« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Martha Ottosen: „Livet maa leves”. G. B. N. F. 1905.
Denne Bog omhandler det ikke sjældent stillede Problem: Striden mellem Kærlighedens og Kunstens Magt i et Menneskesind. Det nye ved Bogen er, at Fru Astrid, den unge Sangerinde, bevarer den Art Kærlighed d. e. Forelskelsen, hun har til sin Mand, og at deres Forhold til hinanden ikke brydes. Det gamle - sørgeligt godt kendte - er, at Bogen, som saa mange Nutidsbøger, ikke i sin Skildring naar ned til de dybere Lag i Menneskesindet. Som der mangler en vis Sandfærdighed over Samtaler og den hele Stil, saaledes skorter det paa Evne til at skelne mellem det væsentlige og uvæsentlige. Fra Mand og Barn drages Astrid, som det skal synes, af „Kunsten”, men i Virkeligheden af Livet derude, „den store Verden”. Bifaldet, Beruselsen ved at gøre Lykke, Længslen efter Anerkendelse er, hvad hun higer mod. Der mærkes kun lidt til det Kald, som røber sig i selvforglemmende Hengivelse til den Kunst, som det for den sande Kunstner er en Livsbetingelse at trænge ind i, og gennem hvilken hans eget Væsen og Livet uden om ham alene forklares. Fru Astrids Kærlighed til Bifald og Anerkendelse og alt sligt Udenomsvæsen er lige saa lidt Kærlighed til Kunst, som Fru Astrids Forelskelse i sin Mands lyse Skønhed og hele ydre Væsen er virkelig Kærlighed.