« Tilbage til søgeresultaterne

Marianne Hainisch

Af: Else Migerka

« Se emneord

En Kvindesagens Nestor.

Blandt de mange berømmelige Kvinder, man gjorde Bekendtskab med under Berliner-Kon­gressen, var Marianne Hainisch en af de interessanteste Typer. Det Arbejde, hun har ydet i Kvindesagens Tjeneste, er saa meget betydeligere, som hendes Virksomheds Begyn­delse falder i en Tid, hvor der endnu knap var Tale om Kvindernes Rettigheder og For­dringer.

Dels gennem egne Livsforhold, mere dog ved sin Deltagelse for fremmede Mennesker, kom hun til Erkendelse af Kravenes Beretti­gelse. Hovedfortjenesten for, at hun lærte at se og tænke rigtigt, tilkommer imidlertid hen­des Forældre. Faderen, en Fabrikejer i Nedreøstrig, var en frihedselskende Fremskridts­mand, hvis Tænkemaade stod i skarp Mod­sætning til hans Samtids - Mariannes Ungdom falder i Konkordatsepoken før 1848 - og hans Grundsætninger gik i Arv til Børnene.

Knap atten Aar gammel ægtede hun Fabri­kant Michael Hainisch. Samlivet med den fint tænkende, forstaaende Ægtefælle var over­ordentlig lykkeligt, og en Søns og en Datters Fødsel satte Kronen paa denne Lykke. Thi Ma­rianne Hainisch var og er i Besiddelse af en udpræget Familiesans. Hun har altid betonet, at Kvinderne i første og sidste Række maa opfylde deres Pligter mod Slægten, før de tænker paa at tage Del i det offentlige Liv, og i Overensstemmelse med denne Anskuelse indrettede hun sit Liv. I lyse og mørke Dage, i Sorgens og Bekymringens Timer vaagede og arbejdede hun i opofrende uegennyttig Kær­lighed for sine kæres Vel. Den Dag i Dag er hun den unge Generations Tilflugt og Midtpunkt; med Raad og Daad tager hun Del i alt og skænker Børnenes Børn rige Gaver af sit Fond af Kærlighed, Visdom og Erfaring.

Nogle Aar efter Bryllupet mistede hendes Ægtefælle under en Bomuldskrise hele sin Formue. Ved utrættelig Flid og den største Spar­sommelighed for deres eget Vedkommende - deres underordnede fik alle til Hvid og Skil­ling, hvad der tilkom dem - lykkedes det Ægtefællerne at holde sig oven Vande. Haardere traf Katastrofen nogle af deres Venner. Der laa Manden syg, og Hustruen stod hjæl­peløs med de smaa Børn. Dengang, da Ma­rianne Hainisch forgæves spekulerede paa en Udvej til at hjælpe Vennerne i deres Nød, kom hun til den smertefulde Erkendelse, at kun Kvinderne af Folket er saaledes udrustede, at de kan beskytte deres Nærmeste mod den værste Nød, medens de højere Stænders Kvin­der, der intet kan og intet har lært, staar vaabenløse, naar Ulykken rammer dem.

„Lære maa vi, lære for at staa væbnede i Kampen for Livet”, udbrød hun, og et bræn­dende Ønske om at blive Apostel for denne sin Overbevisning greb hende.

Hun gav sine Tanker Form, nedskrev dem og bad „Kvindeerhvervsforeningen i Wien, om hun maatte fremkomme med sine Forslag i en af dens Forsamlinger. Den 12. Marts 1870 talte Marianne Hainisch første Gang offentlig om Kvindernes Undervisning. Den unge smukke Frue vandt øjeblikkelig Tilhø­rernes Hjerte; hun var den første kvindelige Foredragsholder i Wien, og jublende Bifald hilste de begejstrede Ord, der flød fra hendes Læber. Og Bifaldet bar Frugt. Den næste Dag modtog Fru Hainisch fra den første øst­rigske Sparekasse 40,000 Gylden til Grundlæggelsen af det Pige-Realgymnasium, hun havde foreslaaet.

