« Tilbage til søgeresultaterne
Norges Kvinder
I „Kv og Sf.” Nr. 15 bragte vi Meddelelse om de norske Kvinders Henvendelser til Storting og Regering i Anledning af Unionens Opløsning. I dette Nummer vilde vi gerne fortælle lidt om, hvorledes Kvinderne blev modtaget af Regeringens Mænd; thi ligesom Kvindernes Optræden ved denne Lejlighed bærer Vidnesbyrd om, at Kvinder er i Færd med at blive ansvarsbevidste over for det Samfund, de er en Del af, og om, at mange iblandt dem staar med friske Evner og Kræfter, fulde af Arbejdslyst og Iver efter at være med, saaledes vidner Mændenes Optræden om, at Mænd er i Færd med at vinde Forstaaelse af, at det kan være „tungt for Kvinderne" at være udelukkede fra direkte at øve deres Indflydelse paa Ledelsen af Samfundets Sager, og om, at mange iblandt Mændene er naaet til en fuldt bevidst Erkendelse af. at Kvindernes Medvirken i det offentlige Liv vil tilføre Samfundet en frisk Kraft og nye Værdier.
Paa selve Folkeafstemningsdagen, den 13 August, indfandt en Deputation af Damer sig i Stortinget og overrakte Stortingets Præsident og Regeringen norske Kvindeorganisationers Adresse.*)
*) Se „Kv. og Sf.” Nr. 15 „Til Norges storting og regjering."
Gina Krog var Ordfører; idet hun henvendte sig til Stortingets Præsident, oplæste hun Adressen og udtalte derefter:
„Idet vi overrækker de norske Kvindeorganisationers Adresse, gør vi opmærksom paa, at den repræsenterer de forskelligste Virkekredse, Samfundslag og Landsdele. De faa Dage, vi har arbejdet med den, har vi faaet overvældende Vidnesbyrd om Sandheden af Adressens Ord, at Kvinderne, at Hjemmene staar bag. Vi Kvinder tilhører ikke det norske Vælgerfolk og kan ikke lægge vort ja i Urnen; men vi tilhører det norske Folk og har derfor Lov at udtale vor Tak paa denne Stadfæstelsens Dag. Vi retter denne Tak til Norges Storting. Vi takker for, hvad der er fuldbyrdet indtil i Dag; vi er lykkelige over at tilhøre et Folk, som skal staa med fuld Frihed og Uafhængighed blandt Nationerne. Og vi glæder os til den store Arbejdsdag, som nu kommer. Vi skal ikke svigte; vi skal arbejde utrætteligt i vort Land, for vort Folk. Og vi ved, at der - i det nye Norge - vil ogsaa vi naa vor fulde Ret og Frihed; der skal ogsaa vi optages blandt de norske Vælgerfolk og faa Ret til at sige vort ja til alt som er til Gavn for vort dyrebare Fædreland, til Værn for Norges Frihed og Ære.
Stortingspræsidenten ytrede i sin Svartale, at Adressen skulde blive Stortinget meddelt i dets første Møde.
Han forstod, det var tungt for Kvinderne ikke at kunne være med og lægge deres ja i Urnen; men saaledes som Lovforholdene nu er i vort Land, har det ikke kunnet ske. Med Hensyn til Stemmeret vilde han udtale, hvad han havde ytret før. Kvinderne har den kommunale Stemmeret. Brug den, og brug den godt. Det vil være den bedste Vej til at opnaa de fulde Borgerrettigheder. Den Holdning, Kvinderne har indtaget i disse Dage og nu under Afstemningen, kan ikke andet end virke til, at de opnaar statsborgerlig Stemmeret.
Deputationen begav sig derefter til Statsraadsværelset, hvor den blev modtaget af den fungerende Ministerchef, Udenrigsminister Løvland, og seks Statsraader.
