« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindebevægelsen og Charlotte Ejlersgård
Til
den ærede Redaktion af Kvinden og Samfundet.
I Anledning af Redaktionens Bemærkninger til mine Artikler i „Højskolebladet” om Kvindebevægelsen skal jeg tillade mig at udtale følgende:
Det Par Unøjagtigheder, som Bladet har fundet i disse Artikler, stammer fra, at Artiklerne har ligget længe og ventet paa Højskolebladets Kontor, inden det meget optagne Organ fik Plads til dem. Forandringerne er skete i Mellemtiden. Heldigvis staar Tiden jo ikke stille. Dansk Kvindesamfunds Kredse formerer sig, og Kvinderne opnaa stadig større og større Rettigheder.
Naar Redaktionen har følt sig fortrydelig over min Omtale af „Kvinden og Samfundet” og i den Anledning indstiller mig til Dansk Kvindesamfunds Medlemmers Dom, bør den ogsaa aftrykke min Omtale i sin Helhed i Stedet for kun at bringe løsrevne Brudstykker deraf. Derved bliver det lettere for de vedkommende at dømme, ligesom de overhovedet derved først faar at se, hvad det drejer sig om.
Til Slut kun dette. Jeg kan ikke lade mig paanøde et andet Syn paa „Kvinden og Samfundet” end det, jeg nu en Gang har, og som jeg mener er rigtig. Og som et Vidnesbyrd om, at jeg ikke staar ene med denne min Opfattelse, men at den tvært imod deles af en stor Del baade af de ledende og de menige Medlemmer indenfor Dansk Kvindesamfund, skal jeg anføre, at der jo paa Aarsmødet i Sommer egentlig var overvejende Stemning for at lade Bladet gaa ind.
Ærbødigst
Charlotte Ejlersgård.
Vi har udvalgt Brudstykkerne af Fru E’s Artikel ganske loyalt og kan ikke indrømme, at vi har gjort fruen nogen Uret ved dette Udvalg; men vi skal dog gerne her aftrykke hele det Stykke, hvori Fru E. omtaler Kv. o. Sf. - sammen med to Modindlæg som også har været optaget i „Højskolebladet”.
Hvad Fru E’s Unøjagtigheder angår, da bliver de jo ikke mindre ved, at Fruen kalder dem „det Par Unøjagtigheder”. Det kan ikke bortforklares, at Fru E. har fremstillet vort Blad som værende af svindende Betydning og i økonomisk Tilbagegang; skønt det modsatte er Tilfældet.
Og det er efter vor Mening ikke således, en Kredsformand bør handle.
Unøjagtighederne er dernæst af så gammel Dato, at Fru E. ikke kan undskylde sig med, at hendes Artikel har ligget længe på „Højskolebladets Kontor”. Kv. o. Sf. har siden Jan. 1902 - i over 3 Aar - været 14 Dages Blad (før den Tid: Ugeblad). Fru E. siger, at det fra 14 Dages Blad er blevet til Ugeblad. Hvorledes kan da Fejlen forklares ved, at hendes Art. har ligget på H. Bl.’s Kontor?
Endelig skal vi fastholde en ny og slem Unøjagtighed i Fruens ovenstående Svar.
Stemningen på Fællesmødet var den modsatte af, hvad Fru E. påstår. Forslaget om at indskrænke Bladets Virksomhed vakte ikke blot Modstand, men et enstemmigt Ønske om at udvide den. Mødet vedtog nemlig enstemmigt følgende Resolution:
„Fællesmødet giver Fællesstyrelsen Myndighed til at gøre Kvinden og Samfundet til Medlemsblad fra Januar 1905, hvis det økonomisk kan lade sig gøre”.
