« Tilbage til søgeresultaterne
Forslag til Lov om „Modarbejdelse af offentlig Usædelighed og venerisk Smitte”
Ovenstaaende Lovforslag er jo nylig forelagt i Landstinget af Justitsministeren. Flere Gange i Løbet af det sidste Tiaar har der været Forslag fremme om at afskaffe den lovordnede, kontrollerede offentlige, Prostitution, sidste Gang af Sv. Høgsbro m. fl.; men hver Gang er Loven strandet paa eet af de mange Skær, som omgiver denne for Samfundets Moral og Sundhed - aandelig og legemlig - saa vigtige Sag. Den nuværende Justitsminister har sikkert nok en ærlig Vilje til at komme denne hæslige Udvækst paa det moderne Samfund til Livs. Om han igennem disse foreslaaede Straffebestemmelser vil naa sit Maal, er vist tvivlsomt. Ganske vist er disse Straffebestemmelser vel nok mest beregnede til at være den Svøbe, som skal bringe de smittefarlige til at søge Lægehjælp; men „tit Kuren værre er end Soten”. Disse Straffebestemmelser indeholde jo den store Fare, at de kun gælde Kvinder, og det stemmer kun lidet med et virkeligt Retfærdighedskrav, at en Forbrydelse, som kun kan begaas af to, kun bliver straffet paa den ene Part. Vi er jo dog nu heldigvis naaet til, at baade Læger og Moralister i Forening fordømmer de nuværende Tilstande; men hvad der skal træde i Steden for, derom er man som bekendt ingenlunde enig. Høgsbros Lovforslag satte kun Straf for usømmelig Opførsel paa Gader og Stræder, medens dette Forslag tilsyneladende gaar langt videre. Vi tilraader vore Læsere at følge godt med i denne Forhandling paa Rigsdagen og ikke glemme, at en Undtagelseslov, som kun rammer Kvinder, maa føles som en Uret mod alle Kvinder.