« Tilbage til søgeresultaterne

Socialt Hjælpearbejde

Af: Berta Pappenheim

« Se emneord

Den for sin Virksomhed i Godgørenhedens Tjeneste i vide Kredse i Tyskland bekendte Berta Pappenheim i Frankfurt a. M. skrev i de første Dage af September i „Frank­furter Zeitung” en saare læseværdig Artikel med Overskriften „Sociale Hilfsarbeit”. I Over­sættelse lyder Artiklen saaledes:

„Ordet „socialt Hjælpearbejde” er nyt; men hvad det skal sige, er gammelt, saa gammelt, som der har været Mennesker, der behøve Hjælp, og Mennesker, der vare beredte til at hjælpe; saa gammelt som Bekymring og Med­lidenhed, som Smerte og Godhed. Men Hjæl­pen er ogsaa rykket ud af sin tidligere Ramme, da det gjaldt lejlighedsvis og vilkaarligt at bringe Ofre, og ført ind paa et Omraade, der forlanger en langt strammere, ensartet Form, nemlig paa den sociale Pligts Omraade. Paa vore Bedstemødres Tid kunde det være nok, naar i en Landsby eller en Købstad nogle gode Mennesker tog sig af de fattige Barsel­koner og deres Familier. Man kunde sende dem nogen Mad og se til Børnene. Denne patriarkalske Godgørenhed er i vor Tid bleven umulig. Af filantropiske saavel som praktiske Grunde maa Gaver og Hjælp organiseres saa­ledes, at der opnaas det mindste Tab af Kræf­ter og Midler. Fattigdommen skal have nær­meste Vej til Hjælpen, og Giveren skal anvises den korteste Vej til Trangen. Af denne Nød­vendighed er opstaaet, hvad man i vore Dage

forstaar ved organiseret Fattigpleje. Det er ikke mere det enkelte Menneske, som af Med­lidenhed føler Trang til at gøre „en god Ger­ning”, men Kommunerne og Staten drives ogsaa til, overvejende af praktiske Grunde, at „gøre godt”, d. v. s. bekæmpe Fattigdom, Sygdom og Nød blandt Beboere og Undersaatter. Dette kan naturligvis kun ske under Synspunkter, der omfatte Mangt og Meget. Man finder derfor i forskellige Byer og Stater Love og Bestemmelser for den lokale Fattig­pleje, udarbejdede under Indflydelse af den herskende Kultur og de stedlige Betingelser.

De løbende Forretninger under Bestyrelsen af saadanne Organisationer maa besørges af uddannede Embedsmænd. I Regelen er det kun saadanne, der kunne ofre hele deres Kraft og al deres Tid til den Slags Virksom­hed. De maa ogsaa have Fagdannelse; hvert Embede efter sin Art kræver Kundskaber af nationaløkonomisk, juridisk, medicinsk eller finansiel Natur. Men - og det er for os i vore Dage en meget vigtig Kendsgerning - da man i den frivillige Godgørenhed kom til den Indsigt, at denne uden Love og Or­ganisation ved sin Spredthed blev resultatløs, saa kom man i den organiserede Fattigpleje snart til den Erkendelse, at Love og Organi­sation forfejlede deres Hensigt, naar den understøttende Virksomhed savnede den frivillige, kærlige og individualiserende Aand.

Medens i den patriarkalske Tid den sociale Hjælp overvejende ydedes af Kvinder, blev den fra den Tid, den anerkendtes som en kommunal Nødvendighed og et socialpolitisk Moment, udelukkende et Arbejdsfelt for Mæn­dene. Baade Hæderspladserne og de lønnede Pladser var i mange Aar kun besatte med Mænd. Først i vor Tid, begunstiget af Kvinde­bevægelsens Fremgang, kom man i indsigts­fulde Mænds Kredse til den Overbevisning, at en social Hjælpevirksomhed uden Kvindens Medarbejde er en Uting. Med Tilfredshed kunde vi sige: man trænger til os!

