« Tilbage til søgeresultaterne
Af udtalelser om danske forhold
Af udtalelser om danske forhold
fra Ny Zeeland.
I Dannebrog for 21. Novbr. er optaget et brev fra en dansk mand, som i 30 år har opholdt sig i Australien. Sidste sommer har han været på besøg her i Danmark, og medens han anerkender de mange gode fremskridt herhjemme, så former hans skrivelse sig dog til en kritik af forholdene, som jeg synes enhver af os fuldt ud kan være enige med ham i, uagtet redaktionen af bladet, til hvem brevet er stilet, tager afstand fra brevskriveren og mener, at „vi danske skal ikke forvandles til puritanske Ny Zeelændere.”
Først er det drikkeriet herhjemme, den lette adgang til berusende drikkevarer, også for helt unge mennesker, som han ivrer imod. „I Ny Zeeland er det under streng straf forbudt at sælge berusende drikke og tobak til unge mennesker under 16 år”. Derefter fortæller han, hvorledes man bar sig ad med at komme drikkeriet tillivs i Ny Zeeland, og fremhæver: Hvad der gav bevægelsen medbør var, at kvinderne for en stor del opnåede stemmeret og lagde deres indflydelse i vægtskålen.
En anden kræftskade på samfundslegemet herhjemme nævner han, det er den megen usædelighed. Han mener, at de mange usædelige billeder og tryksager som er udstillede i vinduerne, og kan købes blot for nogle få ører af børn og unge mennesker, befordrer lasten. „I Ny Zeeland vilde noget lignende aldrig blive tålt”.
Er nu virkelig de krav, brevskriveren stiller, så puritanske, må vi ikke være enige med ham i, at her er tilstande, som bør kunne rådes bod på? Og når han specielt nævner kvindens stemmeret som den, der blev hjælpen til at fremme afskaffelsen af disse samfundsonder i Ny Zeeland, så mindes vi også, hvad præsidenten i den lille amerikanske stat Wyoming udtalte i anledning af, at det var 25 år siden, at kvinderne der var bleven fuldt ligeberettigede med mændene. „Siden kvinderne var komne med i lovgivningsarbejdet”, siger han, „havde staten fået bedre love, og der var blevet valgt bedre kandidater i kommune og rigsdag; ti kvinderne tager ikke alene hensyn til, at det er dygtige mennesker, men tillige at de er af en sædelig, redelig karakter”. Og således formede hans tale sig til en lovprisning helt igennem, fordi kvinderne var komne med i arbejdet på alle områder.
Hvorfor, må man spørge, tøver da alle andre civiliserede stater med at få kvinderne ind i arbejdet? De få steder, hvor man har prøvet hendes kræfter, har det jo dog vist sig, at hun er en så god medhjælp. Eller frygter måske mange mænd for, at forholdene derved skulde blive for puritanske, at hun skulde blive en hindring for dem i at leve det „private” liv, som nu er så mangt et hjems ødelæggelse, en forbandelse for samfundet? Det er jo nemlig endnu det svar, man tit får af mænd, når vi kvinder forarges: „Det er jo hans private liv, hvad kommer det hans offentlige virksomhed ved?” Vi kvinder mener nu, at for at være en god samfundsborger må enhver mands offentlige liv stå i samklang med hans private, og det mener heldigvis også mange mænd med os. Ligesom i et hjem mand og hustru danner et hele, således vil stat og kommune først blive, hvad det skal være, til held og lykke for alle mennesker, når mand og kvinde med lige ret og pligter bærer ansvaret for styrelsen i det hele land.
