« Tilbage til søgeresultaterne

Franske Kvinders Protest imod Forherligelsen af Code civil Napoléon,

« Se emneord

I Paris holdtes den 29. oktober på Amphiteatret i Sorbonne hundredårsfest for Code civil, den lov, som Napoléon indstiftede til forsmædelse for kvinden.

Ved denne fest førte justitsminister Valle forsædet, også Frankrigs præsident, Loubet, var tilstede. Desuden en hel del indbudte diplomater, videnskabsmænd og delegerede fra akademier og domstole.

Justitsministeren åbnede højtideligheden med en tale, hvori han skildrede lovbogens grund­lag og historie. Han omtalte, hvorledes Code civil i alle lande var lagt til grund for lov­givningen, og han sluttede med at sige: „Til alle tider har ethvert fremskridt kunnet ind­ordnes under denne lov. Vi kan derfor som legitime arvinger efter skaberen af Code civil Napoléon fortsætte hans værk og udvide det, så at vi til loven at 1804 føjer de rettigheder, som 1904 kræver”. Efter at ministe­ren havde endt sin tale, som blev modtaget med bifald af forsamlingen, lød på engang en kvindestemme, som råbte: „Ned med Code Napoléon! Den undertrykker kvinden og van­ærer Frankrig!”

Det var sekretæren for foreningen „Solidarité des femmes”, fru Caroline Kaufmann, der havde mod til at give sin mening tilkende. Hun blev ført til politikommissæren, men efter kort forhør igen løsladt.

Mens man i Sorbonne højtideligholdt hundredaarsfesten for den for kvinden nedværdigende lov, havde de kvindeforeninger, som arbejder for kvindens borgerlige rettigheder, indbudt til møde foran deputeretkamret Kl. 2. Store brogede plakater, hvori de uretfærdigheder imod kvinden, som Code Napoléon indeholder, fremhævedes, var opslåede på alle gadehjørner og pladser samt omdeltes på gaderne.

For at hindre dette møde havde nogle og tyve politibetjente indfundet sig allerede kl. halvto på Place de la Concorde, på broen, og ved indgangen til deputeretkamrets hus. Alligevel blev kvindernes møde holdt kl. tre og forløb fredeligt og roligt. En protest blev oplæst, hvori Frankrigs kvinder bestemt ud­taler sig imod Code Napoléon: „Loven un­dertrykker kvinden. Vi protesterer mod dens forherligelse. Denne hundredårige lovbog stil­ler kvinden lig med umyndige, med dårlige individer, med narre og forbrydere.

„Code civil nægter den gifte kvinde hendes nationalitet, hendes frihed, hendes personlig­hed, hendes formue, hendes arbejdsfortjeneste.

„Vi fordrer, at ægteskabet gør de to ægte­fæller til ligeberettigede forbundsfæller.

„De franske mænd og kvinder, som betaler samme skat, må stilles lige for loven. Vi fordrer valgret og ligestillelse mellem kvinder og mænd; ti kvinden har samme interesse som manden for samfundets og statens vel.

„Den Napoleonske lovbog, som opfordrer det mandlige køn til at undertrykke det kvinde­lige ved at berøve det og udelukke det fra almenmenneskelige rettigheder, står i mod­strid med de demokratiske grundsætninger. Vi protesterer imod den modsigelse hos mæn­dene, at de forkastede kejserdømmet og nu forherliger den despotiske lovbog ved en hundredaarsfest for Code civil.”

Protesten var undertegnet af flere kvinde­foreninger.

Efter at politibetjentene havde opløst kvinde­mødet, tog de kvinder, som stod i spidsen for mødet, en vogn og kørte til Vendômepladsen, idet de raabte: „Ned med Code civil!” Nedenfor mindesmærket, som dér er rejst for Napoleon, opbrændte de et eksem­plar af den borgerlige lovbog. Atter blev de fordrevet af politiet.

Følgende skrivelse med protest sendte kvindeforeningerne derefter til senatet og deputeretkamret:

„Senatet og deputeretkamret har, inden de skiltes, besluttet, at der gaves bidrag til at højtide­ligholde Code Napoléons hundredårs beståen. Kvindesagsvennerne er oprørte over, at vore lovgivere vil forherlige Code Napoléon, som i hundrede år har undertrykt det kvindelige køn. Ved den lovbog er hustruerne berø­vede deres moderret, indtægten af deres arbejde, mødrene har ingen ret mere over deres børns opdragelse, de er i loven stillet lig med idioter og forbrydere. Alle nationer har mildnet og forbedret lovbogens bestem­melser, kun Frankrig er blevet tilbage. Code Napoléon er redigeret af hofsnoge under Bonapartes indflydelse og vilje.

De franske kvinder kan ikke tro, at uret­færdighed og undertrykkelse, hvis ofre de er endnu fremdeles skal bestaa under den tredje republik. Vi mindes, at vore forfædre, de franske kvinder, i forrige tider var kaldede til at tage del i valget af deputerede, en ret, som de har udøvet indtil 1789. Vi henvender os nu til eder lovgivere for at anmode om endelig engang at faa en revision og reform af lovbogen. Vi beder de herrer senatorer og deputerede, at kvindelige delegerede maa blive optagne i parlamentets og domstolenes kommissioner, som forberedelsen af foran­dringerne i lovbogen vil blive betroet.

Vore delegerede vil meddele de fordringer og andragender, som resolutionerne og beslut­ningerne i de talrige kvindekongresser har givet anledning til.”

Andragendet var undertegnet af: Pour l’Egalité: V. Vincent, Goupe d’ Etudes feministes: Oddo Defleu, Pour le Suffrage des Femmes: Hubertine Auclert, Solidarité des Femmes: Caroline Kaufmann.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner