, og allerede tidlig fornam hun i det, ogsaa for Fædrelandets Sag stærkt be­vægede Hjem Dønninger fra Verden udefra, ja snart levede hun helt og fuldt op i Fædrelandets Brydninger, følte dets lyse Drømmes Susen, var med til dets dristige Forhaabninger, som hun efterhaanden stærkere og stær­kere berørtes af dets Kampe, dets Sorger og Smerter, dets Tab, dets Lidelser og Skuffelser, dets Sønderlemmelse, dets Skam, dets Vaande! - thi midt under alt det blev hun den Mands Hustru, der stod de store Rørelser nær, ja selv var ledende og lidende i dem, den Mands Hustru, som skønnere end nogen anden Digter har skrevet til Kvindens Pris

og Ære, i hende har besunget Kvinden med Ord, „hvortil ikke findes Sidestykker i den

gothogermaniske Literatur eller vistnok i noget andet Lands”. (Ernst v. d. Recke)

Fortjente hun disse Sange? var hun dem værdig? Jeg mener Ja. Igennem 40 Aars Samliv og Aar derefter elskede hun ham med en stærk, klar og ren Hengivenhed, saa op til ham med en urokket Tillid, vogtede og værnede hans Veje i dybeste Forstand, vogtede og værnede hans Hjem og hans Arbejds- og Hviletid med sit rige Hjertes Ømhed. Stod hun for hans Blik uforandret, som „da hun var tyve Aar”, dengang hendes Skønhed falmede, og Sygdommen havde hærget hendes Skikkelse, saa stod ogsaa han uforandret for hendes Øje, da Lovpris­ningen om ham forstummede, da han skyld­tes for Utroskab mod sin Ungdoms Idealer, da der tvistedes selv om hans Ære, ja, stod som hun havde staaet, da hun rakte ham sin Haand paa hans Livs lyseste Tinde. Hver den der i hans, maaske skønneste Digt til hende, betagen har hørt ham spørge: Vil Du elske mig - - - - -

 

naar jeg vrages som en rusten Klinge,

nu for sløv, men engang altfor hvas,

og den store Hob kun agter ringe,

at jeg dog engang har fyldt min Plads?

 

Vil Du vore Børn da trofast lære

hvem jeg var, hvorfor jeg trofast stred?

Vil Du mig i kærligt Minde bære,

til Du ved min Side lægges ned?

 

og som ved, at hun aldrig svigtede denne Bøn, men til sit Livs sidste Time stundede mod ham og i sin Alderdoms Svaghed ved­blev at tale til Børn og Børnebørn med al Kærlighedens Ild om „hvem han var, hvorfor han trofast stred;” hver den vil vist være enig med mig i, at ingen Sølvbryllupsgave har været mere betegnende eller mere paa sin Plads, end den nordiske Kvinder paa Plougs og Hustrus Sølvbryllupsdag smykkede deres Hjem med: nordiske Landskaber fra alle tre Riger. Nordens Kvinder forstod, hvad dette Ægtepar havde skænket dem af højt og helligt.

 

Deres Hjem. Man kan trygt sige, det var ­et Ømhedens, Renhedens, Sandhedens Tem­pel. Al Døgnets Pjank var banlyst derfra, men aabent stod det for Kunst og Videnskab og for Kunstens og Videnskabens Mænd og Kvinder. Og Musikken, Sangen, som hun selv dyrkede, gød en forunderlig Højhed over det hele. Jeg ved intet Hjem, der har betaget mig saaledes ved sin fine Glans og rene Tone, og dog gik alt saa jævnt og naturligt til. Men fredet blev det, og leves skulde der.

