« Tilbage til søgeresultaterne

Lady Aberdeen

« Se emneord

„De vil ha, jeg skal fortælle Dem noget om „International Council of Women”, sagde rådets nyvalgte præsident, da jeg aflagde hende et besøg i hendes bolig i byen i 58 Grosvenor Street, „men det kan ha to vanske­ligheder. Jeg ved ikke, hvor jeg skal be­gynde, og jeg ved sikkert heller ikke, hvor jeg skal holde op”.

„Det er bedst at begynde med slutningen”, antydede jeg, „var kongressen en succes?”

„Succes er ikke det rigtige ord”, svarede lady Aberdeen; „for jeg har aldrig i mit liv set noget lignende. De tyske kvinder forbav­sede os ligefrem. Sikken organisation! Den tyske hærs generalstab har ikke taget mono­pol på al organisationsevne i Tyskland. Fra først til sidst gik alt vedrørende kongressen, både det offentlige og det private, ligesom et urværk. Disse tyske kvinder var rentud vid­underlige. Der var ikke en mangel noget­steds. Vi kom alle til at føle os som hjemme fra den første dag, og da vi skiltes, var det, som om vi brød op fra en lykkelig familie. Stor ros skyldte vi den tyske præsident, frau Stritt, og hendes kolleger”.

„Noget om det har vi da hørt”, sagde jeg, „Berlins borgmester erklærede, at „rådet havde været for ham som en åbenbaring om kvindernes dygtighed”. Dem syntes det at ha været en inspiration”.

„Ja, en inspiration og en umaadelig op­muntring. Fremskridt, fremskridt over hele linjen. Tænk på det. Nitten forskellige lan­des råd havde sendt ombud - deriblandt Frankrig. Hundreder af ledende kvinder fra alle dele af verden diskuterede med alvor alle spørgsmål vedrørende kvindesagen, og hvert møde en succes, en succes fra ethvert synspunkt. Vi havde der den rigtige slags kvinder ligefra veteranen miss Anthony, der er fireogfirs, til den unge, hollandske jurist fräul. van Dorp, fräul. Salomon, der leder en forening på henved 600 dygtige, unge arbej­dersker, og fräul. Bäumer. som tog sin em­bedseksamen ved Berlins universitet en uge før rådet trådte sammen. Møderne var for­trinligt arrangerede, og vor eneste vanske­lighed var, at der altid var flere folk, som ønskede at være til stede, end vi kunde finde ståplads til i Berlins største lokaler.”

„Og om eftermiddagen?”

„Eftermiddagene var forbeholdt selskabelig samvær. Først var vi lidt benovede ved disse sammenkomster, hvor en eller anden et steds fra traf en anden fra et andet sted, men efterhaanden blev vi indtagne i den skik at holde taler efter og under måltiderne. Ogsaa de selskabelige udflugter var fortræffe­ligt arrangerede. Kejserinden var lutter ned­ladenhed, da hun modtog spidserne, og kans­lerens garden-party var af de vidunderlige sammenkomster, som man aldrig glemmer”.

„Og arbejdet, der blev gjort?”

„Rådets virkefelt blev udvidet umaadeligt. For fem år siden var vor eneste erklærede propaganda; fremme af fred og voldgift. Dertil har vi iår føjet: kvinders stemmeret!”

„Hvadfornoget”, udbrød jeg, „i Tyskland?”

„Ja, i Tyskland og alle de repræsenterede lande.

Deri var vi ganske enige. De tyske kvin­der var på højde med alle de andre i det æmne. Og vi bestemte også at opta’ spørgs­målet om den hvide slavehandel, hvor kvin­derne ene er ofrene”.

„Og De er præsident igen?”

„Ja, meget imod min vilje. Jeg længtes sådan efter at se fräul. Helene Lange, „Die Frau ”s dygtige udgiver, indsat som præsident. Men vi kunde ikke formaa hende til at påta’ sig den pligt, og da det kom til afstem­ning, havde jeg den ære at være den eneste kandidat.”

„Når holder rådet møde igen?”

„1909 i Canada. Men før den tid får jeg vel lejlighed til at se de forskellige national­råd i deres egne lande. Det håber jeg i hvert tilfælde.”

Oversat fra „Rewiew of Rewiews” af G. M.