« Tilbage til søgeresultaterne
Børnehjælpsdagen i Tyskland
Ligesom her har man i Tyskland iværksat hvad vi kalder en Børnehjælpsdag. Men medens man her i byerne har gjort denne til en festdag, hvori alle kunde deltage, har man i Tyskland taget anderledes tungt på det ved at lade de frivillige hjælpere gå tiggergang fra dør til dør.
En ung mand, som selv var begejstret deltager i Børnehjælpsdagen i København i sommer, sender mig fra Frankfurt en beretning om en dame, som således gik omkring der i husene for at samle ind til børnehjælpen den 18. oktober iaar.
Hun fortæller selv, at hun meldte sig efter avisopråb om frivillige hjælpere til at samle penge ind på Børnehjælpsdagen. Der blev anvist hende nogle gader i en bestemt bydel, hvor ikke netop stadens rigeste folk boede, men dog ret velhavende købmænd, læger, overlærere, rentiers o. s. v. Hun klædte sig i sine bedste klæder og begyndte allerede kl. 9 l/2 om morgenen sin tiggergang i de forskellige huse. Medens mange familier beredvillig gav hende en skærv til det mål, hun arbejdede for, blev hun andre steder modtaget med uvilje. Det almindeligste spørgsmål, hun fik på sin anmodning om pengehjælp, var, om denne hjælp kun gjaldt hvad vi kalder uægte børn.
I en flot lejlighed lukkede husfruen selv op, da hun anmodedes om et pengebidrag, slog hun entrédøren i med de ord: for hustiggere har jeg intet tilovers! Et andet sted sagde man, at fruen ikke var hjemme, og da damen bad herren yde et bidrag, fik hun det svar, at det var hans kones sag at give almisser, ikke hans. Hun kunde komme igen kl. 4. Idet hun vilde gå, ilede den unge kontordame efter hende, og bad hende dybt rødmende ikke at forsmå hendes lille skærv, som hun puttede i pengebøssen. Da hun igen indfandt sig kl. 4 i samme lejlighed, blev der sagt, at fruen drak te, og så måtte hun ikke forstyrres, men husets to tjenestepiger lagde så hver en 15- og en 12-pfennig i bøssen. I en flot villa, hvor et rigt besat fødselsdagsbord stod dækket for husfruens barnebarn, en sød lille pige, undskyldte man sig med, at man ingen smaapenge havde. Damen maatte tage plads, indtil pigen havde været nede og fået byttet et pengestykke. Da pigen kom tilbage, fik ansøgerinden 25 pfennig i det rige hjem, hvor der ellers ikke syntes at blive sparet i nogen henseende. Og hun slutter sin beretning med et suk, idet hun siger til sig selv, da hun træt vender hjem: Det er lønnen for den taalmodighed, hvormed du har taget imod vrøvlet og anstrængelsen!
Ja, vi kender det, mange af os, hvor tung den gang er, saasnart det gælder at røre ved den kære pengepung. Måtte det lykkes os her i Danmark fremdeles ad åre at kunne blive ved at holde hjærterne varme og sindene åbne for, at enhver vil yde sit bidrag, stort eller lille, på Børnehjælpsdagen her i landet.