I Dagligstuen mærkedes intet til det store Dagens Arbejde, som optog Mand og Hustru i Fællig og hver for sig. Det var hendes Værk. Alt skulde være rede til at modtage ham, naar ,,han kom” og yde ham, hvad han tiltrængte af Hvile og maaske Trøst. Jeg husker fra den første Tid, jeg kendte dem, at hun engang sagde til mig: „Nej, paa den Tid er jeg aldrig ude, saa kommer Ploug ofte herind, og saa maa han finde mig.” Hun levede fuldt op med ham i hans Kamp og Stræben og delte Sorgernes og Skuffelsernes Tider med ham; hun talte, som hun følte, som den jævnbyrdige, aandelig selvstændige Kvinde, hvor meget hun end i Ydmyghed og kvindelig „Underdanighed” saa op til ham; men hun var aldrig slavisk.

Og Børnene. Ja, det var jo først i Skolen, at jeg og mine Medarbejdere mærkede til store Alvor lige over for dem i dette vaagne, omhyggelige Hjem. Ingen let og løs eller hurtig Dømmen, men altid en ærlig Samtale om det, der undrede eller foruroli­gede, altid en ærbødig Lytten til Svaret. En af Døtrene var svagelig og maatte særlig værnes om. Fru Ploug mente, og med Rette, at hun ikke kunde tage Del i alt Skolens Arbejde og raadførte sig med mig om, paa hvilken Maade dette kunde lettes for hende. „ Men naar De taler med Pigebarnet derom, saa lad hende forstaa, at det ogsaa er Skolens Mening, at hun en Tid ikke kan overkomme saa meget. Vi er ellers bange for, at hun kunde blive ma­gelig og sygelig, og hun maa endelig ikke miste sin Energi.” Mange Eksempler, slaaende og smukke, kunde jeg meddele paa hendes dybe Alvor lige over for Børnene; men dels kunde jeg blive for vidtløftig, dels er sligt maaske ikke paa sin Plads i Skrift. Jeg vil derfor i Almindelighed kun sige: Al Forkælelse var hende højlig imod, al Selvret­færdighed hos Barnet holdt hun nede med myndig Haand; aarvaagent vogtede hun paa, hvad der tilførtes det af Indtryk fra Lærer­inder og Kammerater, retledede med Forstaaelse og Varsomhed dets Meninger og Domme, dets Sympatier og Antipatier, dets Valg af Veninder. Paa dette Punkt var hun sjælden samvittighedsfuld og søgte aldrig Skyggerne i et saadant Forhold væsentligst hos den anden Part. Villigt indrømmede, ja, forklarede hun selv, hvor Fejlen var paa hendes Barns Side. Kunde hun være haard ? Jeg tror det ikke. „Kærlighed”, er der blevet sagt ved hendes Baare, „var hendes Hovedegenskab”, og det er sandt. Men denne Kærlighed var saa inderlig, saa alvorlig, at den ikke veg tilbage for noget Krav. Med Undervisning syslede hun selv gerne og var en baade teoretisk og praktisk ivrig Pæ­dagog. Det er bekendt, at hun selv, helst saa længe som muligt, læste med sine Børn og Børnebørn, inden de kom i Skole. Og det er vist, de havde gennemgaaet en fortrinlig Forskole hos hende, ej alene med Hensyn til Kundskabserhvervelse, men ogsaa og maaske især med Hensyn til Respekt for Pligten i enhver Retning, Hun vilde have de smaa Børn tidlig lært det vigtigste, det grundlæggende. „Det vil i Fremtiden være en Vinding for dem”, mente hun. De skulde helst kunne læse fuldkomment rent og klart naar de var 4 Aar! og naar de var 8 skrive med Lethed, regne ikke saa lidt og have faaet fortalt en Mængde ud af Historien og hørt og selv læst en Mængde ud af den Litte­ratur, som passede for deres Alder. Hertil kom senere hen de rige Oplæsningsaftener, hvor Huset saa at sige helt var samlet, og hvor oftest Ploug læste højt af det bedste, han vidste og kendte, og hun - straks eller senere - traadte forklarende og udviklende til for de enkelte efter hvers Trang og Be­hov.