- - - - 1885 fik „Dansk Kvindesamfund” sit eget Organ „Kvinden og Samfundet”. Dette Blad har fristet en ret krank Skæbne. Det har været Smertensbarnet inden for Foreningen, idet den i Stedet for at have Indtægt af Bladet hvert Aar har maattet bringe pekuniære Ofre for at holde det gaaende. Og det skønt der senere er oprettet flere Kvindeblade, der har ført en blomstrende og i pekuniær Henseende lykkelig Tilværelse, saaledes „Husmoderens Blad”, redigeret af Fru Sofie Horten, samt Damernes Blad”, redigeret af Frøken Valborg Andersen. Særlig „Husmoderens Blad” har en meget stor Udbredelse.
Grunden til „Kvinden og Samfundet ”s ublide Kaar maa ingenlunde søges i, at det har været daarligt redigeret. Det havde sidst en saa dygtig Redaktør som Frøken Kirstine Frederiksen, en Kvinde, der endog uden for Landets Grænser var bekendt som et meget betydeligt Menneske, og som baade i Skolen og Kvindesagen har nedlagt et Kæmpearbejde, Kirstine Frederiksen redigerede Bladet lige til sin Død i Sommeren 1903. Hun døde under et Besøg hos Slægtninge i Amerika. Her har hun efterladt en tom Plads, som vanskeligt udfyldes.
Aarsagen til, at „Kvinden og Samfundet” har haft saa svært ved at vinde Fremgang, maa vist søges dels i en upraktisk Startning. Det begyndte saa fornemt at liste sig frem ved Vennehjælp i Stedet for at benytte den store Reklame, den andre nye Blade, der vil skaffe sig Udbredelse, nødvendigvis maa benytte. De ledende forstod ikke, at vil man vinde en Formue maa man først ofre en Formue. Desuden har Bladet udelukkende bragt tungt oplysende Stof. Det har manglet den lette Servering og det underholdende Indhold, som de senere Kvindeblade mere har lagt Vægt paa. Størstedelen af det læsende Publikum vil mores og underholdes. Det mere vægtige Stof skal helst narres og listes ind.
Nu efter Frk. Kirstine Frederiksens Død udfolder Bladet atter Anstengelser for at naa frem; men det gør sig ikke Anstrengelser nok. Man er stadig for ængstelig for at vove fuldt og helt.
Fra Fjortensdagsblad er det blevet Ugeblad. Men dets Reklame indskrænker sig stadig til, at et Par Damer bly gaar op paa enkelte københavnske Bladkontorer og beder dem skrive nogle pæne Ord om det. Eller de sender nogle gamle Aargange ud til nogle Provinsredaktioner, I Stedet for at de ødselt burde sprede Bladet ud over hele Landet. Lade hvert eneste Blad Gang paa Gang fortælle, at det er til.
Men maaske er det nu for sent at bringe disse store Ofre, da Bladet en Gang har ladet det belejlige Øjeblik gaa tabt. Et Foretagende, der i en Aarrække har ført en i økonomisk Henseene hensygnende Tilværelse, rejses ikke let. Og, skulde Bladet helt forsvinde, kan Savnet bæres, idet de fleste Dag- og Ugeblade for Øjeblikket med Interesse og Sympati behandler Kvindesagen og gerne optager enhver nogenlunde velskreven Artikel derom. - - - -
Det kan ikke andet end glæde én, naar en ny Læsekreds gøres bekendt med Kvindebevægelsen i Danmark, og vi skylder Fru Charlotte Eilersgaard Tak, fordi hun i Højskolebladet Nr. 8 og 9 d. A. har givet en Oversigt over denne Sags Udvikling her i Landet.
Det er en stor Opgave, hun har sat sig, at give Besked om alle de forskellige Kvindeforeninger og Kvindesamfund, der har virket og virker her i Danmark, samt om de ikke ret talrige Forbedringer i de Love, der vedrører Kvinderne. Naar man har sat sig en saa stor Opgave, bør man henvende sig til alle de forskellige Foreninger, man skriver om, for at faa nøjagtig Besked. Dette har Fru Charlotte Eilersgaard øjensynlig ikke gjort, og der har da ogsaa indsneget sig ret store Unøjagtigheder, som
f. Eks., at dansk Kvindesamfund siges at have 19 Kredse (det har 25), at Fællesstyrelsen bestaar af 5 Medlemmer foruden Formanden (den bestaar af 9 Medlemmer), at „Kvinden og Samfundet” er et Ugeblad (det er et 14 Dages Blad) o. s. v. Paa et Punkt er Fru Eilersgaards Fremstilling dog aldeles misvisende, det er netop med Hensyn til „Kvinden og Samfundet”.
