« Tilbage til søgeresultaterne
„Kvindernes Blad” og Kvindesagen
Kvindernes Blad har i den sidste Tid taget Kvindesagen under Behandling paa en Maade, der er ret forbavsende. Naar et Blad kalder sig Kvindernes, gør det i sin Titel Fordring paa at lade sine Læsere følge med paa alle Kvindernes Omraader, at repræsentere alle Kvinde-Interesser og repræsentere dem ligeligt - ellers burde det kalde sig „Damernes”, „Husmødrenes”, „Tjenestepigernes”, eller hvilke Interesser det nu fortrinsvis vilde repræsentere. Det har nu imidlertid kaldt sig „Kvindernes”, og det maa derfor forbavse, at det behandler en Sag som Kvindesagen, der interesserer en stor og det ikke den mindst betydende Del af Kvinderne saa meget, paa en Maade, der for det første røber baade Mangel paa Forstaaelse og Mangel paa Sympathi. Disse to Mangler er dog ikke de værste, skønt man vist uden at være for fordringsfuld turde forudsætte begge Dele hos et Kvindeblad - men naar der saa tillige røbes en saadan Mangel paa Kendskab til det, der tales om, har man Ret til at blive forbavset over, en saa stedmoderlig Behandling af en vigtig Side af Kvindernes Interesser.
Hvis „K. B.” kendte noget til Kvindesagen, kunde det ikke lade snart en, snart en anden af sine Medarbejdere skrive Artikler, der røber den fuldstændigste Misforstaaelse af Kvindesagens Indhold, samt i andre Artikler, der ikke omhandler Kvindesagen, indflette smaa Sidehug, der ser saa uskyldige ud, men er alt andet end uskyldige, da de kan give Læserne et fejlagtigt Indtryk af Kvindesagen, idet de lemfældigt lister en Kritik ind paa Folk uden at opfordre disse til at eftertænke, om denne Kritik nu ogsaa er berettiget.
Sidehuggene vil jeg lade ligge og indskrænke mig til et Par Artikler, hvoraf den ene „Fremskridt?” (af Fru Lucretia) blev imødegaaet i Enkeltheder i forrige Nr. af dette Blad Jeg skal derfor ikke gaa nærmere ind paa denne Artikel, men maa blot have Lov til at anholde Fru Lucretia paa et Par Punkter: For det første siger Fru Lucretia, at „Kvindesagens Princip” er „Fordringen om Mænds og Kvinders fuldkomne Ligestilling”, og tilføjer: -„Dette Princip er imidlertid kun et Postulat”. Dette er ulogisk, thi en Fordring kan aldrig være et Postulat, som er: en Paastand uden Bevis; thi: naar man fremsætter en Fordring, behøver man ikke yderligere Bevis for, at man ønsker det man fordrer.
Men nu kommer der et Postulat. Fru L. siger nemlig derefter: „dets (Princippets) eneste sunde og sande Grundvold: Mænds og Kvinders fuldkomne lige og ensartede Evner og Kræfter - kan endnu langtfra betragtes som godtgjort”. At dette er det eneste sunde og sande Grundlag for nævnte Princip er et Postulat, der i høj Grad kræver Bevis, og dette Postulat er ganske Fru Lucretias eget, ikke Kvindesagens.
Hvor har Fru L. læst eller hørt den Udtalelse, at Mænds og Kvinders Evner og Kræfter for det store Flertals Vedkommende er de samme og skal anvendes paa samme Maade ? Ikke blandt Kvindesagens Venner, thi disse hævder kun fuld Frihed for Kvinderne til at udfolde deres særlige Evner, hvad enten de gaar i den ene eller den anden Retning, ligesom Mændene frit kan udfolde deres - Loven hindrer ingen Sinde dem i at indtage den Plads, deres Evner berettiger dem til -, det er altsaa kun et Krav om Retfærdighed, Lighed overfor Loven, der kræves, aldeles ikke Lighed i Evner; tværtimod, dette ønskes ikke engang: Kvindesagsvennerne mener netop at kunne tilføre Samfundet nye Værdier paa Grund af Kvindernes særegne Evner, som nu mangler i Samfundets Tjeneste.
Dette var Fru Lucretia.
I Numret for den 22. Marts har K. H. skrevet en Artikel om Stemmeretten, hvori K. H. beskriver, hvorledes Kvinderne sukkende og „bønfaldende anraabe Mændene om Hjælp til Opnaaelse af Stemmerettens vidunderlige Velsignelser”, og tilføjer, at „man absolut ikke har kunnet undgaa at føle sig lidt træt, til Tider endogsaa lidt flov paa sit Køns Vegne.”
Naar man har læst K. H.’s Artikel til Ende, kan man ikke undgaa at blive ikke lidt, men meget flov paa sit Køns Vegne ved at se et saadant Vidnesbyrd om, hvor lidt Forstand paa „Stemmerettens vidunderlige Velsignelser nogle Kvinder har til Trods for alt det ærlige og uegenyttige Arbejde, som Kvindestemmerettens Forkæmpere - baade Mænd og Kvinder - i mange Aar har ydet for at vække Interesse hos Kvinderne selv for denne Sag, et Arbejde, som K. H. omtaler paa en haanlig og meget overfladisk Maade, der vidner om K. H.’s fuldstændige Ukendskab til det, hvorom hun taler.