Blev Børnene eller de unge Tjenestepiger (se senere hen!) overanstrengte? Somme  Tider kunde man have sine Betænkeligheder i den Retning. Men den store Aarvaagenhed over deres sjælelige og legemlige Udvikling i det hele har dog vist baaret dem velbeholdne over alle Skær. For, at de rørte sig, gymnastiserede, legede, dansede, i det hele taget morede sig ved Siden af, var hende ikke mindre magtpaaliggende. Hun gjorde alt for, at alle i hendes Hus, store og smaa, kunde føre et legemligt sundt Liv. Hun undte og ønskede dem Glæder og Fornøjelser. Ved Selskaber for hendes egne Børn eller Børnene fra det Puggaardske Hjem (se senere!), ved Danseøvelser og Afdansningsfester kunde hun til op i sin høje Alder, svag som hun var, sidde og se til som den mest interesserede, ligesom det var hende, der i Forvejen havde lagt alt til Rette for Børnene ved Festen, der altid bar et jævnt og paa en vis Maade tar­veligt Præg. Alt var rigeligt, smukt og godt, intet overdaadigt.

Og naar saa Børnene blev voksne - jeg holder mig til Spindesiden - kom Realisa­tionen af en af hendes Yndlingstanker, hvori jeg saa fuldt samstemte. Den unge Kvinde skulde opøves i en alvorlig Husgerning, skulde ,,tjene sin Værnepligt af. Da blev et helt eller halvt Aar Kokkepigen eller

Stuepigen afskediget, og en af Døtrene traadte i hendes Sted og udførte fuldt ud hendes Pligter. Jeg har mødt dem med Spand og Skrubbe paa Vejen til Faderens Studereværelse. „Kun paa den Maade”, mente Fru Ploug”, vil den unge Pige engang forsvarlig kunne udfylde en Husmoders Plads, naar hun bliver gift, lære at forlange med Sikkerhed og fare var­somt frem med sine Fordringer. Erfaringen skal give hende Respekt for Tyendets Ar­bejde”. Med Rette kunde hun sige, da den yngste Datter blev forlovet med en Landmand: ,, Han faar en god Husmoder i hende. Hvad hun ikke nu forstaar af en Landhusholdning, skal hun nok vide at faa Forstand paa, Øjet er opladt, og Villien er der”.

Men saa er der andre Sider, hvor vi ser hende optagen - som den Slægtning eller Ven, hun var - af de Opgaver, Livet ude­fra lagde paa hendes Skuldre. Alle deres Tarv og Bedste, der paa en eller anden Maade stod hende nær, vogtede hun over med usvigelig Interesse. Baade blandt Slægt og Venner blev der gjort Fordringer til hende, eller rettere, hun gjorde dem til sig selv. Krævedes hendes Hjælp, affandt hun sig ikke med en Pengesum, en Anbringelse hist og her med mer eller mindre overfladisk Tilsyn. Hjælp var for hende et personligt Ansvar. Den ene efter den anden kom i Huset hos hende og blev med den hende ejendommelige Kærlighedens Trang røgtet og værnet i enhver Henseende, legemlig som aandelig. Var der „Huller” i den unges Viden, de maatte stop­pes af hende selv eller af andre under hendes Tilsyn, eller hun overgav dem til Ud­dannelse hist og her; og aarvaagen fulgte hun deres Udvikling. Et overordentligt skønt og betegnende Eksempel fortæller den med Huset indlevede Frk. K. Ankersted i Nationaltidendes ,,Kvindernes Blad” for Onsdag den 9. Marts d. A. (læs det!) Hun havde hjulpet en trængende Enke til selvstændigt Erhverv og fulgte nu ogsaa Børnenes Udvikling. En lille aands- og villiesvag Søn „maatte” hun til sidst selv tage sig af og læste personlig med ham i flere Aar, til han fik det samme Maal af Kundskaber og Dygtighed som hans ligealdrende Kammerater. Saa blev han sat paa Landet, lærte et Haandværk og blev en flink Arbejder. Et Eksempel blandt flere eller mange - siger Frk. Ankersted - ja tilvisse, blandt mange. Husker man, at Dagen for hele Huset begyndte med Morgensangen (An­dagten), som hun aldrig, selv ikke i de sidste Aar, forsømte, at dernæst kom een á to Ti­mers intensive Læsning med hendes egne Børn, senere med Venners og tilsidst med hendes Børnebørn, og saa - vel sagtens efter et Ophold, - med disse fremmede Børn, unge og ældre, som hun mente, hun kunne hjælpe med sin Undervisning eller Vejledning saa kan man ikke sige andet, end at Dagen, var vel brugt, til „Visittiden” kom, den Tid, hun gav sine Venner og Slægtninge, indtil de sene­ste Aar uden at der mærkedes Spor af Træt­hed. - Gik hun i Rette med disse forskel­lige, som hun paa forskellig Maade hjalp? Aa ja, det kan umuligt være anderledes. Ellers havde hendes Aarvaagenhed fornægtet sig selv. Men kun den rene, skære Dovenskab og Sjuskethed opgav hun. Ellers var hendes Taalmodighed uendelig, og mangen Gang lagdes hendes Haand mildnende paa den stores eller den lilles Hoved, naar hun talte indtrængende til dem. Et lille Træk, saa jævnt, saa ubetydeligt, men dog saa veltalende om hendes ømme Følelser skal nævnes: Naar disse smaa Børn mødte til hendes Undervisning, stod der næsten altid en lille Lækkerbidsken paa Bordet, om ikke andet saa en Skive Franskbrød med Syltetøj paa.         

