« Tilbage til søgeresultaterne
Til Hjælp!
Den i Løbet af Vinteren stiftede Forening til Hjælp for ulykkelige Mødre, har virket siden 1ste Marts dette Aar, og Antallet af de ulykkelige Mødre, der har søgt dens Hjælp, har været langt større end fra først af ventet. Og ulykkelige, det er de, hvis ellers nogen kan kaldes med det Navn. Vi Mødre, der aldrig har behøvet at slaa vore Øjne ned, naar vi gik med vort Barn, kan daarlig gøre os Begreb om den Sum af Lidelse, der bliver disse stakkels Kvinder til Del, Deres største Brøde var dog som Regel kun den, blindt at give sig hen til den Mand, de elskede, og som fik dem til at tro paa sin Kærlighed, for derpaa at forlade dem og lade dem ene om Skammen, ja - og om Forsørgelsespligterne. For selv om Faderen ikke unddrager sig dem ved at rømme bort, hvad der desværre hører til Dagens Orden, saa er det Alimentationsbidrag, han idømmes, saa lavt, at Barnets Underhold dog i første Instans paahviler hende.
Der gives ganske vist daarlige og letsindige Kvinder, som kun lever for Øjeblikkets Nydelse, uden Følelse af Ansvar, og hos hvem Moderkærligheden aldrig slaar Rod. Men der gives langt flere, hos hvem netop det bedste og dybeste kommer frem ved det, at de bliver Moder. De nægter sig hellere selv det nødvendigste, end de taaler at se deres Barn lide Nød. „Det skal ikke undgælde for, hvad jeg har gjort”, har jeg hørt mere end en yttre. Lad os ikke dømme dem, ikke farisæisk skyde Tanken om dem bort med de Ord: de kan takke sig selv for, at de er kommet i Ulykke! Hvem af os véd, hvor mange medvirkende Faktorer, der har spillet en Rolle her?
Alle vi, der er faldet i gode Hænder, hvis Kærlighed ikke er blevet misbrugt, og som har faaet Lov til med et lykkeligt Smil at møde vore Børns aabne, glade Blik, burde vi ikke være saa fyldt med Taknemmelighed, at vi med Glæde af betalte lidt at vor store Gæld ved at række vore ulykkelige Medsøstre en hjælpende Haand? Derved tager vi jo ikke Ansvaret fra deres Skuldre, opmuntre dem jo ikke til Letsind, fordi vi letter det første, svære Aar for dem.
Det er saa forfærdelig tungt at skulle vise dem bort naar de med Taarer i Øjnene og et haabløst, fortvivlet Udtryk, som man aldrig glemmer, har man først en Gang set det, lægger deres sørgelige Livsskæbne blot.
Tilgangen er som sagt meget stor, og vi trænger haardt til Understøttelse; derfor retter jeg en varm Bøn til alle dem, som Livet har taget lempeligt paa, om at støtte os med Bidrag, store eller smaa, alt som hver evner det, helst ved at melde sig ind i vor Forening. Medlemsbidraget er mindst 2 Kr. aarlig. Jeg modtager med den inderligste Glæde hvert Tilsagn om Hjælp.
