« Tilbage til søgeresultaterne
Daglannet
Bjørnsons nye skuespil foregår på Vestlandet i Norge; dets personer er familien Dag, hvis gamle slægtsejendom hedder Daglannet. Familien består af ejeren Dag, hans franskfødte hustru Félicie, deres børn Stener, Ragna og Berthe samt gårdbestyreren Ramset.
Stykkets indhold er striden mellem den gamle Dag, som ikke vil have fabrikker med arbejdere
o. s. v. på Daglannet, og sønnen Stener, som netop vil bruge sine i Australien erhvervede kundskaber til at anlægge en fabrik i ejendommens foss. Ragna, der har ernæret sig selv i Amerika i flere år, holder med broderen, og det gør Berthe og moderen egentlig også, om end fru Dag siger til sin mand: „Når jeg hører dig, synes jeg, du har ret” og „når jeg hører Stener tale om den foss, og hvad han tænkte, når han stod foran den foss som liden gut, så synes jeg også, han har ret”.
Æmnet er således ikke nyt, hverken det spændte forhold mellem fader og søn eller fossen og fabrikken. Men Bjørnson står så beundringsværdigt ung og frisk til dette æmne. Hans „fader” er ganske vist en stolt og stor og stærk personlighed, ret en storgubbe, langt stoltere end dem, der repræsenterer fordomme og reaktion her til lands. Men hvor stolt han end er, hvor megen fornemhed der end er i hans standpunkt, han må ikke få lov at hindre ungdommens arbejdsplaner. Ja, Bjørnson opkaster endog det spørgsmål, hvorvidt den gamle overhovedet ejer Daglannet?
Stener: »Svar mig på det, hvem ejer daglannet?«
(En forundringsfuld stilhed). Fru Dag: (endelig). »Det gør far. Han har det papir«. Stener: »Papiret har han. Men vi har mere. Vi har arbejdsplanen. Den, som skal fornye altsammen«.
Fru Dag: »Far har den ejendom fra sin far, og han har den fra sin far, og han fra sin«. Stener: »Alle er de døde. Men vi er levende. Efter os kommer andre, som skal leve og arbejde her. Hvem ejer daglannet?«
Der kan ikke være tvivl om, at de unge har deres del af ejendomsretten.
Er Bjørnson beundringsværdigt ung i denne bog, så er han ikke mindre frejdig og lys i sin tro på livet. Det gør én så glad og modig at læse den, og dette svækkes ikke af den noget kunstigt hidførte slutning.
Ragna har ved sit første møde efter sin hjemkomst fra Amerika haft en strid med sin fader om opdragelse. I Amerika behandler de børn som små voxne. Og der lærer børnene at ville. Deres vilje er aldrig blevet knækket. Faderen har kaldt hende „den frækkeste tøs, som nogensinde er vendt hjem”, og også på anden måde såret hende. Hun kommer i stærk bevægelse, og i denne tager hun vejen op ad den farlige „Svartur”, den stejle og stenede bjærgside, som netop nu er blevet dobbelt farlig ved et regnskyl. Den skræk, som faderen herved kommer i, og som er særlig gribende, fordi en søn tidligere er omkommet her, formodentlig under lignende omstændigheder, gør, at faderen, da vi ser ham i slutningsscenen oppe på sæteren, hvortil Ragna er nået med livet, men stærkt medtaget og med sårede hænder, giver sit minde til de unges planer. Samtidig tilfredsstiller han sin samvittighed overfor sine egne planer ved at anvende den købesum, som Stener må udrede for gården, til et legat, der skal virke til fremme for de formål, der nu er hans.
Det er et svagt punkt, at forsoningen skal hidføres ved den Svartur-bestigning. Vi ligesom savner en rigtig overbevisende argumentering, særlig vi, der ikke har en Svartur at ty til.
„Daglannet” er ikke så lødig og frugtbar, ikke så ny og mægtig som flere værker fra Bjørnsons yngre dage. Men som sagt, den har en ungdom og livsglæde, som vi må beundre. Dertil kommer, at bogen rummer en kultur så rig, som netop kun så rigt et menneske med så rigt et liv kan give. Endelig er også skildringen af menneskene deri, om end vi af og til synes, der er nogen unaturlighed, så afgjort den store mesters.
Disse to nordiske kvinder, Ragna og Berthe, har en sådan højhed og renhed over sig, et så ubestikkeligt retsind, en sådan rigdom af kraft og mod og sund sans og krav om frihed, at man bliver næsten som et bedre menneske ved at være sammen med dem.
Nordens kvinder har meget at takke Bjørnson for.
Ved hans kvindeskildring skabes der utvivlsomt hos hans mange tusinde læsere adskillig god jordbund for de ideer, vi kæmper for, og som vi plejer at samle under valgsproget: »Lige ret for mand og kvinde«.