Dette Blad saa Dagens Lys 1885, det udsprang af en Trang til et Organ i Kvindesagskredse, hvor der i de Tider førtes livlige Forhandlinger, og det gjorde ganske udmærket Fyldest, fyldte med Ære sin Plads og indeholdt fortrinlige Artikler, som endnu læses med største Interesse især i Provinserne, hvor Sagen ikke er saa uddebatteret som i København. Siden den daværende Redaktør (Frk. Elisabeth Grundtvig) fratraadte, har det ganske vist ikke forstaaet at hævde sin Stilling saa godt, men dette beror til Dels paa forandrede Forhold i Dansk Kvindesamfund. 1893 blev Dansk Kvindesamfund fra at have været en københavnsk Forening med Tyngdepunkt i København, omorganiseret til en Forening med Kredse over hele Landet og en Fællesstyrelse til at lede det hele. Da burde Bladet have været gjort til Medlemsblad og dannet Bindeleddet mellem Fællesstyrelsen og Medlemmerne. Det var en Fejl, at dette ikke skete; men paa denne Fejl søger Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse nu at raade Bod. En ung kraftig Redaktør har bragt Bladet Fremgang, og det udgaar nu som Medlemsblad til 10 Kredse og tæller ca 1100 Holdere mod ca 500, inden denne Redaktion overtog Bladet.
Fru Ch. Eilersgaard sammenligner „Kv. og Samf.” med „Damernes Blad”, „Husmoderens Blad”
o. s. v. og kritiserer, at „Kv. og Samf.” ikke tager mere let Stof, som kunde bringe Bladet til at gaa lettere i Folk og derved skaffe det Fremgang. Dette beror paa en fuldstændig Misforstaaelse af „Kv. og Samf.”s Opgave. Dets Opgave er ikke at bringe Husraad, Mønstre til Kraver og Madopskrifter og derved forsigtig lokke lidt Kvindesag ind i Folk. „Kv. og Samf.” er ikke et Kvindeblad, men det er Danmarks eneste Kvindesagsblad. Kvindesagen er en Sag, der maa arbejde sig op imod Strømmen og kan ikke gøre Regning paa at vinde det store Publikum. Det maa sammenlignes med Blade som Nylænde i Kristiania, der ogsaa kun har en begrænset, men stærkt interesseret Læsekreds. Dansk Kvindesamfunds Bladudvalg, som er sat til at føre Tilsyn med Bladet, samt Bladets Redaktion er sig fuldt bevist, at der er store Mangler ved Bladet, som det er, men vi har det bedste Haab om, at Bladet - ved vor ærlige Stræben - efterhaanden skal arbejdes op til at fylde sin Plads som Kvindesagsorgan i Danmark og Bindeled mellem Fællesstyrelsen og Kredsene. Men for at dette skal kunne naas, maa vi først og fremmest kunne gøre Regning paa vore Kredses Støtte og paa Fællesskabsfølelsen mellem Kredsene og Fællesstyrelsen.
A. Stampe Feddersen.
Der har i Fru Ch. Eilersgaards Redegørelse for Kvindebevægelsens Udvikling herhjemme indsneget sig nogle Unøjagtigheder, som det dog vist i Sandhedens Interesse er tjenligt at faa rettet.
Navnlig vil Fruens Oplysning om. „at „Dansk Kvindesamfund” har opnaaet, at Syerskerne nu gennemgaaende faar deres Arbejde bedre betalt end tidligere”, kunne føre til slemme Skuffelser for Provinsboere, hvis de heraf vil slutte, at der kan opnaas gode Vilkaar ved at rejse til København som Syersker.
