« Tilbage til søgeresultaterne
Borgerlig Vielse
„Den gode Forståelse”.
Da Fru Stampe Feddersen har nævnet mig „den kristne Landbokvinde” som en yderlig Modsætning til den københavnske Kvinde A. K., har jeg fået Lyst at sende et lille Svar.
Fru S. F. maner Kvindesagens Venner til at være forstående over for hinanden, og det vidner sikkert om Forståelse af en Fremtidsfare og stor Kærlighed til Sagen selv.
Men for at kunne forstå, er det heldigt at kunne se og høre, og vi Landbokvinder kan hverken se eller høre den, der i en Polemik ikke kæmper under sit Navn.
Ved vore Folkemøder og i vor Skole lærte vi:
„Vil Dansken i Verden fægte
men dølger Åsyn og Navn,
jeg ved, at hans Ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i Favn”.
Første Gang, jeg for mange År siden deltog i en Polemik, skrev jeg også under et Mærke, men Redaktør Carlsen i Hjørring sendte mig Artiklen tilbage og bad mig sætte mit Navn under, da Artiklen var så personlig. Min første Følelse var dyb Skamfuldhed, og Skamfuldheden blev dybere, da jeg ved at læse Artiklen igennem påny følte en stor Lyst til at mildne adskillige Udtryk, nu, mit Navn skulde under.
Det påstås, at de allerfleste anonyme Breve desværre stammer fra Kvinder; det bliver vanskeligt anderledes, men kan vi i hvert Fald ikke kæmpe for fuld Åbenhed i Polemik, i vort eget Organ især? Det hæmmer Forståelsen uhyre, at man ikke engang véd, om det er Mand eller Kvinde, der skriver.
Hvem af os kender ikke Historien om den vejfarende, der kommer til den enlige Bonde på Jyllands Heder og spørger om Vej og beder om Hvile og Mad, men som intet opnår, før Spørgsmålet er besvaret: „Mig få Lov at spørge, hvor er den Mand fra?”
Vi har smilt af denne store Nysgerrighed.
Og dog var det måske noget helt andet, der lå til Grund.
Vi Landboere har som andre civiliserede Mennesker en Trang til Form. Vi kan yde Gæstfrihed, men vi vil vide overfor hvem. Vi kan også være i Besiddelse af Villie til at være forstående overfor anderledestænkende, selv om der tales uden Forståelse om det, vi elsker og skylder Tak, men vi vil vide, hvem det er, der står overfor os.
Tør det håbes, at vore Landbokvinder efterhånden vil tage Ordet i „Kv. og Sf.”, som jo er Kvindesagens eneste Organ i Landet, ja, da må Københavnerinderne møde i åben Kamp - Navn overfor Navn - det er sikkert en af Vejene til gensidig Agtelse og god Forståelse.
Thyra Jensen.
Jeg skal ikke trætte læserne med nogen længere Udvikling i anledning af A. K.’s bemærkninger til mig i sidste nr. af Kv. og sf. Jeg kan ikke erkende, at jeg har overfaldet A. K. „uden mundkurv på” men overlader dommen til læserne.
Jeg kendte kun A. K. gennem hendes artikel i nr. 25 af Kv. og sf. for 1904, og det faldt mig ikke et øjeblik ind, at A. K. var kristen, idet hun bestandig taler om „de kristne” ikke om „vi kristne”. Så har jeg taget fejl, tror jeg, at A. K. selv er lidt skyld deri.
Med hensyn til frk. Falbe Hansens ytring, da kan jeg ikke - hvor højt jeg end sætter frk. Falbe Hansen - finde den aldeles rigtig. Vi har i dette øjeblik for alle, der ikke tilhører et af staten anerkendt trossamfund, tvungen kirkelig vielse, hvilket er til forargelse for alle alvorlige kristne, men når tvungen borgerlig vielse bliver indført, kan man ikke sige, at den eneste forandring, der sker, er, at den kirkelige fra at være tvungen bliver frivillig. Thi tager vi ordet vielse i den forstand, hvori det nu bruges, nemlig som ægteforening, så bliver den kirkelige vielse afskaffet, thi det par, der er viet udenfor kirken, kan ikke vies om igen i kirken. Skal der indføres frivillig kirkelig vielse, må det blive den valgfri form for vielse, den som Ålborg-kredsen holder på.
Min sympati er for den tvungne borgerlige vielse, men jeg ved og forstår, at der er mennesker, hvem det falder svært, at deres ægteskab ikke skal kunne indstiftes i kirken, og det er disse menneskers følelser, jeg synes, man burde tage lidt hensyn til.
A. Stampe Feddersen.