For Begyndere paa Fattigplejens Omraade er ofte to Tanker pinlige: for det første, at man heller ikke med sine egne Midler bør skalte og valte frit, thi det er saare ønskeligt, at der paa passende Sted aflægges Regnskab over hvorfor, naar og hvor mange Gaver der er uddelte. Men man lærer snart at indse, hvor skadelig en planløs Given virker, og bøjer sig for Fornuftens Stemme. For det andet falder det meget svært at lade vore Medmen­nesker gøre Regnskab for Aarsagen til deres Nød og Elendighed, føre det til Bogs og ind­registrere det. Jeg taler her af egen Erfaring. I Begyndelsen af min Praksis fandt jeg det stedse raat at trænge ind i disse Folks hjemlige Forhold og udforske deres private Anliggender. Men lidt efter lidt kom jeg til den Erkendelse, at det vel kan være raat og virke saarende at gaa ind paa Enkeltheder i Personers og Familiers Liv, men at dette ikke absolut maa være Tilfældet. Det afhænger udelukkende af den Takt og Finfølelse, hvor­med man træder ind over Armodens Dør­tærskel, om der hæfter sig noget forstyrrende og fjendtligt til Besøget, eller om det bliver et sandt Vennebesøg. Saalænge vi tale med Mennesker, som vi under en eller anden Form vil tilbyde vor Hjælp, bør de ikke mærke, at vi ere „ude i Praksis”, og at vi her have et „Tilfælde” for os. En varm, personlig Deltagelse, maa lyde gennem al vor Tale. Men naar vi have taget Afsked, da gælder det at prøve „Tilfældet” som saadant og at betragte det fra alle Sider. Først naar vi opstille Sammenligninger og lære at kende det Typiske i de stadig tilbagevendende Frem­toninger, ville vi tage os i Agt for at komme ind paa den Ide at ville kurere alle Syg­domme. Omraadet for det forebyggende, sociale Hjælpearbejde rækker vidt. Dets sidste, ideale Opgave er at gøre Fattigplejens hjæl­pende Virksomhed overflødig.

Men dette Arbejde betinger en stor Anven­delse af Kræfter af alle Slags, en Hær af arbejdsvillige kan her bruges; Virksomheden kan da baade blive mangesidig og interessant. Maaske vil nu mange sige: jeg vil saa gerne arbejde, jeg føler Villie og Kraft dertil, jeg ved, at jeg har Tid, men hvorledes skal jeg begynde Tingen?

Naa, i den senere Tid er der givet den virke­lig arbejdsvillige i forskellige Byer Lejlighed til at hente Raad og Vejledning ved Valget af et saadant Arbejde. I Berlin har sidste Aar den derværende Kvindegruppe for socialt Hjælpearbejde fejret sin tiaarige Bestaaen, og lignende Indretninger findes i andre Byer. Ogsaa her i Frankfurt er der Foreninger, „Cen­tralen for privat Godgørenhed” og „Forenin­gen for Fattigpleje og Godgørenhed”, som an­strenger sig for at drage til sig unge Piger og Hustruer for at forberede dem til Modarbejdet paa de sociale Omraader. Idet man gaar ud fra den Tanke, at ogsaa Fattigplejen som ethvert al­vorligt Arbejde behøver Forkundskaber, er der blevet oprettet Kursus for Uddannelse i den godgørende Virksomhed. Saaledes be­gynder i Oktober et Kursus, der giver de Kvinder, som deltage i det, et Indblik i al almennyttig Virksomhed og forbereder dem til at kunne deltage i Arbejdet. Her udføres praktisk Arbejde i Børnehjem, gives Lejlighed til at overvære Sygebesøg samt gives Anvisning til at tale med syge og aflægge Beretninger fra Syge­besøg. Derhos gives en Foredragsrække om enkelte Afdelinger af Nationaløkonomien og Fattigplejen.