Paa dette Sted turde det gaa, an, at nævne den mangeaarige Bespisning af fattige, trængende voksne eller Børn, der var komne in­den for hendes Synskreds, og som efterhaanden voksede til at blive en 20 Personer og derover. De blev bespiste hver Dag i de strengeste Vintermaaneder (Jan., Febr. og til Dels Marts) ved et pænt, dækket Bord, af en rigelig Gryde. Men betegnende er det, at al hermed forbunden Ulejlighed ikke blev paalagt Tyendet, men besørgedes en lang Tid af Døtrene selv, senere af en i Huset godt kendt Kone under de gifte eller den ugifte Datters Tilsyn. Men ved denne Bespisning blev det ikke. Som Kristentroen i første Række var hendes Sjæls Styrke, saaledes skulde ogsaa disse fattige vejledes til denne Lykke. Efter Middagsmaaltidet om Søndagen samlede hun dem, saa tit hun kunde, og læ­ste Dagens Evangelium for dem, udlagde det og fik de store og smaa Tilhørere til selv at tale og spørge, mens de trøstigt samlede sig om hende. Det er mig meddelt af en af hendes Døtre, som hyppigt stod hende bi i denne Gerning, at disse Timer er hende noget af det uforglemmeligste og mest betyd­ningsfulde for hendes eget Liv. Denne Kri­stentro var hos hende som hos hendes Ægte­fælle Pulsslaget i al deres Gerning og Tale; den gav dem Kraften, Glæden og Freden. Den var Livskilden.

