« Tilbage til søgeresultaterne
Om Farerne ved at stille for store Krav til Børnene i Skolen
I sidste Hæfte af „Vor Ungdom” udtaler Dr. Bang en berettiget Frygt for den Fare, som den store Mængde Fag i Mellemskolen rummer. Han mener ogsaa, at der i flere af disse Fag stilles for store Fordringer til Børnene, medens der paa den anden Side bliver for lidt Tid til de moderne Fag, som Sløjd, Tegning og Gymnastik, hvis pædagogiske Værdi dog er uomtvistelig. „Faren er den”, skrives der, „at man atter nødes til at kaste en uforholdsmæssig stor Del af Arbejdet over paa Hjemmet, og den langt større, at man nøjes med Skinresultater, skabte gennem Dressur”.
For at afhjælpe disse Vanskeligheder foreslaas det at spalte Mellemskolen i Linier, ligesom Gymnasiet, eller at indføre Valgfrihed overfor visse Fag.
Man er klar over, at det er en meget farlig Sag at stille for store Krav til Børnene, særlig i Overgangsalderen, hvor det er smaat med Kræfterne; det tilsigtede Maal kan forfejles, og den hele aandelige og legemlige Udvikling er udsat for at tage Skade. En Side af Sagen synes man imidlertid ikke at have haft Blik for, den nemlig, at Fordringer, der overstiger Børnenes Evner og Kræfter, kan forandre deres Karakter paa en højst uheldig Maade, ja, ligefrem ødelægge deres Moral. I hvert Tilfælde nævner „Le Conseil des Femmes” Professor Binswanger, en berømt Læge fra Jena, som den, der paa en nylig afholdt Kongres for Børnehygiejne i Leipzig har henledet Opmærksomheden paa denne Side af Sagen.
Prof. Binswanger anfører et Eksempel, som de fleste Lærere vil kunne bekræfte ved analoge Tilfælde fra deres egen Praksis, om end Følgerne af Misgreb ikke altid træder saa stærkt frem. En Dreng blev sat i Skole, og viste sig i de første Aar at være en middelmaadig og udisciplineret Elev.
I Gymnasiet fulgte han kun med stort Besvær med. Man bebyrdede ham da med saa meget Ekstraarbejde, at han i femte Klasse maatte henregnes til de meget daarlige Elever. Da forandrede hans Karakter sig; fra at have været aaben, brav og ærlig, blev han lumsk, begærlig og tilbøjelig til dumme Narrestreger. Blev han mistænkt, løj han og foregav en Mængde indbildte Svagheder for at vække Medlidenhed. Lærerne konstaterede en moralsk Slappelse hos ham, og efter Lægens Raad tog Forældrene ham ud af Skolen og sendte ham til en Klinik, som netop bliver ledet af Dr. Binswanger. Her blev han i Løbet af 14 Dage atter elskværdig, føjelig og sanddru, og Dr. Binswanger sendte ham tilbage til Forældrene, idet han raadede dem til at give ham en Undervisning svarende til hans Evner, for at hans Karakter ikke atter skulde forandre sig paa en saa sørgelig Maade.
Den simple Kendsgerning, at Børn altid er glade og lette at komme ud af det med, naar man giver dem et Arbejde, som de har Lyst og Evner til, hvorimod de ofte bliver uartige, trodsige og fjantede, naar de føler, at de ikke kan følge med, og opgiver det hele, synes ganske at bekræfte Prof. Binswangers Teori om, at Skolen saaledes ofte kommer til at indvirke uheldigt paa Børnenes Moral, skønt den netop anser den etiske Udvikling af Personligheden for sin første og vigtigste Opgave. Jo mere Lærerne i deres Nidkærhed og Iver bestræber sig for at banke de forhadte Kundskaber ind i saadan en modstræbende Hjerne, desto større Skade udsætter de sig for at anrette, „Han bliver værre og værre!” klages der saa, men at give ham Lov til at opgive noget af det frugtesløse Arbejde, for at han med Lyst og Glæde kan kaste sig over de Fag, som ligger godt for ham, thi af dem er der dog i Almindelighed altid nogle, falder ingen ind. Det er en Selvfølge, at der er visse Fag, de simple Færdigheder, der, som Ellen Key siger „er Kniv og Gaffel ved Kundskabens Festmaaltid”, som man ikke kan opgive, men adskillige Fag kunde man med rolig Samvittighed fritage mange Elever for. Man vilde derved gøre Skoletiden langt mere lys og lykkelig for dem, og Betingelserne for at udføre et godt Opdragerarbejde vilde være flere og bedre, end de nu er.
