Amerikanske Kvinders nationale Stemmerets Forening

holdt sit 37. Aarsmøde i Portland, Oregon, fra 28de Juni til 5te Juli d. A. Præsidenten, Miss Shaw, har erklæret dette Møde for at være et af dem, hvor der er blevet gjort det bedste Arbejde. Det holdtes i en af Byens store Kirker. Fra Byens Borgere - Forretningsfolk, Præster o. s. v. - vistes der Sagen stor Sympathi. Staten Oregons Gouvernør George E. Chamberlain bød i Statens Navn Kvindeforsamlingen velkommen og erklærede sig for en Tilhænger af Kvindens Valgret. Borgermester Williams sendte en Stedfortræder til Mødet o. s. v. Flere handlende havde udstyret et smukt Hvileværelse til Gæsterne; et stedligt Kor af Sangere gjorde Møderne særlig festlige; Kirken var smykket med Bannere og Grønt og fra Talerstolen lyste Ordet „Fremskridt", dannet af dejlige Roser.

Ved Eftermiddagsmødet 30. Juni præsiderede Miss Susan Anthony, og Byens Presse er meget henrykt over hende, som hun „sad der i den højryggede Egetræs Lænestol, med sit snehvide

Haar, sit blide men bestemte, Ansigt og sin Gammeldame-Dragt". Da hun rejste sig for at tale, brød alle ud i Hurraraab; de viftede med Lommetørklæderne, og der faldt en Blomsterregn ned over hende. Miss Anthony, der under hele Mødet synes at have vist et eget, skelmsk Lune, takkede smilende for denne Hyldning og sagde, at den Hilsen, hun fik i Aften, var meget forskellig fra den, hun plejede at blive modtaget med for 50-60 Aar siden, da hun rejste om og holdt Foredrag for Kvindesagen. „Da kastede mine Tilhørere ogsaa adskilligt til mig; men det var just ikke Roser - oftest var det Æg og den Slags Ting, og Websters store Ordbog rummer ikke alle de Øgenavne, der fulgte med som Tilgift."

Tirsdags-Mødet optoges forøvrigt særligt af Taler, holdte af Repræsentanterne for forskellige Kvindeforeninger - „National Federation of Labor", „Henry George Leaguen", „den nationale Forening til Hjælp for fattige og straffede" etc.

Mrs. M. Trumbull, der førte Ordet for den sidste Forening, talte særlig om Børnene; og fremhævede Betydningen af det forebyggende Arbejde: „Uden Mødrene formaar vi alligevel intet. Dersom Kvindens Stemmeret overhovedet skal faa Betydning, saa faar den det firefold, naar den kommer i Mødrenes Hænder".

Stor Interesse synes Mrs. Clara H. Waldo at have vakt, og det med rette. Hun talte bl. a. om Forholdet mellem Byens og Landets Kvinder, - et Emne, der ikke blot har Bud til Amerika, men maaske ogsaa særlig til os herhjemme.

Mrs. Waldo talte som Repræsentant for „ The National Grange". Denne Forening tæller 6 Millioner Landbokvinder og arbejder særlig for Forbedringer i hjemlige Forhold og for bedre Love. Mrs. Waldo, der er Foreningens Foredragsholder og - som hun sagde - „selv en Type paa Landbokvinden", talte djærvt og meget varmt. Hun omtalte Hjemmene paa Landet, som hun stadig besøger, og hvor Kvinder og Mænd deler Uddannelse, Arbejde og Ansvar ligeligt, og hun udtalte Haab om, at Byens og Landets Kvinder maatte komme hinanden nærmere, saa „Beundring og Respekt kunde afløse al uretfærdig Kritik, og saa de kunde arbejde Haand i Haand for Valgrettens store Sag og for enhver Sag, der tilstræber Mænds og Kvinders Udvikling til ædlere og dygtigere Mennesker". „I seks Millioner Landbohjem arbejder vor Forenings Kvinder i nøje Samarbejde med vore Mænd og Børn for bedre Hjem, bedre Skoler, bedre sociale Forhold, bedre Love og for disse Loves Overholdelse". Med nogen Selvfølelse tilføjede hun: „Fra Landbostanden er det, at vi Slægtled efter Slægtled faar vore dygtige Forretningsmænd og Statsmænd, og det er de gamle Hjem paa Landet, den gamle, hyggelige Arne - og den gamle Brønd Mennesker har Hjemve efter: Gasovnen og Vandhanen er der saamænd ingen, der længes efter."

Miss Anthony besvarede Foreningsrepræsentanternes Taler. Hun sagde, at den Glæde, det var hende at se og høre saa mange Kvindeforeningers Repræsentanter i Dag. Det opvejede meget af det strænge Arbejde, som det havde været „hendes Forret og Pligt" at udføre for Kvindesagen i omtrent 50 Aar. Hun fortalte, at da hun første Gang holdt Foredrag i Staten New York, traf hun kun een Kvinde, der havde Sympathi for Valgretsbevægelsen - og denne Kvinde blev anset for en stor Løjerlighed. Da maatte hun og Elisabeth Cady Stanton kæmpe for Kvindens Ret til at tale offentligt, til at slutte sig sammen i Foreninger, til bedre Opdragelse, der kunde gøre dem mere skikkede til at opfylde de Pligter, der paahvilede dem netop som Kvinder. „Ingen af jer unge kan forstaa, hvor stærk den Modstand var, vi mødte, . . alle de Fordomme, Mænd var fødte og opdragne i, stødte vi an mod; ja, der var dem, der mente, at vi overtraadte Guds Bud ved at kræve dette. Og nu er vi kommen saa vidt, at Kvinders Valgret møder mindre Modstand den Dag i Dag, end der den Gang rejstes mod Kvinders Ret til at tale offentligt og organisere sig i Foreninger. Vi har Dygtige og modige Forkæmpere for vor Sag blandt Mænd, der for 50 Aar siden, troede, at vore Ideer vilde ryste Samfundet i dets Grundvold".

Blandt de følgende Dages Talere maa særlig mærkes Dommer Lowell fra Pendleton, Oregon. Ogsaa han udtalte sig for Kvinders Valgret. Han sagde blandt andet: „Vor Tid skaber et nyt Lenssystem, Korporationernes Lensvæsen. Ganske ligesom Middelalderens Baroner delte Land og Folk mellem sig, saaledes deles og trælbindes nu vort Folk af de store Kapitalophobninger, af Sukkerkongerne, Jernbanestormændene, Kvægbaronerne og Petroleumsfyrsterne. De hersker ikke ved Sværd og Lanse, men ved den højere Finanskunst og ved Lovenes skarpeste bogstavelige Fortolkning. Men Love hævdes ikke kraftigere end Landets Politik kræver det. Denne Tids Forbandelse er den lovløse Maade, hvorpaa Lovens Krav fremtvinges. Bod herpaa kan der kun raades ved Valgurnen. Det sidste Aarhundredes Reformer stammer hovedsagelig fra Kvinder: Mary Lyon skyldes Forbedringen i Kvinders Opdragelse; „Det røde Kors" fremstod gennem Florence Nightingales Arbejde; Fængselsvæsenet omordnedes ved Elisabeth Fry og det er Miss Willard, der har ført Kampen for Maadehold og større Renhed i Samfundslivet. Amerikas Vælgerfolk trænger til Kvindernes Indflydelse ved Valgurnen og Republikken vil aldrig faa udført, hvad der er dens Verdensmission, før Kvinden har faaet Valgret"

Efter „The Woman´s Tribune".

Forts. i næste Nummer

« til toppen