Saavidt kom det dog ikke straks. Først mange Aar senere blev Pige-Gymnasiet til Virkelighed; men Kvindeerhvervforeningen oprettede en højere Pigeskole, der om ikke af Navn, saa af Gavn kunde regnes for en Mellemskole.

Fra hin Dag har Marianne Hainisch uaf­brudt arbejdet i Kvindesagens Tjeneste. Fri Adgang til Undervisning og de Kald, som Kvindens Tilbøjelighed og Evner fører hende henimod, var det Maal, hun satte sig. Hun vil have Pigebørnene legemeligt, aandeligt og sædeligt udviklede og saaledes opdragne, at de engang kan gøre Fyldest i den Plads, de kommer paa i Livet, og opfylde den Mission de som Børnenes Vogtere har faaet, til Vel­signelse for Samfundet. Dette var Marianne Hainisch’s Tanke for fem og tredive Aar siden; og saaledes tænker hun endnu. Hendes Synskreds har udvidet sig, hun har lært fremmede Lande og Folk at kende og udnyttet de Erfaringer, hun høstede, men alt tjente kun til Bekræftelse af Grundtankens Rigtighed. Meget af det, hun i Ord og Skrift har kæmpet for, er opnaaet, saaledes Adgangen til Universitetsstudier i Østrig; meget er endnu kun et Ønske. Men i Dag staar de kæmpende ikke længer alene og Indolens fra den ene, uforstaaende Spot fra den anden Side spærrer ikke længer.

„Vi Kvinder kommer meget langsomt, kun skridtvis fremad”, sagde Fru Hainisch en Dag, „men naar vi overhovedet har opnaaet noget, er det sket hvor vi optraadte samlede, solidariske.” Organisation i Kvindebevægelsen er da ogsaa bleven hende til et ledende Princip, og hun har foresat sig, hverken at sky Møje eller Ofre for at faa dannet et Kvindeforbund i Østrig med Tilslutning til det støre „Inter­nationale Kvinderaad”. Der behøvedes aarelangt svært Forarbejde, før Idéen fik Indpas, og ogsaa nu, hvor den har slaaet Rod, hæm­mes det unge „Forbund” i sin Udvikling af alle Slags nationale, politiske og konfessionelle Hensyn. Men Fru Hainisch er i sin Begejst­ring for Sagen og sin uovervindelige Opti­misme en Førerske, der trods alle Kriser naar sit Maal. Selvfølgelig stræber hun ikke efter Forening for derved blot at fremme Kvindens Interesse, men fordi hun mener der­ved i at gøre det muligt for Kvinderne med Held at gribe ind i Samfundsspørgsmaal.

Marianne Hainisch blev tidlig Enke og har haft megen Sorg, men hun var altid paa sin Post.  Hun har bevaret sine Følelsers Svingkraft og er forblven ung i Tanke og Sind. Hun staar midt i Livet, fuld af Forstaaelse for Samtiden og fuld af Tillid til Fremtiden og den opvoksende Slægt. Hendes Arbejds­glæde kender ingen Grænser, selv ikke naar hendes sarte, svage Organisme gør Oprør mod den paalagte Byrde. „Det er Sjælen, der gi­ver Liv”, hendes virksomme, livlige Sjæl, der behersker Legemet og hærder det til Modstand. Intet Under, at denne Kvinde elskes og højagtes af saa mange. Hendes Hus er det aandelige Midtpunkt, om hvilket Wiens bedste Kvinder samles. Repræsentanter for de mest forskelligartede Retninger træffes hos hende. Selv tilhører hun intet Parti; for hende gælder kun den redelig Vilje og selve Sa­gen uafhængig af alle personlige Momenter. Hun er fordomsfri, objektiv i sin Dom og al­tid parat til at stille sit eget Jeg i Baggrun­den. Saaledes vandt hun Venner og Tilhæn­gere.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Perioder

Regioner