« Tilbage til søgeresultaterne
Retskrivning
Vildskud?
Fru Salicath klager i sin artikel Ensidighed over, at man i Kvinden og samfundet kan finde vildskud på sproget som sporte for spurgte o. s. v. Da jeg i mine artikler med velberåd hu har skrevet spurte for spurgte vil jeg gærne forklare hvorfor.
I vort oldsprog - oldnordisk - hed spørge: spyrja og j hørte med til stammen. Men j bortfalder, når der ikke følger en selvlyd efter samt forved i. Derfor bøjedes spyrja således:
Nutid:
spyr
spyr - r
spyr - r
spyrj - um
spyrj - id
spyrj - a
Fortid:
spur - da o. s. v.
I vort søstersprog svensk vedblev de at bøje ordet som i oldnordisk, nemlig:
Nutid: spørjer (spør).
Fortid: sporde.
Men i dansk lod de fejlagtig i skriftsproget j (g) blive i fortiden, mens kun de mennesker, der anstrenger sig for at tale nøjagtig efter skriftsproget udtaler g-et i fortid.
Når jeg imidlertid har tænkt på at begynde at skrive g i fortid af ordet spørge, skønt jeg ikke finder det rigtigt, da ligger det f. d. f. i, at spørge ikke er det eneste ord, hvor g-et fejlagtig er blevet stående i fortid, men at dette også er tilfældet med: sælge, dølge, vælge o. s. v., og f. d. a. i, at det er lige så vanskeligt at kæmpe for at rette skriftsproget tilbage til dets korrekte skikkelse, som at kæmpe for at rense talesproget, saalænge man i vore Skoler kun meget sjældent lærer det sprog, der er vort eget grundsprog samt lovene for overgangen til nydansk.
Lærte man dette i alle vore skoler, vilde folk i almindelighed få langt dybere forståelse af og langt større kærlighed til vort sprog, og det vilde blive lettere at få folk med til at rense sproget. Vort modersmål er en af vore største og herligste skatte, men det er kun et mindretal af folket, som har andet end det ret overfladiske bekendtskab til det, at de har lært at tale det fra barnsben. Der er så meget nyt oppe i vor tid; gid der med den nye tid måtte komme større kendskab til grundsproget og en dybere forståele af og kærlighed til vort modersmål.
Nykøbing F. d. 31/5.
A. Stampe Feddersen.
Det er ikke min Mening paa nogen Maade at blande mig i Striden mellem Fru Salicath og Fru Schou, lige saa lidt som jeg vil udtale mig om, hvilke Regler et Blad bør følge med Hensyn til Retskrivning; men jeg vil blot henstille til Fru Salicath, naar hun er saa rystet over det danske Sprogs „stedmoderlige Behandling" ved Skrivemaaden „ta" og „be" (i Stedet for „tage" og „bede") osv. og i en meget haanlig og overleden Tone kalder disse Former for „Vildskud paa Sproget", om det dog ikke var bedst at være lidt forsigtig med den Slags Udtryk. Jeg ved ikke rettere, end at det er nogle af vore dygtigste Sprogmænd, som er begyndt at indføre denne Skrivemaade. Jeg ved aldeles bestemt, at forhenværende Rektor Lefolii altid bruger baade de nævnte og mange andre Afkortelser, og jeg har truffet det samme hos i det mindste en af vore andre Sprogmænd, hvis jeg ikke tager meget fejl hos Professor Nyrop. Jeg tænker, Fru Salicath vil være enig med mig i, at disse Mænd kender og forstaar det danske Sprogs Ejendommelighed ganske anderledes, end nogen af os gør det, og at de derfor ogsaa langt bedre forstaar at behandle det. Til Grund for de før nævnte Afkortelser og mange andre Forandringer i Retskrivningen fra det, vi er oplært i, ligger den baade rigtige og aandfulde Opfattelse, at et Sprog, - som endnu tales - ikke er et dødt Stof, som kan pilles fra hinanden og efter nogle engang vedtagne Regler puttes i forskellige Skuffer; men at Sproget har Liv, og at det lever dette sit Liv i levende Menneskers Mund. Som alt, hvad der lever, er ogsaa Sproget underkastet Udviklingens Lov, og der, som alle Steder, maa Formerne følge og rette sig efter Livet og ikke omvendt. Altsaa: Skriftsproget, som er Formen, maa rette sig efter Talesproget, som er Livet. Der kan være delte Meninger om, hvor vidt man til en given Tid skal gaa i nævnte Retning; men at de før nævnte Mænd er Foregangsmænd, som viser os andre den rette Vej, derom er der for mig ingen Tvivl, lige saa lidt som om, at vi før eller senere alle vil følge efter.
Levring Præstegaard.
Sofie Bruun.