« Tilbage til søgeresultaterne
Bevægelsen for Kvindernes stemmeret i Sverige,
Første gang, spørgsmålet om kvindernes stemmeret kom frem i den svenske rigsdag, var 1884, da
F. T. Berg indbragte et forslag om såvel valgret som valgbarhed til Andet kammer for kvinder, som opfyldte de for mænd fastsatte betingelser. Forslaget, der egentlig blev betragtet som en spøg, blev afvist i Første kammer uden afstemning, i Andet med 53 stemmer mod 44.
Så kom en lang pause, i hvilken sagen kun tilfældigvis og i forbigående blev nævnt i rigsdagsudtalelser. En reform af stor betydning i denne retning var jo ganske vist den lov af 1889, hvorved kvinder fik adgang til fattigpleje-styrelser og skoleråd.
Men at tale om kvindens stemmeret syntes unyttig, så længe kvinderne selv ikke havde mindste interesse derfor; og en sådan interesse kunde næppe opstå på anden måde end ved en større, national stemmeretsbevægelse.
Initiativet til en bevægelse blandt kvinderne selv toges også, nemlig da Fredrika-Bremer-Förbundet, i anledning af stemmeretsspørgsmålets behandling i rigsdagen 1899, indgav en skrivelse til regeringen med bøn om „at det måtte behage Hans Majestæt, særskilt eller i forening med anden stemmeretsreform, at tage under overvejelse betimeligheden af at skaffe kvinder stemmeret ved valg til rigsdagens Andet kammer, når de forøvrigt opfylder de for sådan stemmeret fastsatte vilkår”. Dette andragende havnede i papirkurven; men da stemmeretsspørgsmålet atter var for (på rigsdagen 1902), indgav ordføreren i Fredrika-Bremer-Förbundets lovkomité, hr. Carl Lindhagen, et andragende, hvori der - med påberåbelse af forbundets adresse – blev fremsat en begæring om, at rigsdagen skulde indgive en skrivelse til Hans Majestæt Kongen med anmodning om et detailleret forslag til en særlig stemmeretsreform med det formål at skaffe kvinderne stemmeret ved valg til rigsdagens Andet kammer.
Forslaget blev ganske vist uden forbehold frarådet af udvalget og faldt igennem i Første kammer uden afstemning, i Andet kammer med 111 stemmer mod 64; men uden betydning var det dog ikke, dels fordi det viste, at interessen for sagen var voxet betydeligt i Andet kammer, dels og især fordi det havde held til at vække en livlig interesse blandt kvinderne selv.
Kort efter at hr. Lindhagens forslag var bleven fremlagt for rigsdagen, afholdt nemlig
Fredrika-Bremer-Förbundet et møde for kvinder i Stockholm; her valgte man straks en komité, som skulde arbejde for dannelsen af en kvindelig stemmeretsforening. For øvrigt besluttede mødet, at en sympati-adresse skulde indgives til rigsdagen i anledning af forslaget. Til trods for den korte tid, som umuliggjorde samling af underskrifter på landet, lykkedes det at samle 4154 navne på denne adresse, hvortil må føjes, at også Gøteborgs kvinder indgav en lignende skrivelse med 1487 navne.
Strax efter Fredrika-Bremer-Förbundets møde holdtes imidlertid i Folkets hus - på indbydelse af en kvindekomité fra forskellige Stockholmskredse - to andre møder, hvortil både mænd og kvinder vare indbudte. På det sidste af disse møder udtaltes ønsket om en organisation for kvindens stemmeretssag, og indbyderne blev udsete til at virke for, at en sådan blev dannet. Altså fandtes nu i hovedstaden to komitéer med samme formål, men med forskellig politisk farve og program. Den paa Frederika-Bremer-Förbundets møde valgte var nemlig moderat, den i Folkets hus dannede af forholdsvis radikal farve; hvad program angår, var den første valgt efter grundsætningen: stemmeret for kvinder på samme betingelser som for mænd, den sidste skulde derimod - at dømme efter udtalelser på det møde, hvor den dannedes - også hævde kravet på den gifte, ikke fuldt myndige kvindes stemmeret. Det lykkedes imidlertid at danne en sammenslutning mellem de to komitéer, og saa dannedes - efter ret heftige sammenstød - et kompromis mellem „højre” og „venstre” indenfor det konstituerende udvalg. Højre vilde samle de stridende elementer om den korte sætning: „politisk stemmeret for kvinder på samme betingelser som for mænd”, en sætning, som også Englands kvindelige stemmeretsforeninger er blevne enige om, og som kan indeholde en hvilkensomhelst udstrækning af kvindens stemmeretskrav, mens den paa samme tid gør dette til et kvindespørgsmål uden hensyn til noget parti. Men arbejderpartiets repræsentanter i udvalget var bange for, at der netop i denne sætnings almindelighed lå en snare, som i fremtiden kunde blive til skade for stemmerettens udstrækning til de lavere klassers kvinder; man tydede højres forslag, som om der havde stået: „på samme vilkår som de, der nu gælder for mænd”.
