« Tilbage til søgeresultaterne
Ensidighed
Vi har modtaget følgende:
Fru Ragna Schou!
Da Fru Lucretia ikke for Tiden opholder sig her i Byen, maa maaske jeg som hendes Ven og Meningsfælle have Lov til paa hendes Vegne at svare paa et ganske enkelt Punkt i Deres Artikel i „Kvinden og Samfundet" for 20 Maj.
De siger, at „Retten til Brød" er anerkendt og henviser til Grundlovens § 84 og 85.
Nej, § 84 giver ingen „Ret til Brød", den giver en Anvisning paa, at man gennem Fattigvæsenet kan købe sig Brød mod at afstaa sin Valgret, og denne, hvis Værdi De vistnok indrømmer mig, faar man ikke igen, før Fattighjælpen er tilbagebetalt. Indtil da er man degraderet fra at være Medlem af Samfundet til at være en Parasit paa Samfundet. En Kvinde mister Retten over sine Børn, der overtages af Fattigvæsenet, og hun faar at føle, at hun er sat udenfor, har mistet sin Adgang til Hjælp gennem de fleste humane Institutioner, som søger at raade Bod paa Samfundets Ufuldkommenheder her.
Nej, havde man fundet en Form, hvorunder Retten til Brød kunde anerkendes, saa var den første og vigtigste Del af det sociale Spørgsmaal løst, alle de af vore velgørende Foreninger, som netop arbejder paa at skaffe de Mennesker Adgang til Brød, der ikke selv kan skaffe sig det, vilde være overflødige, fordi de jo forsøger at yde gennem Barmhjærtighed, hvad der netop ikke bliver ydet som „Ret".
§ 85 omhandler Undervisningen og har altsaa intet direkte med Brødet at gøre.
Karen Hessel.
Det er ganske rigtigt, som Fru Salicath skriver i forrige Nummer, at jeg ikke har villet ind paa at diskutere Ensidigheden i Dansk Kvindesamfunds Arbejdsmaade, thi dette laa ganske uden for den Sag, som jeg var begyndt at tale om, nemlig „Kvindernes Blad"s Behandling af Kvindesagen. Men nu, da vi er færdig med den Sag, er jeg umaadelig villig til at tage den Sag op til Diskussion, som Fru Salicath har foreslaaet, nemlig hvorvidt D. K. S.s Arhejdsmaade er ensidig, og hvad der i saa Fald bør gøres derimod. Dog: den første Betingelse for, at der kan komme en frugtbringende Diskussion i Gang - og en saadan vilde være udmærket, lad os faa vore Fejl at se, saa at vi kan rette dem - er, at den, der rejser Diskussionen, giver et fornødent Grundlag for denne ved at paapege, hvor og hvornaar D. K. S. har været ensidig, thi det blotte Ord Ensidighed giver ikke nogen Oplysning om, hvad det er, Fru S. sigter til.
Det samme gælder Fru S.’s Udtalelse om mig, at jeg i den omtalte Artikel har gjort mig til Talsmand for denne Ensidighed. Jeg vil meget nødig være ensidig og kan ikke med min bedste Villie se, at jeg i hin Artikel har udtalt noget, der kunde kaldes ensidigt, men saa længe Fru S. til Trods for min Opfordring, der fremkom før Fruens sidste Svar, ikke nærmere har paavist denne min Ensidighed, tager jeg mig denne Udtalelse let.
Til Fru Karen Hessels lille Bemærkning vil jeg sige, at det ikke paa nogen Maade kan bestrides, at vor Grundlovs Paragraf 84 anerkender Retten til Brød for enhver, der ikke er i Stand til selv at erhverve det.
Paragrafen lyder: Den, der ikke selv kan ernære sig og Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget1) til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde.2)
Her staar altsaa tydeligt, at det er enhvers Ret at faa offentlig Hjælp, hvis han behøver det. En ganske anden Sag er det, at man ikke synes om de Betingelser, der følger med; det er et overordentligt vanskeligt Spørgsmaal at afgøre, om der burde knyttes Betingelser hertil og hvilke, det er bl.a. behandlet statsvidenskabeligt af mange lærde Mænd, men det vedkommer slet ikke det foreliggende Spørgsmaal: om „Retten til Brød" er anerkendt i Danmark eller ej, hvilket maa besvares med et Ja. At en Mand mister sin Valgret naar han har faaet Fattighjælp, er da ikke det samme som at han ikke har Ret til den Hjælp? At en Mand hellere vil sulte, end miste sin Valgret, er meget smukt og ideelt af ham, men han har da ligefuldt sin Ret til faa Hjælp, selv om han af private Grunde ikke ønsker at benytte sig af denne sin Ret. Kan nogen virkelig bestride dette?
Jeg er ligesaa lidt som Fru Hessel fornøjet med de Følger, som Nydelsen af Fattighjælp drager med sig for de paagældende, særligt ikke med Følgerne for Kvindernes Vedkommende. Saalænge nemlig Kvinderne ikke har fuldstændig samme Adgang til Erhverv som Mændene, kan Samfundet ikke forlange, at en Kvinde skal kunne klare sig lige saa godt som en Mand i den økonomiske Kamp; der burde derfor saalænge ikke være knyttet Betingelser til Fattighjælp til en Kvinde, hvad enten man nu syntes det var rigtigt eller ej for en Mands Vedkommende.
Ragna Schou.
1) Udhævet af mig.
2) § 85 hedder: De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Undervisning i Almueskolen. Denne § omhandler altsaa - som Fru Karen Hessel skrev - Undervisningen og ikke Brødet, men jeg tog denne med, fordi jeg syntes de to hørte sammen som omhandlende de Rettigheder, som de ganske ubemidlede har over for det offentlige.
