« Tilbage til søgeresultaterne
Om Kvinders Valgret
Når vi ser os omkring i verden, er Danmark snart det eneste civiliserede land, hvor kvinderne helt er udelukkede fra stemmeret, når undtages til de nylig oprettede menighedsråd.
Det var under den store revolution i Frankrig i slutningen af det attende århundrede, at kravene om samme ret for kvinder som for mænd begyndte at gøre sig gældende.
Samtidig med forkyndelsen af menneskerettighederne, hvorved man kun tænkte på disse for mændene, udgav Olympe de Gouges: „Erklæringen om kvindernes rettigheder”. Et bønskrift fra kvinder forlangte af nationalforsamlingen, at alle de privilegier, som mændene havde fremfor kvinderne, skulde ophæves. Men det vilde mændene ikke gå ind på.
I Tyskland udgav Hippel 1792 bogen om „Forbedring af kvindernes borgerlige stilling”. Og samme år udkom i England: „Vindication af the rigths of women” (håndhævelse af kvinders rettigheder) af Mary Wollstonecraft. I samme ånd virkede Saint Simonisterne i Frankrig før julirevolutionens udbrud 1830. Under revolutionen 1849 udtalte Viktor Considérant sig til gunst for kvinders politiske valgret.
Også i England arbejdedes der for kvinders vel, af Bentham, Herbert Spencer, og navnlig Stuart Mill, som sammen med sin hustru 1869 udgav: „On the Subjection of Women”, (kvindernes underkuelse) der vakte megen opsigt, og blev oversat på mange forskellige sprog. Herhjemme blev den af Georg Brandes oversat på dansk.
Men uagtet alle de dygtige indlæg til fordel for kvindens valgret, er det ikke lykkedes noget sted i Europa, at få denne gennemført, undtagen måske på den lille Ø Man ved Englands kyst.
For Englands vedkommende lykkedes det imidlertid efter gentagne inbragte andragender til parlamentet, at få underhuset 1897 til at vedtage kvinders stemmeret til parlamentsvalg, men overhuset forkastede det.
Men fik den engelske kvinde ikke politisk valgret, så fik hun dog allerede 1869, ved John Brights indflydelse, stemmeret til de almindelige byrådsvalg, og 1888 adgang til at vælge til grevskabsrådene.*) I Skotland tillige ret til at vælges. Det er dog kun de ugifte kvinder som ejer hus og har selvstændigt erhverv der har valgret, hvorimod den gifte kvinde er helt udelukket derfra. 1894 udvidedes valgretten således, at skattepligtig ugift kvinde også fik valgret til menighedsrådene og fattigforsørgelsen, medens hun alt siden 1870 kan vælges ind i skolerådene, til sognerådene, samt til de såkaldte Parish meetings, (møder af alle borgere i sognet). Til disse har såvel gifte som ugifte kvinder stemmeret og valgbarhed, og de får derigennem indflydelse på sundhedspleje og fattigvæsen.
Selv i Tyskland, hvor kvinderne i så mange år havde ondt ved at komme frem, har de mange steder valgret, når de er ejendomsbesiddere eller store skatteydere, dog naturligvis ikke ved politiske valg.
Siden 1882 har kvinder, som ejer hus, kommunal valgret i Skotland og i Irland siden 1887.
Medens i Australien mænd og kvinder har samme valgret, er kvinderne i Amerika udelukkede derfra, undtagen i enkelte mindre stater såsom Wyoming, hvor kvinderne allerede 1869 fik fuld politisk og kommunal valgret sammen med mændene. Senere har Washington, Colorado, Utah og enkelte andre fulgt eksemplet. Til skolerådene er dog kvinderne både valgbare og stemmeberettigede de fleste steder i Amerika. I Canada har kvinderne kommunal valgret i mange provinser.
I Rusland vælger kvinder, som er grundejere, ved mandlige stedfortrædere. I Sverige har skattepligtige og ejendomsbesiddende kvinder allerede i mange år haft en vis valgret, som man først i de siste år for alvor har begyndt at gøre gældende. I Norge fik for kun få år siden kvinderne fuld kommunal valgret, som der omfattes med stor interesse. Selv på Island fik kvinderne ved lov af 12. maj 1882 kommunal valgret.
Kun Danmarks kvinder synes at skulle stå tilbage, skønt der i så mange år er arbejdet for dem i den danske rigsdag. Den 6. nov. 1886 indbragte Fredrik Bajer første gang et selvstændigt lovforslag om kvinders kommunale valgret, og senere atter og atter. Folketinget stillede sig altid velvilligt overfor dette krav, og har med stort flertal vedtaget lovforslaget, men landstinget forkastede det. I de senere år er det igen indbragt flere gange, og kvinderne har indgivet andragender derom til både folketing og landsting. Folketinget har atter stillet sig velvilligt overfor kvindernes ønsker, men ligeså hårdnakket har landstinget forkastet eller begravet lovforslagene.
Når vil det dog gå op for de konservative mænd, at de ved deres modstand forhaler udviklingen i samfundet! Det viser sig dog stadig, at på de områder, hvor kvinderne har fået lov til at gøre deres indflydelse gældende, vinder samfundet derved.
M. Bajer,
f. Schlüter.
*) Omtrent svarende til vore amtsråd. Under dem sorterer bl. a. lokale skatter, hovedveje og broer, skoler, forsømte børn, sindssygeanstalter for ubemidlede, køb af jord til små jordbrug.