Det så et øjeblik næsten ud, som om man ikke skulde kunne skaffe enighed mellem partierne, men da kom rigsdagens afgørelse i stemmeretsspørgsmålet - beslutningen om et nyt skrevet forslag, bygget på den almindelige stemmerets princip - og denne rigsdagsbeslutning forandrede sagens stilling, for så vidt som et mere bestemt program fra kvindernes side nu ikke længere nødvendigt måtte menes kun at udtrykke et radikalt partis mening.
Og så dannedes den første svenske forening for kvindernes politiske stemmeret i Stockholm den 4. juni 1902 med følgende program: „Foreningen, som mener, at kvinder bør opnå politisk stemmeret på samme vilkår som mænd, vil arbejde for, at den almindelige stemmeret, når den gives manden, også gives kvinden.
For at også den gifte kvinde kan opnå politisk stemmeret, vil foreningen støtte arbejdet for fjernelsen af de hindringer for den gifte kvindes stemmeret, som formentlig findes i civillovens endnu gældende bestemmelser om mandens formynderskab.
For det tilfælde, at forholdene skulde muliggøre en delvis gennemførelse af kvindens stemmeret, ser foreningen i den delvise reforms gennemførelse et middel til at bane vej for en mere omfattende.”
Programmets egenskab af kompromis ses tydeligt, især på det tredje punkt; dette er tilføiet for at afværge den misforståelse, at foreningens opgave skulde være at virke for almindelig stemmeret for kvinder, uafhængigt af, hvorledes det kom til at stå med mandens stemmeret. Naturligvis havde høires korte programforslag, som forøvrigt flere af provinsforeningerne var blevne enige om, været bedre egnet til at understrege foreningens egenskab af partiløs kvindesagsorganisation, hvilken lederne af gode grunde er ivrige for at bibeholde for den kvindelige stemmeretsbevægelse.
Men på den anden side har Stockholmsprogrammet, sådan som det nu er, kunnet holde på de radikale og socialistiske kvinder, som ellers sikkert vilde have dannet en særlig stemmeretsorganisation.
Og da en splittelse i hovedstaden rimeligvis vilde være blevet efterfulgt af andre i provinserne, vilde den kvindelige stemmeretsbevægelse på den måde være kommen til at frembyde det opbyggelige skue af en politisk partigruppering blandt de stemmeretsløse kvinder, endnu inden noget politisk parti i Sverige vil tage imod kvindernes hjælp eller definitivt har skrevet kvindernes stemmeret på sit program!
Det er let at se, hvor meget en sådan uenighed blandt kvinderne selv vilde have svækket bevægelsen.
Nu har derimod Stockholmsforeningen, som for øjeblikket tæller næsten 1200 medlemmer, ): mere end en fjerdedel af hele provinsorganisationens medlemstal, i stedet foregået provinsen med exemplet på et sammenhold, som hidtil ikke på nogen måde har været truet.
Man søger aldeles ikke at ignorere tilstedeværelsen af politiske partier blandt kvinderne; man holder tværtimod nøje over, at de tre politiske partier - konservative, liberale og radikale - er lige talrigt repræsenterede i styrelsen, men partigrupperingen spiller ingen rolle i foreningsarbejdet, eftersom dette arbejde, lige til vi har fået stemmeretten, forbliver et kvindespørgsmål. Og takket være denne taktik kan vi nu rose os af, at kvindernes stemmeretsorganisation er en i vort land enestående politisk fremtoning, eftersom den repræsenterer ikke blot alle sociale kredse, fra arbejderskernes til det højeste selskabs, men også alle partier fra socialisterne til det yderste højre.
Bevægelsen har udviklet sig med en hurtighed, som har forbavset deltagerne selv; og som tyder på, at sagen var moden til at bringes frem.
