« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinde eller Mand
Vi har modtaget følgende:
Kvinden skabt af manden.
Studie af en kvinde.
Aschehaug & Co., Kristiania. - I København hos H. Hagerup.
(Sluttet).
Det er Indledningen. Så kommer hendes studie, hendes begrundelse. Det er en fortælling holdt i selvbiografisk form, strømmende rig på tanker og iagttagelser, fint udformet, djærvt fremført.
Rigt er udbyttet af denne bog og stort, saa forvildende stort! Man har set ind i en verden, den verden, som leves på hin side mandens forvirrede røgfyldte tumleplads, fjernt fra dens gny og helvedeslarm.
Men det er også menneskeliv! Dette såvel som det andet. Og det eier sin berettigelse! Det er livets og altets store dualitet. Der findes intet enten - eller Det er et både - og! Det er tilværelsens grundlag, livets betingelse og fremgangens store drivkraft. Og ve dig sneverhjertede menneske, om du fordømmer din modpart!
Kvinden skal ikke bli mand. Nej, for manden er jo selv bare den ene halvdel af noget, som skulde være helt. Og uendelig utilstrækkeligt er det mandlige element, når det vil forsøge på at være det hele alene. Manden indbilder sig, at han fylder livet, og så bare tømmer han det. Han tømmer det for ånd, og han tømmer det for kjærlighed. Thi ånden vil kjærlighedens brændende ild, ellers er den en død ånd.
Men kvinden, hvor langt strækker hendes ydeevne sig? Ja, det ved manden ikke, ikke den mand ialfald, som skriver om kvinden. Og det er hans store forbrydelse, at han alligevel vover at skrive og - dømme.
Disse mænd, de kjender en del overkultiverede, forfinede, forbigående, ørkesløse dagdrivervæsener fra de store byers drivhussaloner, som de indbilder sig er kvinder; og de fortæller for verden, at det er kvinden og - lyver.
De kortsynede! De har aldrig set en kvinde, som har ti børn og to gamle svigerforældre, et fjøs*) fuldt af kjør og en hoben daglejere det halve år at passe på og holde øjesyn med. De har aldrig set den kvinde, som sidder alene ude i skærgården - alene fordi hendes mand er ude på det store hav - og passer sin børneflok og den lille jordlod ved siden af, som med egne hænder sætter to - tre tønder kartofler hvert år, og ror ud i skjærene efter tang til at hævde dem med, som selv går med spade og hakke der, hvor ploven ikke kan gå for sten og berg, som selv kører gjødsel udover de fattige jorder, sår kornet ud om våren og skærer det ned om høsten med den korte sejd (segl), slæber høst ind på sin ryg, og kartoflerne på den lille hjulbør, som ror til kjøbmanden hver uge efter mad til de sultne munde og hver måned efter mel til brød, og så, når dagen er endt, stopper strømper og lapper tøj til den sene nat, så øjnene er røde af det matte skær fra den usle petroleumsprås. Heller ikke har de set den, der lever sit liv i en røgfyldt gyde med et svin ved sin side i det lille stinkende hul, der kaldes en bolig, men hvor seks-otte små lunger må kæmpe en livets kamp for at få så megen ilt ud af den støvede og forpestede luft, som de behøver for ikke at skrumpe helt sammen.
Nej! De har aldrig set disse kvinder. Kjender dem ikke. Ved ikke at de eksisterer - -.
Hvor mangler her energi? Hvor mangler evnen til at tænke logisk og handle derefter? Hvad er her utilstrækkeligt? Jo, et: Der er brist på åndeligt indhold. Men hvis er skylden for det? Ikke kvindens ialfald.
Men er det sådan, det bør være ? Så blev jo kvinden mand. Og det er det, hun ikke skal bli.
Kvinden skal bli sig selv, endda mere kvinde, end hun er. Hun skal bli helt kvinde. Nu er hun det kun halvt, deraf kommer det onde.
„Kvinden er, har været og må vedbli at være ensidig, thi det er hendes styrke”. Her er altså skranker, som ikke må og ikke kan overtrædes, uden med fare for slægtens menneskelige sundhed. Kvindens liv skal være slægtens opretholdelse. Men derfor må hun ha udvikling, for at slægten kan udvikles og forædles. Ikke for at hun selv kan bli mand, men for at bli den fuldkomneste moder. „Thi højden af vor værd som mennesker når vi som mødre”, siger forfatterinden. Bare kvinden må komme til at erkende denne sin begrænsning. Før er den absolute frihed farlig. „Den største hindring for fuld ydre ligestilling er ikke manden, men kvinden selv”.
Med disse ord slutter bogen - det er i en sum hvad den indeholder: kvinden skal bli helt sig selv, såsandt kjærligheden er livets sol, og såsandt al frugtbarhed er skjøn og al sygdom og unatur hæslig”. Alle, som er sunde vil råbe:
Lad solen få Lov til at skinne på menneskene og lære dem at le mod den gryende dag! Feigt er det at flygte for livet!
Alf Larsen.
*) Kostald.
