« Tilbage til søgeresultaterne
Vore Børn
Under denne Overskrift vil vi jævnlig heri Bladet behandle saadanne Spørgsmaal, som angaar Børnenes Ve og Vel.
At dette er paa sin Plads i „Kvinden og Samfundet”, behøver næppe nogen Begrundelse; thi om der er noget i Verden, der i særlig Grad kommer Kvinderne ved, saa er det Børnene.
Mange - ja, de fleste af vore Læsere har vel nogle Børn at drage Omsorg for; de bedste iblandt dem føler deres store Ansvar, maaske ofte paa en pinlig Maade, fordi de erfarer, at deres Indsigt og Evner ikke altid staar paa Højde med deres Vilje til at udføre den betydningsfulde Opgave: at lede Børnenes Opdragelse og Udvikling.
Mulig vil de da i Artikler og Forhandlinger i denne Rubrik undertiden kunne finde et eller andet nyttigt Vink, en eller anden frugtbar Tanke til Eftertanke; undertiden vel ogsaa noget, der ægger dem til Modsigelse.
Ordet er frit for alle - til Spørgsmaal, Indvendinger, Modsigelse, saa vel som til Tilslutning.
Prygl.
Af mag. art. Georg Christensen.
De Tider er vel nu forbi, hvor Pædagogerne i deres Livserindringer kunde opregne Antallet af opslidte Spanskrør i hundredvis, og hvor Riset sad bag Spejlet i ethvert Hjem. Men endnu prygles der baade af Forældre og Lærere, ikke blot af Raahed, af Samvittighedsløshed og Ansvarsløshed, men i Tro til Pryglenes Nødvendighed og opdragende Værdi. Det er de sidste Tilfælde, hvor det ikke er Slendrian og urgamle Instinkter, men en Teori, der tilsyneladende ligger bag ved, jeg gærne vilde undersøge.
Der er en Gruppe Opdragere, der hævder, at Prygl er nødvendige for dem til at holde Justits, skaffe sig Respekt og Lydighed. Utvivlsomt er en kraftig Lussing et meget virkningsfuldt Middel i Øjeblikket. Dens fjernere Virkninger er ikke saa lette at efterspore og ikke saa sikre. Hvis Respekten væsentlig hviler paa den fysiske Overlegenhed og Frygten for Straf, taler den til Instinkter hos Børnene, som ikke hører til de kulturudviklende. Respekten maa gælde Personligheden og bæres af Tillid til, at de Krav, der stilles, er dikterede af Hensyn til Barnet selv. Børn skal lære at bøje sig for, hvad der er klogere og bedre end de selv - men ikke for en Fordring udefra, bag hvilken de ikke kan finde nogen Kærlighed til deres Væsen eller Forstaaelse deraf. Og vel skal Børn lære at lystre, men man skal dog huske paa, at det ikke for Opdrageren gælder om at knække en Vilje, men om at skabe og retlede en Vilje.
Der er en anden Gruppe Opdragere, som ikke behøver Prygl som disciplinært Middel. De Børn, de har med at gøre, bliver musestille, blot de viser sig. For dem er Pryglene - som det blev sagt paa Skolemødet i Sommer „en venlig Haandsrækning til Barnet”. De tror paa Pryglenes opdragende Værdi, som Inkvisitionen troede paa Torturens. Det er Mennesker, hvem den middelalderlig barbariske Tro paa Menneskenaturens medfødte Hang til det onde endnu sidder i Blodet. De vil ikke straffe et Barn, fordi det bytter 2 Ord om i et Skriftsprog, der skal kunnes udenad, eller fordi det kommer hjem med Hul paa Bukserne eller ikke kan spise den svedne Vælling op. Det er kun de alvorligere Forseelser, der straffes korporlig og kun efter moden Overvejelse, naar „alle andre Midler har vist sig frugtesløse”.
Det er nu for det første meget svært at afgøre, om alle Midler er udtømte. Mulig var det blot en Gentagelse af et af de tidligere, der krævedes. Men dernæst: hvori bestaar de alvorligere Forseelser? Det er vel i Reglen saadan noget som stadig Dovenskab, Ulydighed, ondskabsfuldt Drilleri, Uterlighed, Tilbøjelighed til Rapseri eller Usandfærdighed. Hvor blot Tilløb til noget saadant dukker op hos et Barn, vejrer mangen nidkær Opdrager straks Arvesyndens Frugter, som man i sin Tid vejrede Djævelen overalt. For at Ondet ikke skal brede sig, maa der gribes ind med de voldsomste Midler.
Jeg tror, denne Betragtning hviler paa en meget mangelfuld Forstaaelse af Barnenaturen. Barnepsykologien er endnu noget ret uopdyrket, og dog noget uendelig sammensat og svært tilgængeligt for den voksne. Det er ofte næsten umuligt at trænge ind til Motiverne for et Barns Handlemaade. Men uden Kendskab til den Vilje, der ligger bag, skulde man ikke tro det muligt at paavirke den. Det er utvivlsomt meget ofte en Overvurdering af Motiverne, der gør det, der er
Tankeløshed og Uvidenhed, til Løgn, Tyveri, Ulydighed el. lign. Hos andre Børn er det legemlige Skavanker, en nervøs Pirrelighed, der fører til allehaande Unoder, og der er det vel Kilden til Ondet og ikke Virkningerne saa meget, man maa se at faa fat paa. Endelig er Dovenskab, Ulydighed, Trods o. l. ikke altid umoralske Egenskaber. Det er ofte hos de selvstændigste og dygtigste Naturer, man finder disse Træk. Der maa Opdrageren have Respekt for Barnets Karakter, ikke prøve at knuse dets Kræfter, men tage dem i sin Tjeneste til frugtbart Arbejde for Barnet selv.
