« Tilbage til søgeresultaterne
Vielsesritualet
Fru Stampe-Feddersen har i sidste Nummer af „Kvinden og Samfundet” skrevet en lille Artikel om Ægteskabsindgaaelse.
„Netop i vor Tid,” skriver Fruen, „da der rettes saa mange og saa stærke Angreb paa Ægteskabet, er det af Vigtighed at finde en Ordning, som alle kan bøje sig under uden Hykleri. Der er meget ved det moderne Ægteskab, som er gammeldags og snart maa falde.”
Og Fruen nævner som noget af det gammeldags, som en af Anstødsstenene: Vielsesritualet, „det, der byder Hustruen at være Manden underdanig.”
Længere henne i Artiklen opfordres Myndighederne til i Tide at ændre dette Ritual, at man ikke her i Danmark af denne og flere Grunde skal drives ind i de i Sverige allerede ret almindelige „Samvittighedsægteskaber”.
Jeg kunde for den samme Læsekreds, som har læst denne Opsats, have Lyst til at skrive lidt om Vielsesritualet, forudskikkende den Bemærkning, at jeg er Præst i Folkekirken, hvad der i denne Forbindelse vil have en vis Betydning.
Det er nu ikke Meningen at gennemgaa det hele Ritual, ej heller skal jeg opholde mig ved de egentligt ægteskabsstiftende Ord: „Saa forkynder jeg Eder nu for rette Ægtefolk at være”, hvor megen Grund der end kunde være hertil; jeg skal blot holde mig til det af Fru Stampe-Feddersen fremdragne: „der byder Hustruen at være Manden underdanig”.
Det er forstaaeligt, at dette kan krænke. Har Ordet underdanig end en anden Klang i den gamle Sprogbrug, hvori vor Bibel foreligger, end i moderne Dansk, saa maa man dog huske paa, at en Kvinde, der staar for Alteret som Brud, ikke kan give sig til at spekulere herover. Hun tager Ordet, som det klinger i hendes Øren.
Og det klinger stygt.
Jeg forstaar saa godt dette.
Vor store Mester og Herre har aldrig udtalt noget saadant. Han var overfor Kvinder vidt forskellig fra sin Tid, tænkte anderledes, optraadte anderledes, talte til dem og om dem paa en ganske anden Maade end selv de bedste Mennesker paa hin Tid.
Han tilstedte Kvinder Adgang til sin Discipelkreds og tog gerne mod deres Hjælp. Det vakte uden Tvivl megen Forargelse, hvad vi godt forstaar, naar vi tænker paa Rabbinerordet: „Hellere maa Loven brændes end udleveres til en Kvinde,” og at en af Taksigelserne ved den jødiske Gudstjeneste lød: „Priset være Du, Herre, at Du ikke skabte mig som en Kvinde.”
Vi ser ogsaa, hvilken Forundring - og det er sikkert endda et mildt Udtryk - det vakte hos hans Disciple, da de kommer tilbage til Jacobsbrønden udenfor Samaria med Mad til Jesus og ser ham i Samtale med en Kvinde. Disciplene kendte jo Ordet: „En Mand skal ikke hilse nogen Kvinde paa offentligt Sted, end ikke sin egen Hustru”; og de var Børn af deres Tid - naturligvis.
Nogle af Jesu bedste og fortroligste Venner var Kvinder. Til hvem har han talet dybere Ord end til Maria, Lazarus’ Søster? Hvem forstod ham, som Kvinden, der salvede ham ved Gæstebudet i Bethania - hun alene forstod fint og dybt, hvad han vilde, mens hans Disciple kun var forargede.
Jesus nævner da ogsaa i sine Lignelser idelig Kvinder som Repræsentanter for gode Egenskaber; han er aldrig „høj” eller affejende eller overlegen, naar de kommer til ham; hvert Blad fortæller om Kvinder, han hjalp - ikke som gav han dem en Almisse, men som Mennesker ligestillet Mændene.
Det var da ogsaa Kvinderne, der fulgte ham paa den sidste, tunge Gang og tørrede Sveden af hans Pande, det var Kvinder, som græd over ham, Kvinder, der stod under hans Kors, da Mændene var flygtede, Kvinder, som gravlagde ham, og Kvinder, der først fortalte Paaskebudskabet.
Der er overalt i Evangelierne en paafaldende Forskel i Tonen, naar Jesus omtaler Kvinder, og naar hans Disciple gør det. F. Ex. de to paa Vejen til Emaus og deres overlegne, halvt foragtelige: „Saa har og nogle af vore Kvinder forfærdet os”, - i alt Fald hører jeg i Tonen her: „Kvindesnak”. Og der kunde tages mange - ogsaa bedre - Exempler. Naturligvis var Disciplene Børn af deres Tid og dens Opfattelse af Kvinden. Selv om Mesteren havde givet dem et nyt Syn i det store og hele, saa hang det gamle dog fast.
Jesus har behandlet Kvinden som sin Lige og givet hende en Æresplads i sit Rige.
Hvad sige man om: „Kvinden, der var greben i Hor”, hende, de kommer trækkende med og stiller op som Demonstrationsgenstand, da de prøver at fange Mesteren i Ord?
Tænker man sig rigtigt den hele Scene, fremgaar det tydeligt, at hende har de egentlig slet ikke tænkt paa; hun var jo kun en Kvinde, ovenikøbet en falden Kvinde - hun staar saa aldeles til overs.
