« Tilbage til søgeresultaterne
Sociale Virksomheder
De samvirkende Sundhedsforeninger holder i år for første Gang sit „sundheds-møde” eller „sundhedskursus”. Det afholdes 23. til 25. Oktober på Frydenstrand sanatorium ved Frederikshavn.
Under løsenet For Sundhed og Livsglæde arbejder foreningerne for at sprede kendskab til sundhedsplejens hovedgrundsætninger, og dette formål søges opnået ved afholdelse af undervisningskursus og foredrag, ved spredning af blade og småskrifter, ved udbredelse af sundhedslitteratur m. m.
I hovedbestyrelsen sidder fru Johanne Meyer og læge Olav Benedictsen.
Formand er overlæge Carl Ottosen.
Frederiksberg Fødehjem
har udsendt sin 8de Aarsberetning. Af denne fremgår det, at hjemmet har fået en ny bygning for funktionærer og for økonomien. Trods denne udvidelse har det dog været nødvendigt at afvise ca. 150 patienter af mangel på plads.
Hver fødende har gennemsnitlig tilbragt 15,7 dage i hjemmet.
Af større gaver er modtaget 2000 Kr. til hjælp til den nye bygning af godsejer, cand. polit. Gjedde.
Frk. Anna Esbensen er hjemmets forstanderinde. Bestyrelsens formand og Kasserer er henholdsvis professor F. Howitz og Kontorchef V. Munck, til hvem de, der ønsker at støtte hjemmet, kan indsende deres bidrag.