« Tilbage til søgeresultaterne
Borgerlig Vielse
Nogle Bemærkninger i Anledn. af Fru Thyra Jensens „En Redegørelse”.
Det er saa ofte, at Værdierne først rigtig klarer sig for En, naar man støder sammen med Menneskers Forsvars- eller Angrebs-Argumenter, en eller anden Sag vedrørende. Det kan give En en ganske ubændig Lyst til at faa sit Nej eller Ja sagt saa højt som muligt.
Noget af denne Lyst overkom mig, da jeg læste Fru T. Jensens: „En Redegørelse” om borgerlig Vielse i sidste Nr. af Kv. og Samf.
Er der i Ægteskabet et Retspunkt eller ikke? Noget, der ikke alene er privat, men noget offentligt, som angaar det Samfund, vi lever i, desformedelst vi ved det, vi kalder Ægteskab, paatager os bestemte Forpligtelser, der bliver til Byrder for Samfundet, hvis vi ikke opfylder dem, og som Samfundet derfor har Ret til at sikre sig imod, saa godt det formaar? Aldeles som det prøver paa at sikre sig imod alle de andre Optøjer, Menneskeheden ved at finde paa?
Nu er det jo imidlertid saa uheldigt, at det er blevet Skik og Brug, at Ægteskabets Retspunkt bliver, om jeg saa maa sige, underskrevet i en Kirke - og ikke som andre Retspunkter, d. v. s. Forpligtelser, Menneske og Menneske imellem, paa et dertil mere passende Sted.
De kristne skulde være de første til at tale meget højt og tydeligt om, at det er lige saa usømmeligt at afslutte den retslige Side af et Ægteskab som af enhver anden Kontrakt i en Kirke. For de kristne skulde være de første til at tale tydeligt om, at i en Kirke skulde der gærne komme saa faa som muligt af dem, der ikke har Lyst til at bede med Hjærtet, medens de udvendig ter sig saa samtykkende som muligt.
Og skulde Fru J.s Kompromisforslag blive til noget, vilde det da blot forværre den bestaaende uheldige Situation - jeg mener, at det vilde være meget kedeligt at faa noget indført, hvorved Mennesker rent udvendig beviser sig at være særlig hellige; de fleste behøver saamænd ikke at opflammes til at hykle lidt mere Fromhed, end de har; at det vilde tiltale en hel Del at ansøge om at blive fritaget for den ugudelige borgerlige Vielse, tvivler jeg ikke om.
Nej, lad os dog hellere bede de kristne, dem af dem, der „endnu ikke er færdige til at tage imod denne Lov”, og som kun kan tænke sig, at en gejstlig Herre indfører deres Ægteskabs Oprettelse i sin Protokol, om de ikke vil skynde sig lidt med at lade den Fordom fare og se en Smule fornuftigt og naturligt paa Sagen.
Fru J. „vover at paastaa, at hendes Kompromisforslag er et Tillidsvotum til det danske Folk, et Tilbud om at modtage denne Lov i Frihed og under eget Ansvar.”
Det er lovlig store Ord om den Sag. Man maa da ved disse Ord mindst tænke sig, at der gives Folket et Tilbud om, i ti Aar at leve i en ideel anarkisk Stat, hvor deres elskelige eller ikke elskelige Sindelag mod hinanden kan faa Lov til frit at udfolde sig og derefter - efter 10 Aars Forløb - tages op til Afstemning, om de har bestaaet den eller ej.
Og saa drejer Sagen sig blot om: ligesom vi undværer Kirken og gejstlig Assistance, naar alle andre Handler og Løfter afsluttes, kan vi saa ikke ogsaa med Lethed vænne os til det samme ved Indgaaelse af Ægteskab?
Bag efter kan vi, der har mest Lyst til det, jo bede en Præst tale nydeligt og velsignende til os.
Men for en kristen maa det jo da være saa selvfølgeligt, at min Nærmeste er slet ikke mere min Næste end alle andre; d. v. s. det gaar ikke bedre an at fragaa sine Forpligtelser over for andre, end over for sine Nærmeste, og derfor kunde det vel være lige saa nødvendigt at faa særlig Velsignelse lyst over alt andet, vi foretager os - foruden at indgaa Ægteskab *) - især hvis man troede, at en Præsts Ord i en Kirke havde en ekstra Kraft at føje til et Menneskes sanddru og inderlige Ønske om at lære at ville det gode mod alle.