For os Kvinder begynder det sociale Hjælpe­arbejde med det, der for mange ligger nær­mest og er den kæreste Beskæftigelse - Omsorgen for Børn. Børnehaver, Vuggestuer, Børnehjem er fortrinlige Steder at føres ind i for saadanne, der i disse Anstalter vil ud­dannes til en regelret disciplineret Virksom­hed. Mindre i det Brede og mere i det Dybe gaar det derimod, naar man stiller sig den Opgave at hjælpe enkelte Børn til at faa nogle Timers fri Undervisning i nogle Fag eller i Musik og Sprog. Her i Frankfurt kan en Forening, der staar i Forbindelse med flere Lærerinder, stedse skaffe Undervisning. En anden vigtig Opgave er Omsorgen for Blinde, enten indirekte, idet man i Reliefskrift skaffer dem Kopier af Bøger og Skrifter, som det da gøres muligt for de blinde selv at læse, eller direkte, idet man glæder dem ved at læse for dem. Hvem der fremdeles selv føler, hvor velgørende det er at bevæge sig i det Fri, nyde Sol og Lys og lade Na­turen i sin Vekslen efter Aarstiderne i al sin Skønhed virke paa sig, maa ogsaa komme paa den Tanke, at der er en hel Skare af Børn, der ere fordømte til at tilbringe deres Levetid i snævre Gader og Gaarde, og derfor søge at føre dem ud, hvor de kunne tumle sig fri og glade, og hvor Naturen byder de samme Rigdomme for Fattige som for Rige.

Men ikke alle gifte og ugifte Kvinder kunne eller skulle søge Arbejde netop paa disse nævnte Omraader; der gives endnu mange andre Steder, hvor der ubetinget trænges til Hjælp, f. Ex. Folkekøkkener, Husholdningsskoler samt Sy- og Lappeskoler. Desværre finder man i alle Kredse af Befolkningen en betyde­lig Tilbagegang i Forstaaelsen og Værdsæt­telsen af det hjemlige Arbejde. Dette har til Følge en beklagelig Forsømmelse af alle Virk­somheder inden Døre. Piger og yngre Koner kunne ikke sy, ikke koge, ikke lappe, ikke vaske eller bage, hvad der for tusind Husholdninger er ensbetydende med Tilbagegang og Ruin. Dette er ogsaa et af de Punkter, som Kvindernes sociale Hjælpearbejde maa tage fat paa, baade teoretisk og praktisk. Ved Siden af denne praktiske og nogen pro­pagandistisk Virksomhed - thi ogsaa en saadan er uundværlig - er der en stor Trang til Kontor- og Skrivearbejde, saaledes som det i vor Tid er nødvendigt i enhver Bedrift.

Ogsaa her er der meget at gøre og meget at lære. Jeg beder: ingen Indvending mod det kedelige Skriveri! Aandløst er kun, hvad man udfører aandløst!

Selvfølgelig lader den enkelte Persons Virk­somhed som social Hjælpearbejder sig hverken foreskrive eller forudbestemme. Tilfældet eller en fremtrædende Interesse virker bestemmende paa Retningen af vort Arbejde. Ligesom Børnehaver, Børnehjem og lignende Institu­tioner kunne danne Udgangspunkter for Ud­viklingen af Interesser i Retning af Omsorg for Ungdommen, saaledes er Sygepleje i Hjemmene en fortrinlig Forskole for andre Forgreninger. Hjemmeplejen, den Tid som Kvinderne ofre ved Barsel- eller Sygesengen, bringer os i direkte Forbindelse med den ar­bejdende Befolknings huslige Forhold, den giver os, for at benytte et moderne Udtryk, Milieukendskab.

I første Linie aabner den for os Forstaaelsen af Boligspørgsmaalet, den viser os praktisk Betydningen af Lønspørgsmaalet, illustrerer Vigtigheden af Sygeforsik­ring osv. Omgangen med Familien viser os de Syge og Svage i hele deres Hjælpeløshed og den Hindring de ere for de Sunde. Saaledes bliver Sanatorier for Lungesyge, Rekonvale­scenthjem og Alderdomshjem Genstand for vore levende Ønsker. Og det mest forbavsende er, at medens vi mene at tænke for Andre og tjene Andre, føle vi pludselig, at vi selv er de Vinden­de, og vi opdage i os Kræfter og Evner, der hidtil vare forblevne skjulte for os selv.

Det sociale Hjælpearbejde bestaar af Hun­dreder i hverandre indgribende Dele, danner et Hele og er i sit Formaal kun en Del af et endnu større, højere Hele. Ingen af de Foranstaltninger, vi træffe, ske blot for deres egen Skyld, hverken Vuggestuer, Børnehjem, Læsehaller eller Folkebade. Gennemtænkt i de mindste Enkeltheder og sammenføjet med det Højeste udmunder det sociale Hjælpe­arbejdes Opgave i Bestræbelsen efter at gøre Menneskene sunde, fri og sædelige.”

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner