« Tilbage til søgeresultaterne
Borgerlig vielse
Den forhandling, der har fundet sted her i bladet om borgerlig vielse, har været ført fra så vidt forskellige lejre, at det har været vanskeligt, om ikke umuligt, at komme til en forståelse. Den københavnske kvinde, som stod aldeles udenfor kristendommen (A. K.), og den kristne præstekone fra landet (fru Thyra Jensen) som har levet sit liv og haft sin gærning blandt den sindige, religiøse danske almue - gives der større modsætninger?
A. K. synes, at sagen er så simpel. „Er der i ægteskabet et retspunkt eller er der det ikke?” spørger hun i Kvinden og samfundet nr. 25. Og da det er sikkert, at der er et retspunkt i ægteskabet, synes hun, at dette retspunkt ikke bør - „om jeg så må sige” - underskrives i kirken mere end enhver anden retshandel. Det lyder så klart, så logisk og så uimodsigeligt. Og det er jo også logisk ganske rigtigt, den overbevisning er fru Th. J. også kommen til, men så ser hun, at en stor del af det danske folk, som i mangfoldige slægtled kun har kendt til, at ægteskaber afsluttedes i kirken, har svært ved at finde sig til rette med nogen anden form for ægteskabs indgåelse, og så foreslår hun, at man skal være så hensynsfuld at give befolkningen på landet en overgangstid på 10 år til at vænne sig til den nye ordning. Det er mig ikke muligt at se, at hun svigter sin overbevisning, fordi hun ikke synes den, uden overgangstid, skal paatvinges anderledes tænkende. Dette ønsker A. K. derimod tydelig. Hun siger side 209: „Og så drejer Sagen sig blot om: ligesom vi undværer Kirken og gejstlig Assistance, når alle Handler og Løfter afsluttes, kan vi så ikke også vænne os til det samme, ved Indgåelse af Ægteskab?”; Og side 210 siger hun! „at tænkende Mennesker ikke har lyst til at afskaffe den (Kirkefærden -), hurtigst muligt - og det sker jo absolut hurtigst ved tvungen borgerlig Vielse - er ufatteligt.”
Og lige saa ufatteligt er det for mig, at man får Lyst til at lave et Compromis, fordi Flertallet af Danmarks Kvinder endnu ikke er færdige til at tage imod denne Lov. Jeg tror nu altid, man hurtigst bliver „færdig” ved straks at begynde på det, der skal læres”.
At A. K. er radical, idet hun med et slag vil udrydde fra roden det, hun finder ulogisk og påtvinge anderledestænkende sin tankegang - det er sikkert. Men hun kan ikke gøre sig fortjent til hædersnavnet „frisindet”.
A. K. burde tænke på, hvorledes det gik med alle de reformer, som Struensee vilde lyksaliggøre Danmark med. I Baches „Nordens historie”, 6te bind, side 517, læses følgende: „Som de andre Statsmænd, der udgik fra „Den nyere Filosofis” Skole, har Struensee givet Stødet til Afskaffelsen af virkelige Misbrug, men har også delt Fejl med dem, har ligesom de trot, at Folkets ejendommelige Karakter, dets Sprog og Sæder var betydningsløse Momenter, at en gennemgribende Reform kunde istandbringes i et Øjeblik ved det blotte Magtbud, uden Hensyn til, om Folket virkelig var modent til at modtage de Goder, der blev det tilbudt”. -
Hvis A. K. var minister, vilde hun sikkert bære sig ad aldeles som Struensee, men skønt jeg ganske vist finder, at borgerlig vielse for alle er det mest logiske, synes jeg dog, som fru Th. J., at den ikke bør indføres ved et lovbud for alle, men at der bør gives befolkningen en overgangstid til at vænne
sig til det nye.
Af dr. Nørregårds, af mig tidligere omtalte, stykke (se nr. 23) om ægteskabs indgåelse ses det, at den kirkelige vielse blev indført 1799. Altså har folket i over et hundred år vænnet sig til denne form for ægteskabs indgåelse. Er det da at undres over, at man ikke straks kan slippe den?
Ægteskabet indeholder et retspunkt - det er sandt Men det indeholder tillige noget meget mere. Det er en pagt, som to mennesker slutter for livet, og det er intet under, at folket, der er vant til, at det er kirken, der erklærer dem for rette ægtefolk at være, ikke straks kan lade sig nøje med, at de først kan få kirkens velsignelse, efter at ægte skabsforstanderen har erklæret dem for ægtefolk.
Det undrer A. K., at jeg frygter, at noget af det højtidelige ved vielsen skal falde bort; hvis det skulde blive en simpel retshandel, der afsluttedes uden spor af højtidelighed. Det ligger i, at A. K. ikke kender befolkningen på landet og ikke ved, hvilken betydning kirken har i mangfoldige egne af Danmark, Bondens daglige liv bliver tit meget materialistisk, men det er - som regel - fra kirken og de levende kristne, at det åndelige liv - hvis der overhovedet findes åndeligt liv på en egn - får sit udspring.
Selv om der ofte gives en snæversynet, fordummende forkyndelse, så er det dog som oftest kirken der vedligeholder den ideelle trang, som findes i ethvert menneske, og vækker samvittigheden. Det følger af sig selv, at hvor kirken er en statskirke og kirkens præster statsembedsmænd, er der en mængde vanekristne og ligegyldige, og at megen synd går i svang under en ydre kirkeligheds skjul. Men dette kan ikke afkræfte den kendsgerning, at den bedre del af den danske kirke har en overordentlig opdragende og forædlende indflydelse på det danske folk. Det er derfor intet under, at mangfoldige alvorlige mennesker har svært ved at finde sig i, at forbindelsen mellem kirken og det skridt, de anser for et af de største og betydningsfuldeste, de gør i livet, i høj grad løsnes. -
A. K. skriver i nr. l af Kv. og Sf. for 1905, side 5: „For Øjeblikket bruges der jo omtrent kun kirkelig Vielse. Hvordan ser Ægteskaberne ud? Det hører dog uomtvistelig til de sjældne Oplevelser at se et Hjem, hvor der bor Trofasthed, Kærlighed og fuld Forstaaelse”. Det er underligt, hvor forskellige menneskers oplevelser kan være! Jeg har i mit liv ikke set mange fuldkomne ægteskaber, fordi alt menneskeligt er så ufuldkomment, men trods alt, hvad der kan være af ufuldkommenhed, af gnavenhed og skænderi, har jeg netop set så megen kærlighed, trofasthed og sammenhold i ægteskaber, byggede på den gamle grundvold: viljen til at leve hele livet sammen i „modgang og medgang”, indtil „døden skiller os ad”. -
Kvindesagen bæres frem af så forskellige retninger herhjemme, og Dansk Kvindesamfund består af så højst forskellige mennesker: kristne og ikke kristne, højremænd, venstremænd og socialdemokrater, københavnere og landboere - der er et, der forener os alle: ønsket om lige ret for mand og kvinde. Jeg synes, det vilde være udmærket, om denne fælles sag kunde gøre os forstaaende overfor hverandre, så at vi forsøgte at sætte os ind i hverandres tankegang. Så nåede vi sikkert længere i den store sag, som forener os alle!
Nykøbing F. Februar 1905.
A. Stampe Feddersen.
Se desuden Side 34, 2.
Red.