Hr. Løvland takkede paa Regeringens Vegne for Adressen og tilføjede til Slut:
„Der er endnu mange Vanskeligheder at overvinde, mange Skær at klare. Kvindernes Optræden i denne Tid - ikke mindst i Dag - er af stor Værdi og til Styrke og Vejledning for dem, som har Ansvaret. Norske Kvinders Holdning i By og Bygd i disse Dage er et smukt Blad i Norges Historie og vil mægtigt bidrage til at skaffe dem den Ret, de forlanger.
Den 21. August havde en Deputation fra Drammen Foretræde for Stortingspræsident Berner og senere for Statsminister Michelsen og overrakte en Adresse,*) undertegnet af 12,379 Kvinder i Drammen og Omegn.
*) Se Kv. og Sf. Nr. 15 „Til regjering og storting".
Stortingspræsident Berner udtalte sin Glæde over den Tilslutning, som Kvinderne her havde givet. Mændene vilde forstaa at sætte Pris paa den nationale Aand og Interesse, som giver sig Udtryk i Adressen.
Statsminister Michelsen udtalte, at det havde glædet Regeringen meget at se, at den ogsaa havde de norske Kvinder med sig i denne Sag. Det havde styrket dens Forvisning om, at Norge nu stod samlet og enigt. Han bad Deputationen bringe en Tak videre hver til sin Kreds.
Den 22. August blev Kvindernes Masseadresse**) med Tilslutning til 7de-Junibeslutningen overleveret.
**) Se Kv. og Sf. Nr. 15 „Norges Kvinder".
Landskvindestemmeretsforeningens Formand Fru Qvam overrakte Adressen til Stortingets Præsident og udtalte følgende:
„Landskvindestemmeretsforeningens Styre har i Dag søgt Foretræde for at anmode om, at det maa blive Stortinget meddelt, at vor Forening har den Ære at oversende 4275 Lister, indeholdende 244,765 Navne paa Kvinder, som ved sine Underskrifter har ønsket at føje sit ja til de Mænds, der har haft Lejlighed til at deltage i Folkeafstemningen den 13de August, idet alle med dyb Overbevisning er med at slaa Ring om 7de-Junibeslutningen. Vi beklager kun, at Tiden har været os for knap og Afstandene for store til at naa alle Kvinder, som vi ved har villet være med, hvis vor Adresse var kommet dem i Hænde, og som med samme fædrelandske Begejstring og jublende Glæde vilde sluttet sig til, som alle, der har været med at underskrive".
Stortingspræsidenten takkede for det Fædrelandssind, som Norges Kvinder havde udvist, og bad om, at denne Tak maatte blive overbragt til Kvinderne ud over Landet.
Den 23de August ved Slutningen af Stortingets Eftermiddagsmøde refererede Præsident Berner de til Stortinget indkomme Adresser, med Tilslutning til 7de-Junibeslutningen om Unionens Opløsning, fra norske Kvinders Nationalraad og en hel Række Kvindeforeninger, fra over 12,000 Kvinder i Drammen og Opland samt fra de 244,765 Kvinder, der har undertegnet Landskvinde-stemmeretsforeningens Lister.
Idet Repræsentanterne rejste sig, udtalte Præsidenten:
Mine Herrer Repræsentanter! Jeg er sikker paa, at vi alle ved at sætte Pris paa den varme Interesse, den dybe Fædrelandskærlighed, hvorfor disse Udtalelser fra norske Kvinder er et Udtryk. Det er let forstaaeligt, at de norske Kvinder under en saa alvorlig og betydningsfuld Situation som den, hvori vi nu staar, har levende ønsket at kunne give Udtryk ogsaa for sin Opfatning. De har ikke kunnet gøre det paa samme Vis som de stemmeberettigede Mænd. Men de har efter Omstændighederne valgt en Vej, som forekommer mig naturlig, og hvad de har udtalt, er visselig et fuldtonende Udtryk for den Opfatning, som næres af alle norske Kvinder. Herfor fortjener de vor Tale, og den vil jeg herved have udtalt.