En Gerning uden for hendes Hjem, i hvil­ken hun fyldte mægtigt i 30 Aar, skal til sidst berøres. Det er hendes opofrende Virksomhed i det „Puggaardske Pigehjem.  Hun blev en af Komitemedlemmerne.  Men da det ikke passede for hendes Natur at være blot et rullende Hjul blandt de mange, blev hun snart Styreren - næsten alene, i det mindste med  Hensyn til  Skole- og   Hjemlivet.  Det kunde ikke tilfredsstille hende kun en enkelt Gang at give Møde og se til.    Regelmæssig hver Uge mødte hun i Hjemmet Kl. 9 Mor­gen og blev til Kl. 4. I den Tid saa hun til Huset, hørte Besked om Børnene og andre Forhold og - underviste i Bibelhistorie og almen Historie, navnlig dog i Fædrelandshistorie. Det er blevet bebrejdet hende, at hun særlig i det sidste Fag ,,gjorde altfor meget ud af det - de skulde da ikke være Magistre i Historie, disse   Tjenestepiger”- hed det. Men Fru Ploug vilde ved sin fyldige Skildring naa Smaapigernes Hjerter, faa dem til at var­mes og blusse af Interesse, faa dem til at elske. Som hun selv var gennemtrængt af Plougs Ord  til de danske Kvinder:  „Vor Fremtid sover under eders Hjerte”, saaledes skulde det indprentes dem, hvad deres Livs Opgave var. Og derfor talte hun saa ma­lende, og derved kom hun til aandelig at tage dem i Haanden, bringe dem til at ville og virke. „At gøre dem til Kvinder var hen­des Stræbens Maal, med Sundheds friske Kin­der, med Hu af hærdet Staal, med Villie til en Gerning  at føre ærligt ud, hvordan saa Livets Terning blev  kastet dem  af Gud.”*)

*)  Af en  Sang ved Afsløringen af hendes Billede i det Puggaardske Hjem, da hun traadte tilbage.

Hun holdt ud til det sidste og virkede til det yderste, elskende hvert Barn, der kom i Hjem­met. Saa vidt gik  hendes Omsorg, at hun tog disse unge Piger,  naar de forlod Skolen, som Tyende i sit eget Hjem for der at op­lære dem til med Alvor og Kærlighed og „i Skønhed” at røgte en Kokkepiges eller Stupiges Hverv.  Mange Aar havde hun kun saadanne Lærlinge i sin Tjeneste. Det lagde Beslag paa hendes egen, men rigtignok ikke mindre paa hendes Døtres og vel ogsaa nu og da paa   hendes Husbonds Taalmodighed. Men hun vidste at inspirere dem alle, hun, ,,som ej kunde finde nok til sig selv af Krav,” hun „som til Skolen vandred, skønt tidt hver Fiber led”.

Gik det alt kun med det gode? Aa nej, somme Tider kunde Opdragelsen være streng nok. En Knap, der skulde være syet i, men ikke var det til rette Tid, en Strop, der manglede paa en Kaabe, kunde give Anled­ning til alvorlige Skænd, jo drøjere, jo mindre vedkommende selv kunde indse sin Fejl, thi det Var jo ikke denne Knap og denne Strop i og for sig,  det kom an paa, men den bri­stende Opmærksomhed og Aarvaagenhed. Men Strengheden kuede ikke de unge. Det var morsomt at  blive lukket op af en af dem. De vidste saa dejlig Besked med en, om man kunde „komme ind” eller ikke osv. Det var morsomt at være til Middag og se, hvor roligt alt gik til, skønt det var disse unge, der stod for Anretningen og Opvartningen.  Fru Ploug selv sad uforstyrret. Men i Baggrunden, ved Anretterbordene, gik det med ivrig Hvi­sken, og man forstod, at det gjalt om at alt gik godt og smukt. Thi Skønheden blev aldrig tabt af Syne under alt det meget, man havde for i det Hus. Der  var en Ro over det hele, som om der slet ingen Travl­hed  var paa Færde. Den dybe Kærlighed til Menneskene og Opgaverne var Forklaringen paa dette Under. Betegnende var det for mig, at, da jeg kørte hjem med Fru Ploug fra det Puggaardske Hjem efter Festen ved hendes Billedes Afsløring, var det, der fyldte hende, det, hun ene hele Vejen talte om, Glæden over, at en ung Kone, som  havde været Elev og var bleven gift fra Hjemmet, men som senere syntes, hun maatte skilles fra sin Mand paa Grund af hans Drik og dermed forbundne Brutalitet, nu, efter paany at have talt med ham og mærket, at han dog læng­tes efter hende og holdt af hende, havde be­sluttet  at lade Skilsmissen  fare og begynde Livet med ham igen,   „Er det dog ikke godt”, sagde hun, Jeg tror nu, hun forstaar sin egen Skyld og sin Pligt, og hvad gælder det ikke om for deres lille Barn!”  Saaledes laa hver enkelt hende paa Hjerte, og saaledes vedblev hun at leve med de enkelte. De opfyldte hende ganske.    Mange mærkelige Eksempler kunde fortælles som Vidnesbyrd om hendes rige, aldrig svigtende Kærlighed for den en­kelte, om hendes Redebonhed til enhver Op­ofrelse. Dog efterfølgende maa ikke glemmes. En Sommerferie, da Forstanderinden for Børne­hjemmet  maatte bruge en Kur i Norge for en Gigtsvaghed, tog Fru Ploug alle Husets Børn med ud til sit Hjem i Hornbæk - og tro mig!  der blev levet med dem. Senere lejede hun dem hvert Aar i Sommerferien ind paa en Bondegaard i Nærheden af Horn­bæk. Den Adresse, som Bestyrelsen af de Puggaardske Legater tilstillede hende, da hun fratraadte sin Ledelse, endte med de Ord, idet den bad om Tilladelse til  at   ophænge hendes Billede i Hjemmets Forsam­lingssal,  ,,at det kan blive et stadigt Minde om Dem, der paa saa  smuk en Maade har ført Legatstifterens Tanke ud i Livet og i en lang Aarrække selv har  været  disse Børns Velgører”.