Allerede i foråret 1903 dannedes en provinsorganisation, som omfatter alle lokalforeningerne, hvis antal siden den tid er steget til 30, som arbejder i forskellige byer i vort land og tilsammen repræsenterer et medlemsantal på henved 4000. Løbende forretninger indenfor provinsforeningernes centralbestyrelse besørges af et udøvende udvalg, som har sit sæde i Stockholm, og som udgøres af forstanderinden for Fredrika-Bremer-Förbundet, frk. G. Adelborg, kasserer, professorinde A. M. Holmgren, f. Tersmedens, sekretær, og skolebestyrerinde frk. A. Whitlock.
Lokalforeningernes oprettelse kan for en stor del tilskrives fru Holmgren, som med dette formål har gennemreist Sverige fra Ystad til Kiruna. Oplysende foredrag er flittigt blevne holdte og Stockholmsforeningen søger at ordne foredragsturneer i provinsen. Til bevægelsens mest virksomme ledere hører formændene for Stockholms og Gøteborgs lokalforeninger, fru Emilia Broomé og fru Frigga Carlberg.
Såvel pigeskolens som folkeskolens lærerinder og ligeså de kvindelige læger spiller i reglen en fremtrædende rolle i bevægelsen og bidrage meget til at give den en sund og nøgtern holdning.
Eftersom bevægelsen foruden arbejdet for sit egentlige program - men i nær tilslutning til dette - virker for blandt Sveriges kvinder at forøge den interesse for og det kendskab til samfundsspørgsmål, som de hidtil altfor meget har savnet, kan den måske få en vis betydning i tidens åndelige liv. - Dette arbejde lettes en hel del ved, at pressen såvel som publikum uden undtagelse har stillet sig velvillig eller i det mindste tolerant overfor det, i forståelse af, at man her ikke har at gøre med en politisk partibevægelse.
At den kvindelige stemmeretsbevægelse, skønt den kun har to års arbejde bag sig, allerede har kunnet øve indflydelse på forskellige politiske krese, ser man bedst deraf, at der til rigsdagen 1904 har kunnet stilles to nye forslag om kvindens stemmeret.
Det ene af dem stammer fra konservativ side og blev fremsat i Førstekammer af landshøvdingen i Skaraborgs len, hr. Sjøcrona, det andet fra liberal og blev fremsat i Andetkammer af nuværende borgmester i Stockholm, hr. Lindhagen.
Den sidste er - i forbigående sagt - en mand i sine bedste år, tidligere kendt som dygtig jurist og energisk forfægter af den norrlandske skovrøgts og landbrugets interesser imod de store savværks-aktieselskabers hensynsløshed. Hans kvindesags venlighed er allerede nu genstand for en lille smule legendedannelse, eller hvad skal man sige om det svar, som en lille skolepige skal have givet paa spørgsmaalet, om hun kendte nogle historiske personer, som havde gjort noget for den svenske kvindes retslige stilling - „Erik den hellige, Birger Jarl og Carl Lindhagen”. ? !
For at vende tilbage til 1904’s rigsdagsforslag, så behandlede Sjöcrona’s, som egentlig gik ud på, at den kommunale stemmeret måtte lægges til grund for den politiske, kun i forbigående kvindens stemmeret, idet den vilde give stemmeret til kvinder over „kommunalgrænsen”.
Det andet derimod, der var forsynet med underskrifter af 30 rigsdagsmænd, gik ud på, at rigsdagen skulde anmode Hans Maiestæt Kongen om et detailleret forslag om at skaffe kvinden stemmeret. Resultatet blev, at Sjöcronas forslag samlede 49 stemmer i Første kammer, og Lindhagens 93 mod 115 i Andet.
Disse begivenheder er unægtelig egnede til at indgyde kvindesagens venner i vort land de bedste forhåbninger for fremtiden. Og jeg kunde vel tilføje, at om vi ser målet langt nærmere nu end for to år siden, så hænger dette i ikke ringe grad sammen med den moderate og værdige holdning hos vor stemmeretsbevægelse, som i tilslutning til den moderne statsretslære såvel som til Sveriges egen forfatningsret fordrer stemmeretten ikke som en såkaldt „menneskerettighed”, men snarere som en pligt, som vi beder om at yde vort fædreland. Uden tvivl er det ikke i kraft af franske eller amerikanske stemmeretsteorier, at de skandinaviske kvinders stemmeretsbevægelse skal kunne sejre, men kun ved den inderligste sammenhæng med de respektive landes nationale statsretsprinciper.
Oversat af K. M.
