« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Otto Hauser: Lucidor den Ulykkelige,
oversat fra Tysk af Valdemar Rørdam. 153 Sider. 2,50 Kr. G. B. N. F.
Otto Hauser, der staar som Forfatter af Bogen, synes kun at være Udgiver af de Optegnelser, hvor Digteren Lucidor den Ulykkeliges mærkelige Skæbne beskrives af Vennen Love. Forfatteren siger nemlig i Fortalen, at disse Optegnelser kun ved et lykkeligt Tilfælde er kommet ham i Hænde, skønt han har gjort sig Anstrængelser for at skaffe sig Kendskab til Digterens Liv, da han blandt de ældre svenske Digtere altid mest har følt sig tiltrukket af Lucidor, som regnes for en Forløber for Bellmann.
Det er en mærkelig og gribende Bog, saa vidt forskellig fra alle andre. Handlingen ser saa jævn og almindelig ud, naar den genfortælles, men naar man læser om den ulykkelige Lucidor og hans trofaste Ven Love, der har givet ham dette Navn han siden tog som Digternavn, føler man, at man staar over for to fine, storliniede Mennesker, hvis Venskab var skønt og sjældent, som de selv, og man gribes af den underlige, vemodige Stemning, der slaar en i Møde fra hver af Bogens Sider. Hertil bidrager meget den sære gamle Stil - som det vel er Oversætterens, Valdemar Rørdams, Fortjeneste at have bevaret - med de alligevel saa jævne og ligefremme Ord, hvormed Love beskriver sin og Vennens Omflakken i Tyskland og Lucidors øvrige Skæbne, hans forgæves Stræben efter at sone det Drab, han begik i Vildelse, indtil han endelig opnaar at give et Liv for det Liv, han tog, og redde et Barn fra Døden i Flammerne. Man ser hans Sind i alle Omskiftelserne, snart er han vild og forvoven, „den store, svenske Bjørn”, snart er hans Sind blødt som et Barns, men gennem alle hans Ord mærker man Digteren eller Digterne, thi Vennen er det i Grunden lige saa meget som han, heller ikke i Digtningen er der Forskel paa mit og dit dem imellem. Der findes ogsaa fornøjelige Scener og pudsige Situationer i Bogen, men alt er set som gennem et Slør af Tungsind.
Lucidor den Ulykkeliges Liv var en Stræben efter Stjærnerne, som han ikke kunde naa. Sit lykkeligste Øjeblik havde han i Døden, da han saa et Glimt af den Stjerne, han forgæves havde strakt sine Hænder efter. Da hans Kiste kort Tid efter skulde tages op af de fattiges Fællesgrav for at hædres med en Sten og en Grav for sig selv, kendte man den paa den mørkerøde Rose, som han havde bedt sin Ven Love lægge paa hans Kiste, for at han kunde have den hos sig i sin Grav.
R.
Harald Kidde: Luftslotte. 162 Sider. Gyldendalske Forlag. København 1904.
En samling små fortællinger, der i emnevalget er vidt forskellige indbyrdes, men alle er præget af den samme fine kunstneriske sans, der har åbent øre for sprogets vellyd, ja næsten kæler for ejendommelige ord og vendinger. Særlig interesse får man for de småfortællinger, der med en stilsikker sprogbehandling gengiver helleniske sagn. Der findes en fortræffelig skildring af Orfeus og hans gang til underverdenen, til Hades mørke rige, for ved sin altbetvingende musik at spille sin Eurydike til sig igen: „Frem mellem Persefones stammer svævede de - Orfeus, gyldenlysende i sin blånende kappe, baglæns, langsomt med lyren løftet højt i begge hænder, med spillende Strenge - og efter ham Eurydike, med lukkede øjne, tilbagebøjet nakke, udstrakte hænder, rosenrødmende, sløret, vuggende som hvide bølger - et dæmrende smil over ansigtets dybe blund, tillidsfuldt, lyksaligt anende den elskedes nærhed - og bagest i mørket, stille svævende, bleg og tyst, Hermes Psykopompos med tavse, strenge træk”. Denne farvemættede adjektiviske stil slutter godt om de fjærne heroiske myther. Med endnu større ret kan dette siges om en anden afdeling af småfortællingerne, nemlig dem, der har hentet deres emner fra det ny testamente. Der er desuden ved disse skitser den ejendommelighed, at de tager Jesu person op til digterisk behandling. Kunstens benyttelse af selve frelserens skikkelse til i digterisk udformning at være hovedpersonen i en fortælling eller et drama er af så ny oprindelse, at man studser derover. Ligesådan her, hvor man hører tale om Jesus og Johannes, der som børn sammen med en flok jævnaldrende har deres små barneglæder og sorger i Nazaret. I andre, hvor emnet er hentet lige fra Evangelierne som: Jairi datter - Maria Magdalene - Den første Sten - Bliv hos os - møder vi en mængde nytestamentlige skikkelser, hvis mest udprægede karaktertræk har givet forfatteren anledning til en videre udformning.
G. M.
Olga Eggers Rosenberg: Moderne Ægteskab. 161 S. G. B. N. F.
Forfatterinden har i denne Bog skildret et „moderne Ægteskab” og synes at ville vise, hvilken Modsigelse det i de allerfleste Tilfælde vil medføre, hvis man begynder at føre Teorien om Frihed ud i Virkeligheden. Den handler nemlig om et ungt Ægtepar, hvor Manden er Kunstner, stille og alvorlig med de mest moderne Anskuelser om „Frihed” i Ægteskabet, hun - Fru Anita - munter overgiven, kaad, barnagtig, tankeløst efterplaprende sin Mands Anskuelser, som hun har lært udenad uden at forstaa et Ord deraf. De er i Paris, for at hun skal more sig, og hun længes som et Barn efter „Æventyret”, der synes at komme til hende i den unge, tyske Malers Skikkelse, han elsker hende, men forlanger at hun skal vælge: „Jeg er ikke liberal eller moderne, jeg kan ikke dele”. Her nødes hun for første Gang i sit Liv til at tænke, noget hun ellers har skudt fra sig som noget meget ubehageligt og overflødigt, og da det kommer til Stykket tør hun ikke følge sine - eller rettere Mandens - Teorier. Hun indser, at de passer ikke for hende, og bebrejder sin Mand, at han ikke har værnet om hende, men budt hende frem „som en Buket Blomster for en Landevejsvind” og kalder det Fejghed og Dovenskab af ham. Han undskylder sig med, at han aldrig har med Vilje villet gøre hende bedrøvet; det er aldrig faldet ham ind, at hun kunde forelske sig i en anden, medens han endnu kun tænkte paa hende! Det ender med, at hun længes efter at komme hjem igen til deres rolige Villa og Haven med Stakitstængerne, som hun plejede at gaa og tælle af lutter Kedsommelighed.
Dette er Indholdet af Bogen, og man kunde gøre mange Indvendinger imod den. Først og fremmest den overordentlig barnagtige Maade, hvorpaa den kvindelige Hovedperson forklarer, hvad det moderne Ægteskab er: „Det er naturligvis, at vi begge to skal gøre alt, hvad vi vil, - og jeg behøver ikke at staa min Mand til Regnskab, - og hvis jeg faar Lyst til at more mig paa egen Haand, saa kan jeg godt, - og jeg er lige saa fri, som om jeg ikke var gift. - - -” Man maa haabe at denne Definition helt staar for Fru Anitas Regning og ikke Forfatterindens, og man synes at Forfatterindens Kamp mod disse Ideer er en Kamp mod Vejrmøller og som saadan ikke kan paaregne videre Interesse.
Der er ogsaa store Mangler ved Karakterskildringerne i Bogen. Selv om man ikke vil forlange ret meget af Bipersonerne, hvoraf f. Eks. en af Forfatterinden stadig omtales som „et stort Barn” og forøvrigt for Læserne gør sig bemærket ved at sige „Kvinder” og „kolossal” (han er nemlig tysk), saa kunde disse dog nok uden Skade være gjort lidt betydeligere, navnlig da de jo skal forestille begavede, nogle endogsaa berømte, Kunstnere! Og nu Anita. Hvad mener man om saadan en Dybsindighed af hendes Mund: „Der er tre Ting, som dur i denne Verden - ! Leve - le - elske!” en fæl Sammenstilling. Selv om det har været Forfatterindens Mening at fremstille en ofte pjattet lille Gaas, saa er det undertiden mere, end man kan taale: nutildags tror man ikke paa unge Piger - end sige unge Koner - der i en Alder af tyve Aar ikke har behøvet at tænke, og endda først begynder paa det, naar der bliver stillet dem Valget mellem to Mænd, der elsker dem!
De to Mænd er lykkedes Forfatterinden bedst, og Situationerne er meget levende skildret, der findes ogsaa adskellige gode og træffende Bemærkninger, saa at man - til Trods for Bogens Mangler - nok kan have nogen Fornøjelse af at læse den. Det, der mest vinder ens Sympati for den lille Fru Anita, er hendes Stræben efter at være ærlig mod sig selv - det kan forsone een med meget.
R.