 

Jeg ved ikke, om det er lykkedes mig i denne korte Skildring at give et Billede af Fru Ploug som Menneske, Hustru, Moder, Husmoder, Pædagog og Ven, saaledes som hun staar for mit indre Øje.

I dette Blads Spalter er der næppe Plads til en mere indgaaende Skildring. Og jeg ved jo, at en saadan snart vil foreligge Offentligheden, om end mest koncentrerende sig om hendes Mand. Jeg vil kun gerne atter og atter betone, hvor forunderlig uberørt - og dog paa den anden Side gennemtrængt deraf - Hjemmet som saadant var af al den umaadeliste Tænken og Virken, som Fru Ploug udfoldede for andre, mere udenforstaaende, nære og fjerne. Sad man hos hende, var det, som hun havde den rigeligste Tid for én alene, og man blev med glødende Ild greben af det sidste, der optog hende, enten det nu var Glæde eller Harme over Tidens Begivenheder eller enkeltes „Bedrifter”. Thi harmfuld kunde hun være. Kunde man ikke straks stemme i med, „døde man ikke i Synden”; men altid var man dog vis paa Kærligheden under de vrede Ord, selv om man kunde gaa bedrøvet bort en enkelt Gang; man vidste, man i hende havde en fuldtro Ven. Som Tiden gik, mildnedes ogsaa hendes Harmes Udbrud; hun blev mer og mere stille, om end de gamle Livsinteresser aldrig sluktes. Jeg ved ikke nogen, hos hvem Kærligheden i de senere Aar har vist sig mere øm, mere taknemmelig, mere glad og hengiven. Og saa følte man, skønt han var borte, hvor han fyldte hendes Tanke, hvor hun stundede til deres Genforening, hvor hun længtes. Man følte, hvor sand hver Tone var, han havde sunget til hende, og hvor dyb hendes Sangbund havde været for Modtagel­sen. Man følte, at der var beskaaret dem, som han havde sunget, „een Lod, eet Liv, een Død”.

 

Den 6. Juni i Aar vilde de have kunnet fejre deres Guldbryllup. Disse Linier blev paa Grund af Sygdom ikke færdige til den Dag. Men en egen Poesiens Susen, en Erindring om vidunderlige Sange vil maaske lyde i man­gen en ung Kvindes Sjæl, naar hun læser dette, og føre hende ud til Graven paa Ve­stre Kirkegaard, til den skønne Plet tæt ved Kapellet, som Kommunen har anvist til Plougs Grav, og hvor hun nu hviler ved hans Side. Underligt skulde det være, om der nogen Sinde manglede friske Blomster derude.