« Tilbage til søgeresultaterne
Forsømte Børn
Atter foreligger der Forslag til Lov „om Behandling af forbryderske og forsømte Børn og unge Personer" (1lte Oktober 1904). Vi minder om, at et lignende Forslag fremsattes i Landstinget 1901 af daværende Justitsminister Goos, og at da baade „Dansk Kvindesamfund" og „Dansk Kvinderaad" fremdrog forskellige Spørgsmaal vedrørende nævnte Forslag. Vi ved, at d’Hrr. Lovgivere er tilbøjelige til at glemme, at ogsaa Kvinderne har talt med om den Sag. Vi er jo nemlig ikke Vælgere, og vi maa derfor bestandig minde om, at Samfundets Ve og Vel ogsaa interesserer os, og at der er Spørgsmaal, hvor vi bør høres, selv som de Valgnuller, vi er. Et saadant Spørgsmaal er f. Eks. den offentlige Omsorg for forbryderske og forhutlede Børn.
Da for mange Aar siden en nu afdød Landstingsmand (Hr. Ploug) forfærdedes ved Tanken om, at Kvinder kunde attraa Sæde i Rigsdagen eller i de kommunale Raad, eller ønskede blot at blive Vælgere, saa fortalte han os, at vor rette Gerning var at drage Omsorg for Børnenes og de gamles Ve og Vel.
Og nu, da der lovgives om offentlig Forsorg for forbryderske og vanrøgtede Børn, har man i Lovforslaget dog ikke mere Brug for Kvindernes Kræfter og Forstaaelse overfor den Sag, end at det overlades til Sogneraad og Kommunalraad at vælge, om de 3 af 7 Medlemmer, som hver Kommunes „Værgeraad" skal bestaa af, skal være Kvinder eller Mænd.
De 4 andre Pladser i Værgeraadet besættes med: 1) Politimesteren (en Mand), 2) en af Amtsraadet valgt i Underøvrighedskredsen boende Mand, 3) Sognepræsten (en Mand) og 4) Sogneraadets Formand eller et af Kommunalbestyrelsen af dennes Midte valgt Medlem (en Mand).
Det synes, som om den Anskuelse har gjort sig gældende ved Udarbejdelsen af dette Lovforslag: at „den, Vorherre giver et Embede, giver han ogsaa Forstand".
Det er Embedet, der gør 2 af disse 4 til selvskrevne Medlemmer af et Raad, der skal tage Bestemmelser, der griber ind i Familielivet og er af den største Betydning for Samfundslivets sunde Udvikling.
Hvis nogen paa Forhaand skulde være selvskreven til at indtage en saadan Plads, hvorfor saa ikke snarere lade det være en af Lærernes Hustruer. I al Almindelighed kan det siges, at Mødre har en mere fintmærkende Forstaaelse overfor Børn end Mænd, og en rig Erfaring i at forstå Børns Unoder. Hos en Sognepræst har man ikke Ret til at forudsætte noget saadant.
Det forekommer mig dernæst, at der her ved Valget*} af Værgeraad var al god Grund til at lade Kommunens Kvinder vælge ud af deres Midte en almindelig agtet, gift Kvinde med Børn.
*) Hvor Stillingen er knyttet til et Embede, er der jo intet Valg.
Vil ingen af d’Hrr. Rigsdagsmænd arbejde for at skaffe os denne Valgret og Valgbarhed, da det synes at Valgloven (med Kvinders Valgret) foreløbig skal ligge i Dvale?
Men hvis dette ikke sker, kunde man i det mindste saa ikke tage Norges Lov om Valg af Værgeraad (1896) til Forbillede og sige: Kommunestyret skal vælge 5 af de 7 Medlemmer, og deraf skal l eller 2 være Kvinder. For 9 Aar siden gennemførte man en saadan Reform i Norge.
Bør Danmarks Kvinder derfor ikke nu kæmpe som Løver for at faa noget lignende indsat i vor Lov, for at faa Forslagets kan være en Kvinde, forandret til skal være en Kvinde, og saa faa Punkt 2 i § l forandret til „en af Amtsraadet, for hele Underøvrighedskredsen, valgt og i denne boende „Kvinde". I Forslaget staar „Mand".
løvrigt tilraader jeg Kvinderne at gøre sig bekendt med Lovforslaget og med vaagen Opmærksomhed følge dets Gang gennem Tinget.
Louise Nørlund.
Vi har modtaget følgende:
Mandag den 9. ds. holdt „Politisk Kvindeforening" sit første offentlige Møde i Studenterhuset. Efter at Frk. Trier var bleven valgt til Dirigent, indledede Fru Nørlund Mødet, hvis Dagsorden var „Lovforslaget angaaende forsømte Børn", idet hun gav en historisk Oversigt over nævnte Lovforslag. Hvad hun fremkom med, skal ikke gengives her, da Fruen ovenfor har skrevet om Æmnet. Efter hende fik Fru Johnsen Ordet for Oplæsning af et Indlæg. I stærkt sammentrængt Form følger her et Uddrag af samme.
„Fru Nørlund har fortalt Lovforslagets Historie, men selve Problemet har ogsaa sin Historie. Den stammer fra Halvtredsernes fænomenale Vækkelse i religiøs, særlig pietistisk Retning, og vi kan ikke forbigaa den, naar vi gaa tilbage til den Tids Kulturhistorie. Den affødte saadanne Personligheder som Stephensen paa Holsteinsminde, Borgmester Knudsen og Overlæge Brandes, hvilke sidste to, navnlig i det offentlige Liv, toge sig af denne Sags Løsning.
Borgmester Knudsen startede en lille Anstalt for nogle Børn, der i høj Grad vare misbrugte af Samfundet. Men begge disse Mænd gjorde ofte gældende i deres Syn paa Sagen, at Planen maatte gaa hen imod, under større Former, at bringe den ind under det offentlige.
Den pietistiske Side af det religiøse Liv kan siges at repræsentere Conservatismen.
Midlet „at kue Villien", der er Kernen i Pietismen, er ogsaa raadende i Forslaget i Modsætning til de friere Anskuelsers „at styrke Villien" for at kunne kæmpe imod og overvinde de Vanskeligheder, Livet fører med sig. Hvori ligger det da, hvad Foredragsholderen ogsaa fremhævede, at unge Forbryderes Antal er vokset i disse Aar? Vistnok i, at Vejene ere for complicerede; de Mennesker, der have optaget Gerningen, ere udviklede for fjernt fra den Kreds, de skal paavirke. De forstaa ikke indgaaende den Ungdoms Tanker og Sprog, de skal opdrage.
Jeg tror, § 20 og 21 anviser den rette Vej, nemlig at anbringe Børnene i Familiehjem, hver i sin Hjemstavn, og under saadanne Forhold, at de føle sig hjemme. Paa Landet anbringes de hos Bonden, i Byen hos Arbejderen.
Den Afsondring, der følges ved at indsætte dem paa Anstalter, gør dem fremmede for Samfundsforhold. Alt bliver for stærkt lagt tilrette for dem, baade moralsk og praktisk. Den Udvikling, andre Børn faar gennem Livets Mangler og Tilfældigheder, savne disse, og ude maa de derfor hjælpe sig, som de bedst kan.
Saa er der Forældreretten, som Foredragsholderen ogsaa drog frem. Angaaende dette Punkt glædede det mig at høre Minister Albertis Bemærkning i Debatten i Folketinget, „at man maatte vogte sig for at gaa Forældreretten for nær". Et stærkt slaaende Tilfælde, som beviser dette, vil jeg føre frem:
I en Familie, jeg kom i Berøring med, var Konen den forfærdeligste Skøge, man kunde tænke sig. Der havde været al god Grund til at fjerne Børnene fra hende: ikke desto mindre opdrog hun dem helt godt, og de vare alle flinke. Derimod var Mandens Forbitrelse over hendes Levned saa stor, at den en Dag bragte ham til at myrde hende. Efter Mordet kom Morderens Moder til mig; hun var naturligvis sønderknust. Hun sagde: „Min Søn var det bedste Menneske, man kan tænke sig, men vore Forhold vare daarlige, derfor blev han for tidlig taget fra mig. Havde jeg faaet Lov til at beholde ham, saa var dette aldrig sket".
Her blev Fru Johnsen afbrudt ved, at der forlangtes Afslutning.
Derefter fik Hr. Mikkelsen Ordet. Han fremhævede, at de Institutioner, der skulde tage mod de forsømte Børn, alle staa under kirkelig Ledelse eller Indflydelse. Men Kirken er ikke den bedste Factor i pædagogisk Henseende. Den arbejder paa at gøre Børnene skikkede til engang at opnaa den evige Salighed, men ikke paa at gøre dem til praktiske og dygtige Samfundsborgere. Hvis derfor Opmærksomheden ikke først og fremmest rettes mod det Princip, som Børnehjem og Opdragelsesanstalter skulle ledes efter, maatte vi hellere ønske, at hele Lovforslaget splintredes i Stumper og Stykker. (Protest fra Ledelsen). Fru Christmas og Frk. Andersen havde derpaa Ordet for kortere Bemærkninger, samt undertegnede for at paavise, at det, Fru Johnsens Indlæg tog Sigte
paa, var det samme, som Hr. Mikkelsen havde fastslaaet. Efter en kort Diskussion mellem sidstnævnte og Fru Nørlund, sluttedes Mødet ca. Kl. 11.
V. Holmbom.