Men Jesus siger til Mændene: „Den, som er ren, kaste den første Sten” - vender Brodden mod dem, der var Herrer og Herskere, mod dem, der aldrig havde tænkt sig, at Brøden kunde fordeles paa den Maade. Og hvorledes man nu end vil udlægge Herrens Ord i Math. 5, 31: „Der er sagt, hvo som skiller sig fra sin Hustru skal give hende Skilsmissebrev; men jeg siger Eder: Hvo, som skiller sig fra sin Hustru uden for Hors Sag, gør, at hun bedriver Hor”, saa er det dog i alle Tilfælde en Hævdelse af Kvinden og hendes Ret.
Jesu Syn paa Kvinden var noget splinternyt. Selv Platon fremstiller en Stat som værende i Opløsning, dersom Slaverne blive ulydige mod deres Herrer, eller Hustruer stiller sig paa lige Fod med deres Mænd, og Aristoteles bruger en Ytring som denne: „Baade en Slave og en Kvinde kan være værdifulde”. Censoren Metellus sagde en Gang i Roms Senat: „Dersom vi overhovedet kunde existere uden Kvinder, vilde vi gerne alle sammen befri os fra denne Plage. Men siden Naturen har gjort det umuligt for os at undvære dette Onde, maa vi bære det mandigt”.
„Alt hvad Kvinden er i de kristne Samfund”, siger Robert Speer, „skylder hun Kristus. Alt hvad Kvinden mangler, skønt hun burde have det, vil hun kunne opnaa ved Kristi Hjælp og ved Mandens voxende Lydighed mod hans Lære og Vilje.”
Kristus er blevet endnu mere for den troende Kvinde end for den troende Mand.
Naar nu en Kvinde tænker paa dette, kan det saa undre, at hun finder Vielsesritualet tomt, ja stødende. Med Hensyn til de Ord, der særlig rettes til hende. Jeg ved, at der staar mange af vore bedste Kvinder bag Fru Stampe-Feddersen med hendes Syn paa Ritualet, og det undrer mig ikke.
Ikke et eneste Ord faar hun paa sin Bryllupsdag af ham, der i dobbelt Forstand er hendes Frelser, kun Ord af hans første Lærlinge. Der tales Ord til begge Brudefolkene, der tales særligt til Manden, og der tales særligt til Bruden, men alt hvad hun særligt faar er dette:
„Med Smerte skal Du føde Børn”, (jeg har ærlig talt aldrig forstaaet, hvorfor netop dette skulde fremhæves) og saa: „I Kvinder, være Eders Ægtemænd underdanige”. „Eders Prydelse skal ikke være den udvortes”, og atter en Gang til: „haab paa Gud og vær underdanig”.
Det var ganske vist værre i det gamle Ritual, som brugtes indtil for faa Aar siden. Efter det kunde man ikke undres over, at en Brud, som fulgte med i Ritualets Ord, græd for Alteret, thi det var næsten, som om man med Flid havde samlet alt, hvad der kunde nedslaa og bedrøve hende - som
f. Ex. dette:
„Jeg vil meget mangfoldiggøre Din Kummer og Din Undfangelse, med Smerte skal Du føde Børn, og Din Attraa skal være til Din Mand, men han skal være Din Herre”.
Det nye Ritual er bedre, men derfor ikke godt.
Var det ikke rimeligt, at hun, som skal bære Børnene under Hjerte, føde dem i Pine, passe dem, medens de er spæde, ofre al sin Tid paa dem, saa hun er helt bunden til Hjemmet, ofre sin Nattero og mangle meget af det, hun kunde have Lyst til; at hun, som desuden skal passe sit ofte nok saa slidsomme og ensformige Arbejde derhjemme og dog være Solen og Hyggen, at hun, til hvem der ved Ægteskabsindgaaelsen stilles saa vældige Krav, fik lidt andet at høre end dette, at hun skal være underdanig?
Mellem alle den hellige Bogs Formaninger har man omhyggeligt netop ledt de tre, fire frem, som handler om Kvindens Lydighed og Underdanighed.
Er det ikke sært?
Er det i Særdeleshed ikke underligt, naar vi betænker, at Jesus aldrig har talt om, at Kvinden skulde være Underdan ): undergiven, men at han tværtimod altid vilde løfte og skærme hende?
„Har I aldrig hørt”, siger han til Farisæerne, at Gud fra Begyndelsen gjorde dem én Mand og én Kvinde .... og de to skulde være et Kød, saa de ikke længer er to, men ét Kød”, og hans Disciple sige: „staar Mandens Sag saaledes med Hustruen, da er det ikke godt at gifte sig”.
Er Hustruens Jævnstilling ved Mandens Side ikke udtalt her?
Mange Gange har jeg læst Ritualet for Brudefolk, altid har jeg ønsket, at jeg havde andre - om ikke just bedre - Ord til hende, paa hvem dog den tunge Ende af Korset lægges, og jeg skulde blive glad, om Fru Stampe-Feddersens Ord faldt i god Jord, saa at man - her i det kirkelige Udvalg - tog Sagen frem til Drøftelse.
Jeg tænker ogsaa, at disse Ord ikke faar Lov at staa uimodsagte her i Bladet.
Vaalse, Novbr. 1904