Naar man i disse Tilfælde straffer som en Forbrydelse, hvad der kun er en Forvildelse, der trænger til taalmodig Retledning, saa er det ikke blot urimeligt, men i mange Tilfælde skadeligt og demoraliserende. Den Straf, som Barnet føler bunder i Misforstaaelse af dets Karakter, den forhærder. Og den Straf, der vurderer en Forseelse som en Forbrydertilbøjelighed, skyder ganske svagt det paagældende Barn over paa de virkelige Forbryderes Side. Man sætter Barnet ud af det lovordnede Samfund ogsaa paa den Maade, at de artige Børn stilles op som Modsætning, saa det slaas fast for dets Bevidsthed, at det hører til en anden Kaste. En Dreng straffes f. Eks. saa ofte for Usandhed, at han tilsidst mister sit Renommé i den Retning. Og hvilket Motiv har han saa til ikke at lyve ? Ingen venter sig andet af ham. Paa den Maade nedværdiger Straf - den slukker Æresfølelsen. For os andre er den blotte Forestilling om at skulle taale en legemlig Straf oprørende og nedværdigende. Hos Børn nedbrydes denne værdifulde Følelse af den personlige Ukrænkelighed atter og atter. Det er ikke blødsøden Humanitet, der er imod Prygls Anvendelse, men Mistro til deres karakterudviklende Evne. I Virkeligheden vilde en stadig Prøven paa at stole paa en upaalidelig Natur være en Appel til hans Karakter, der krævede en overordentlig stærk Anspændelse, som han ikke altid magtede. Men for hver Gang det lykkedes ham at vise sig Tilliden værdig, vilde hans Karakterstyrke have vundet et langt Skridt frem. Mulig blev Usandfærdigheden ikke udryddet helt. Men var der ingen Løgn til, den Gang man altid pryglede ?
Hvis vi tilsidst tager de Tilfælde, hvor der virkelig ytrer sig slette Tilbøjeligheder hos Børn, er Prygl saa mon det rette Middel til at faa det gode frem? Prygl kan virke afskrækkende og overfor den fejge Natur være af megen Virkning, men de kan højst gøre det negative: forhindre det gale, og i Grunden er det noget meget lidt at sige om et Menneske, at det aldrig gør noget galt. Der er Børn, der ingen Tilpasningsevne har, som ikke kan finde sig til rette i den Verden, hvori de er sat - som lever i en evig Uro og indre Utilfredshed. Deres Sind fanges af Fristelserne, Afvigelserne fra det normale. Der er temperamentrige Barnesjæle, hvis Kræfter bruser paa og skyller over de Skranker, der er sat for dem, og hvor de dunkle Rørelser er hundrede Gange saa stærke som Frygten for Straf. Den Slags Karakterer kan volde baade Forældre og Lærere Bryderier nok.
Men jo oftere de straffes korporlig, des mere vil den Følelse fæstne sig hos dem, at naar Kløene er givne og modtagne, er begge Parter kvit. Man har betalt sin Bøde, og har man Raad til det, d. e. Mod til at staa for en Lussing en Gang til, begynder man forfra. Paa den Maade ophæver Prygl det moralske Ansvar baade hos Opdrageren og Barnet. I hvert Tilfælde kan Prygl ikke skabe det, saa lidt som nogen positiv Tilskyndelse overhovedet. Prygl kan hæmme, men aldrig fremme. Prygl kan slaa ned noget ondt, men de kan ikke faa noget bedre til at gro i Stedet. Det er indefra de uharmoniske Sind skal omskabes. Man skal finde de Punkter, hvor Barnet er aabent og vise det Tillid der og Tilfredshed med hvert lille Fremskridt. Børn maa føle, at de kan, for overhovedet at faa Lyst til at kunne. Derfor maa Kravene stilles forskelligt til de forskellige og saaledes, at Børnenes Selvtillid og moralske Styrke kan vokse ved Følelsen af at kunne opfylde dem. Det er ikke det onde, man først og fremmest skal luge væk, det er det gode, man skal faa til at vokse.
Det hænder af og til, at Forældre klager over en Lærer, der slaar. Det hænder ogsaa - dog sjældnere - at Skolens Bestyrer giver dem Medhold. Alt for ofte kan Forældrene ikke med rette gøre dette, fordi de selv benytter Prygl. Derfor er det til syvende og sidst Hjemmenes Skyld, naar der endnu prygles i Skolerne.
I Hjemmet er det mere end noget andet det, der sammenfattes i Begrebet „Uartighed”, der fører til Riset, Lussingerne eller - hyppigst og farligst - til Smaatjat. Jeg vilde gerne en anden Gang undersøge, om ikke dette Begreb: Uartighed, trænger til et Eftersyn.
