« Tilbage til søgeresultaterne
Beretninger
Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder (Vestre Boulevard 10 B. Kbh.) har i Aar fyldt sit 30te Aar. Skolens Formaal i de 30 Aar har uforandret været det: at uddanne Kvinder, der vil søge Erhverv i Industriens Tjeneste.
I samme Grad som dette Formaal naa’s, i samme Grad maa Skolen siges at være et Led i Arbejdet for Kvindens Frigørelse og for hendes fulde Retsstilling i Samfundet saa vist som det ikke nytter, at hun „bekender med sin Mund”, hvis hun ikke med sit Arbejde og sin Dygtighed godtgør sin Ret til Ligestilling med Manden.
At Tegne- og Kunstindustriskolen i nogen Maade har naaet sit Maal synes klart at fremgaa af de mange Vidnesbyrd, Skolens 30te Beretning indeholder fra forskellige Industridrivende, hos hvem Eleverne har faaet Beskæftigelse.
Vi skal anføre enkelte af disse Udtalelser. Hr. Direktør Bing (Bing og Grøndals Porcellænsfabrik) skriver bl. a. følgende: „Mit Indtryk af Tegne- og Kunstindustriskolens Virksomhed er dette, at den har ydet et betydningsfuldt Bidrag til Udvikling af den danske Kunstindustri. Det er for vor Fabriks Vedkommende sikkert, at det største Kontingent til vor Stab af dygtige Medarbejdersker skyldes det af Dem ledede Institut.”
Forhenv. