« Tilbage til søgeresultaterne
Borgerlig vielse
Spørgsmaalet om formen for ægteskabs indgåelse er i den sidste tid kommet i højeste grad på dagsordenen. Kirkeudvalgets forhandlinger herom følges af alle med den største interesse. Vi kvinder så med glæde, at en kvinde - Fru Thyra Jensen fra Vigsnæs - blev medlem af kirkeudvalget; og vel var hun bleven valgt for at repræsentere sin valgkreds’s kirkelige interesser, men det var første gang, at en kvinde blev valgt ind i en - om ikke lovgivende, så dog rådgivende - forsamling, så det var ikke at undres over, at vi betragtede hende lidt som alle kvinders repræsentant og med spændt opmærksomhed fulgte hendes ord og hendes stemmegivning. Da det derfor af avisernes gengivelser fremgik, at fru Thyra Jensen havde sagt, at hun ikke kunde anbefale det tvungne borgerlige ægteskab, da det store flertal af kvinderne var imod det, var der uden tvivl mange kvinder, særlig i hovedstaden, som i sit stille sind gjorde indsigelse mod denne udtalelse. Ti der er sikkert store skarer af kvinder, som af hjærtet ønsker indførelsen af tvungen borgerlig vielse. Derfor har det ogsaa glædet os, at fru Th. J. og dr. Nørregård i deres compromisforslag foreslog en ordning, som, samtidig med, at den tager tilbørligt hensyn til overleverede synspunkter og ikke ønsker at støde disse, dog styrer henimod det mål, som ene kan bringe nogen orden i den forvirring, som i dette øjeblik omgiver ægteskabet, nemlig tvungen borgerlig vielse.
Megen modstand mod den tvungne borgerlige vielse bunder i den fejlagtige antagelse, at ægteskabets indgåelse altid har været, en kirkelig handling. Men således er det ikke.
Læser man f. Eks. dr. Nørregårds „Brændende kirkelige spørgsmål”, får man i afsnittet om „ægteskabs indgåelse” klar besked. Efter en indledning, hvor der gøres rede for, at ægteskabs indgåelse i dette øjeblik her i Danmark „som regel er en kirkelig handling, der kun foretages af præster”, og at der som undtagelse
„siden 13. April 1851 er indrømmet borgerligt ægteskabs indgåelse hos den borgerlige øvrighed (overpræsidenten i København eller borgmestrene og herredsfogderne ude i landet) for dem, der er udtrådt af folkekirken, eller for sådanne, hvis ene part tilhører et andet kirkesamfund eller er udtrådt af den danske folkekirke.”
fortsættes der, side 25, således:
„Ægteskabs indgåelse har oprindelig blandt alle folk været en borgerlig sag, særlig en slægtssag, hos os en „håndfæstning fra brudens fader til brudgommen under hele slægtens anerkendelse og medvirkning. Det er rimeligt, at man forskellige steder, f. e. i Rom og i det gamle Nord, har efter denne overdragelse af bruden til brudgommen havt den skik at drage til templet og ofre til guderne for lykke og velsignelse; og dette maa da opfattes som et vidnesbyrd om, at man har anerkendt ægteskabets guddommelige oprindelse. Men retspunktet ved dets indgåelse blev ikke derfor forrykket, ligesålidt som de første kristne forandrede noget derved, fordi de i menigheden søgte Herrens velsignelse over det indgaaede ægteskab og menighedens forbøn derfor. En sådan forrykkelse af retspunktet foregik heller ikke gennem hele midalderen, uagtet præsteskabet på mange måder søgte at inddrage det under sin myndighed og egentlig kun anerkendte ægteskabet for rigtigt, når vielsen i kirken var fuldbyrdet, og uagtet den kirkelige lære nu hævdede den kirkelige velsignelse som et sakramente. Først på kirkeforsamlingen i Trient 1563 sloges det fast i den romersk katolske kirke, at der til et gyldigt ægteskab krævedes en præsts nærværelse ved bortfæstningen i vidners overværelse - den kirkelige vielse kunde da komme bagefter; men retsgyldigt var ægteskabet indgået ved bortfæstningen. I Danmark spaltedes imidlertid den retsgyldige handling i to: trolovelsen og brylluppet i kirken. Dette skete ved ordinantsen 1582 og fremkaldte hos menigmand stor forvirring: de adelige slægter fastholdt med stor styrke, at det tilkom dem at fastslå ægteskabets gyldighed; men paa den anden side søgte præsteskabet, støttet af lovgivningen, at slå fast, at først med den kirkelige vielse var ægteskabet rigtig indgået. Man turde ikke fra øvrighedens side nægte, at det forholdt sig, som de store slægter hævdede det; men man søgte dog at få menigmand, borger og bonde til at samle hele opmærksomheden om den kirkelige vielse og kun betragte ægteskabet som rigtigt i orden, når denne var modtaget - uden at dette dog helt lykkedes.
Først ved forordningen af 4. Jan. 1799 samlede man alt om den kirkelige vielse som enegyldig indgåelse af ægteskab. Derfra er dog, som forud sagt, sket undtagelsen ved lov af 13. April 1851 om „borgerligt ægteskab”.
Altså: lige til for over hundrede år siden har det været fastholdt hos os, at ægteskabs indgåelse er en borgerlig sag, så at der ikke behøves nogen kirkelig handling, for at det skal være retsgyldigt.
Og når dette forandredes 1799, var det ikke af iver for kristendom og kirke, ikke for at gøre ægteskabets guddommelige oprindelse gældende eller for at fremhæve det øjeblik, da præsten for alteret kundgør de tvende som „rette ægtefolk at være for Gud og mennesker”; men i en kirkelig ligegyldig tid skete det af rent praktiske grunde for at gøre en ende på et dobbeltforhold, der indvirkede skadeligt på det sædelige liv. Men da tiden i det hele manglede sans for den historiske overleverings ret og for de rette grænser for kirkens ret, gjorde man et overgreb, som måtte hævne sig.
Og dette er nu kommet for en dag; ti efter at bruddet med kirke og kristendom er kommet og har bredet sig langt ned i befolkningen, har store kredse i landet ladet ægteskabsindgåelsen, som uretmæssig er inddraget under kirken, undgælde for denne forbindelse og har forsøgt på at unddrage sig det lovmæssige ægteskab som noget, der kun er for dem, der bøjer sig for præster og kirker.
Nu er dette ulovligt, og nu kan ikke længere slægtens overenskomst på bægge sider træde istedet for samfundets, statens, lovmæssige anerkendelse. Ligesom staten i tidernes løb har overtaget al rettergang mellem slægterne og derved tilintetgjort alle slægtsfejder og blodhævn, således har den også overtaget pligten og retten til at fastsætte vilkårene for et lovmæssigt ægteskab og have indseende med, at de opfyldes. Netop derfor er det saa forvirrende, når staten uretmæssig foreskriver sådanne vilkår, som ikke kan fyldestgøres med god samvittighed af alle dem, der ønsker at indgaa ægteskab. Dette kan en tid lang blive skjult, medens alle i landet anser sig for gode kristne; men når dette ikke længere er tilfældet, og staten dog ikke kan drive alle dem, der ikke er kristne og ikke heller anser sig for at være det, ud af folkekirken, da kan den ikke undgå at friste folk til at tage det hellige - kirkens velsignelse - forfængelig.”
Man ser heraf, at den kirkelige vielse ikke altid har været den eneste gyldige form for ægteskabs indgåelse og netop i vore tider, da der rettes så mange og så stærke angreb på ægteskabet, er det af vigtighed at finde en ordning, som alle kan bøje sig ind under uden hykleri og uden at svigte sine grundsætninger. Der er meget ved det nuværende ægteskab, som er gammeldags og snart må falde, særlig vil vi kvinder have sværere og sværere ved at finde os i forholdene, som de er, og det vil volde os store kampe og vanskeligheder, netop fordi ægteskabet tæller sine varmeste forsvarere iblandt kvinderne. Vielsesritualet, som byder hustruen at være manden underdanig, og den retslige ordning af formueforholdet mellem ægtefæller samt af myndigheden over børnene er anstødstene ikke alene for de kvinder, der står udenfor kristendommen, men også for oprigtige, alvorlige kristne kvinder.
I Dansk Kvindesamfund i København hørte vi fornylig (d. 17. okt.) i et foredrag af fru professorinde Anna Bugge Wicksell fra Lund, hvorledes man i Sverig har søgt en løsning af dette vanskelige spørgsmål ved at indgå „samvittighedsægteskaber”, der stiftes uden borgerlig eller kirkelig vielse, ved at mand og hustru opretter en ægteskabskontrakt og kundgør i bladene at de fra den dato er ægtefolk. Vi skal ikke komme nærmere ind på dette foredrag, som senere vil kunne ventes optaget her i Bladet, men kun opfordre vore kirkemyndigheder og vore lovgivningsmyndigheder til i tide at ændre vielsesritualet og de borgerlige love, så at man ikke her i Danmark drives ind i disse samvittighedægteskaber, som, hvor højt sædeligt værd de end har, når de indgås af ædle idealistiske grunde, dog rummer en stor fare, når de indgås af mindre ideelle grunde. En kvinde har i kirkeudvalget udtalt sig om denne sag, men vi trænger til at høre flere kvinders og også mænds mening om den. Gid disse linier måtte være en indledning til en forhandling i
Kv. og sf. om tvungen borgerlig vielse, om ritualet og om ægteskabets retsvirkninger, så havde de opfyldt sin bestemmelse.