Det er vel ogsaa nogenlunde tydeligt at se, at det er dette sidste, der bedriver alt godt, baade i Ægteskab og uden for Ægteskab, enten det saa har faaet kirkelig læst og paaskrevet eller ej; de kirkelige Vielser giver ikke nogen særlig Garanti i Retning af ekstra Dyd og Trofasthed, tværtimod er de udartet til en ækel verdslig Parade - ikke at tale om, hvor usand en saadan Kirkefærd er i mange, mange Tilfælde.
At tænkende Mennesker ikke har Lyst til at afskaffe den hurtigst muligt - og det sker jo absolut hurtigst ved tvungen borgerlig Vielse - er ufatteligt.
Og lige saa ufatteligt er det for mig, at man faar Lyst at lave et Compromis, fordi „Flertallet af Danmarks Kvinder endnu ikke er færdige til at tage imod denne Lov.” Jeg tror nu altid, man hurtigst bliver „færdig” ved straks at begynde paa det, der skal læres.
Fru J.’s Mæglingsforslag har endnu al hendes „Tro og Kærlighed” - men da det syntes haabløst at gennemføre, gik Fru J. „over til fuldtud at stemme for almindeligt borgerligt Ægteskabs Indførelse for alle, skønt det er Fru J.’s Overbevisning at „de fleste af Danmarks Kvinder endnu ikke er færdige til at tage mod denne Lov.” Fru J. „gaar ud fra, at de ved at faa Loven ind paa Livet nok vil blive forsonede og forstaaende.” -
Det lyder saa sært hele det Stykke! Men maaske det baade vil trøste og opbygge de ufærdige til Loven om borgerligt Ægteskab. Og saa vil det efter Fru T. J.’s Mening om disses Antal - jo ikke blive til Glæde for faa.
A. K.
*) Det vilde se sørgeligt ud for Kristendommen, hvis man skulde bedømme dens Kraft af de Resultater, man ser af Ægteskabet, indviet med Kirkens Velsignelse - hvor mon der er flere svegne Løfter og knuste Idealer?
Borgerlig vielse.
Idet jeg udtaler min glæde over, at fru Thyra Jensen i sidste nr. af „Kvinden og samfundet” har forklaret sin stilling i kirkeudvalget nærmere, må jeg give hende fuldstændig ret i, at det havde været rigtigere, om jeg havde skaffet mig det stenografiske referat af forhandlingerne. Men hvis jeg skulde have læst det igennem, inden jeg skrev min lille artikel, havde jeg ikke kunnet få den færdig i rette tid, og da jeg ønskede at få en forhandling om borgerlig vielse i gang, stolede jeg denne gang paa avisernes gengivelse. Og det forekommer mig, at der ikke er nogen væsentlig uoverensstemmelse mellem denne og referatet.
Der fandtes i det stenografiske referat en sætning, som særlig glædede mig, og som jeg gærne vil fæste folks opmærksomhed ved. Biskop Rørdam sagde nemlig: „Alle de bestemmelser, der kan træffes for at gøre den borgerlige side af sagen så lidt usmagelig for folk som mulig, bør naturligvis træffes, og dersom vi kan få udtalt noget derom, kan det være meget godt”. Denne udtalelse glædede mig, for det er faren ved indførelsen af tvungen borgerlig vielse, at det højtidelige ved handlingen falder bort, så at de to mennesker let kan glemme, at det er et alvorligt skridt, de gør, idet de begynder på et samliv, som helst skulde vare livet ud. Selv de fritænkere, som indgår borgerlig ægteforening, føler allerede nu et savn i så henseende. En fritænkersk kvinde spurgte mig fornylig, om jeg ikke troede, at de kristne vilde gøre noget for, at den borgerlige ægteforening kunde få noget af den samme højtidelighed som den kirkelige, ti ellers vilde let de mennesker, som syntes, at ægteskabet skulde indgås på en højtidelig måde, fristes til at lade sig vie i kirken, selv om de ikke var troende. Det glæder mig derfor, at der er tænkt på dette i kirkeudvalget, og jeg håber, at lovgiverne vil føle, at de har et ansvar i så henseende, så at de sørger for, at borgerlig ægteskabsindgåelse bliver - eller i ethvert fald kan blive - lidt mere end en blot og bar retslig kontrakt.
Fru T. J. opfordrer i slutningen af sin artikel D. K. til at få alle Danmarks kvinder til at underskrive på et skema, hvorpå „der var opført tvungen og valgfri og dr. N.s og fru T. J.s compromisforslag”. Desværre er D. K. endnu ikke således organiseret, at vi ser os istand dertil, men det er vort håb, at vor organisation en gang skal blive så stærk, at vi ved givne lejligheder kan udtrykke alle danske kvinders mening, og vi føler netop, at det bør være målet for et sådant over hele landet ordnet samfund.
Nykøbing F. i december.
A. Stampe-Feddersen.