Efter en Indledning, hvori K. H. lader de Kvinder, der kæmper for Stemmeretten, optræde paa en dum og pjattet Maade - der ganske er K. H.’s egen Opfindelse, Stemmeretsforkæmperne har hverken udtalt eller tænkt noget saadant - skriver K. H.: „Naar Kvinderne ikke for længe siden har opnaaet Stemmeretten, er det saavist ikke Mændenes Skyld, men Kvindernes egen”. Ja, saalænge, Kvinderne endnu ikke har rejst Kravet, er det selvfølgelig ikke Mændenes Skyld, at vi ikke har faaet Valgretten, men Kravet har nu været rejst i over 30 Aar, er det saa Kvindernes Skyld, at vi ikke har faaet den. Ved K. H. da, hvorledes den Slags Borgerrettigheder opnaas ? Dette kan kun ske gennem en Forandring af Lovene, men naar Kvinderne ikke sidder i de lovgivende Forsamlinger, hvordan skal da Kvinderne faa Lovene forandrede, uden ved at vinde Mændene for deres Sag og saaledes faa dem til at gøre det? Thi K. H. kan da umuligt mene, at Kvinderne for længe siden burde have skaffet sig Stemmeretten ved f. Eks at marchere op i Rigsdagsbygningen og spærre alle Udgange, indtil Lovforandringen var foretagen, eller ved at etablere Generalstrejke over hele Landet! Hvad er da Meningen med, at Kvinderne for længe siden kunde have opnaaet Stemmeretten?
Endvidere kalder K. H. det „misforstaaet Galanteri og Ridderlighedsfølelse” om Mændene „gav Kvinderne” den Valgret, som kun et Mindretal af dem ønsker, og som endnu færre har Forudsætningerne for at benytte”. Her er K. H. endnu ikke rigtig kommet ud over Balsalsstandpunktet, der ikke passer i en saglig Diskussion om Kvindestemmerettens Berettigelse. Her er aldeles ikke Tale om Galanteri eller Ridderlighed, paa den Konto ønsker vi os intet, men kun Tale om et simpelt Krav om Retfærdighed: Naar Kvinderne maa bære de Byrder, f. Eks. Skatter, som Stat og Kommune paalægger Borgerne, i samme Grad som Mændene, er det ikke mere end rimeligt, at de ogsaa i samme Grad som Mændene har de Rettigheder, som Stat og Kommune giver sine Borgere.
K. H. fortsætter lige efter: „Og det bør ingen af os ønske, saa lidt som nogen, der er i Besiddelse af virkelig Samfundsfølelse, bør ønske sine egne snevre Interesser fremmede paa det hele Samfunds Bekostning”. Dette er altsaa K. H.’s Opfattelse af, hvad der sker, naar alle Kvinder faar Stemmeret, saa fremmes ens - d. v. s. Stemmeretsforsamlingens - egne snævre Interesser paa det hele Samfunds Bekostning”. K. H. kan umuligt tænke sig noget saa uegennyttigt, som at Stemmeretsforkæmperne vilde søge at fremme ogsaa de andre Kvinders Interesser, (naturligvis sine egne først), end sige tænke sig, at oprigtig Samfundsinteresse skulde være Aarsagen til Ønsket om Kvindestemmerettens Indførelse. Derimod kan jeg i fuldeste Maal slutte mig til den Udtalelse af K. H., at der er et stort Arbejde at gøre inden for Kvindernes egen Kreds, det er Kvinderne selv, der skal vækkes - men det skal gøres ved Siden af at stille Retfærdighedskravet til Mændene, ikke i Stedet for, som K. H. øjensynligt mener, men K. H.’s Artikel har tillige belært os om, hvor det er, der soves den tungeste Søvn og tænkes de letteste Tanker, og hvor altsaa den tungeste Kamp skal føres. Det er blandt dem, som vi havde mest Grund til at regne for vore Venner, fordi de tilsyneladende vandre mod samme Maal og under et lignende Flag. Som sagt, vi er enige i, at vi bør gøre dette store Arbejde, men vi er ikke enige med K. H. i, at Maalet først bør naas, naar hele dette Arbejde er gjort: thi at vi, der længes efter at faa Lov til at bruge vore Kræfter direkte i Samfundets Tjeneste der, hvor vi kan, saa at ikke Loven, men kun vore egne Evner sætter Grænserne for vor Virken, skulde vente med at se dette Retfærdighedskrav ske Fyldest, indtil alle Danmarks „K. H.”-er omsider erhvervede sig Forstaaelsen af „Stemmerettens vidunderlige Velsignelser” og delte vor Stræben - det var dog alligevel for haard en Fordring.