Bliv bare herfra!
Det er rigtigt nok, at Herredsfoged Sveistrup paa Foranledning af „Dansk Kvindesamfund” har udgivet en statistisk Oversigt over Syerskernes Kaar (dog kun over et begrænset Antal). Og det passer vistnok ogsaa meget godt, at „det derved kom til almindelig Bevidsthed, hvor daarligt denne Stand er lønnet”.
Men der skal desværre mere til for at bedre Forholdene end at skrive om dem.
Stillingen er faktisk den, at i Stedet for Bedring gaar Tendensen fra Aar til Aar i Retning af Lønreduktioner for langt de fleste Syerskers Vedkommende. Det er aldeles utroligt, hvad Forretningerne kan byde og faa Arbejdet leveret for. Hvad der for ganske faa Aar siden er betalt med l Kr., er nu gaaet ned til 60 Øre. Der kan nævnes Masser af Eksempler paa lignende Forhold. Kun de kvindelige Herreskræddere har i et Antal af godt 1000 ved enig Optræden og Sammenhold faaet indført Priskurant og hævet Lønnen.
Fru Eilersgaard er ikke heller fuldt ud i Overensstemmelse med de virkelige Forhold i sin Omtale af de kvindelige Fagforeninger - og i enkelte andre Punkter paa Kvindebevægelsens Omraade.
1) Fruen skriver:
„1885 sluttede en Del Vadske- og Rengøringskoner sig sammen og dannede „Det kvindelige Arbejderforbund”. Senere organiserede en Mængde kvindelige Arbejdere sig: Tuborg Fabriks- og Cikoriearbejdere, Maskinsyere, Korsetsyere, Staalpolerere samt Herreskrædderne. Og foruden disse Organisationer med udelukkende kvindelige Medlemmer er der ogsaa optaget Kvinder i de fleste Fagforeninger.”
Hertil er kort at bemærke, at Vadske- og Rengøringskonerne paa ingen Maade var de første paa Organisationens Omraade - hvad man heller ikke kunde vente - de er tværtimod først kommen med i de senere Aar og har end ikke kunnet overvinde Vanskelighederne - endnu har den Organisation ingen Betydning. De første, der samlede sig, var Fabriksarbejderskerne, Bryggeriarbejderskerne, osv. - og dem var det, der dannede „Kvindeligt Arbejderforbund”.
Fruen nævner „Maskinsyersker” og „Staalpolerere”. Hvad er det for nogle? Det maa vel være Maskinstrikkere og Guld- og Sølv-Polerere - saadan to Foreninger eksisterer nemlig. Og hvad angaar „de kvindelige Medlemmer, der er optaget i de fleste Fagforeninger,” saa er de virkelige Forhold disse, at af ca. 200 københavnske Fagforeninger har højt regnet de 10 optaget kvindelige Medlemmer: Skræddere, Bogbindere, Hattemagere, osv. - Det kan da ikke kaldes „de fleste”.
2) Lad gaa med, at „Dansk Kvindesamfund” har oprettet en Valgretsforening som Del af Kvindesamfundet - det har ellers trukket sine Repræsentanter ud af den af andre Kvindeforeninger oprettede Valgretsforening, men
3) det bliver helt misvisende, naar Fru E. skriver, at „Kv. og Samfundet” „er gaaet over fra Fjortendagsblad til Ugeblad” - det modsatte er Tilfældet.
4) Fru Professorinde Schmiegelow „beklæder for Tiden” ikke Stillingen som Formand i „Dansk Kvinderaad”. Saa vidt vides er det Frk. Falbe-Hansen. Og
5) Fru Norrie „styrer og leder” nok heller ikke længer „Hugin” (Dansk Kvinderaads Centralbureau), men skal have trukket sig helt tilbage.
Disse Smaarettelser svækker jo ikke Betydningen af Fru Eilersgaards øvrige oplysende Fremstilling af Kvindebevægelsens Gang - men det kan dog vist have sin Betydning, at de kommer frem.
Annette Jensen.
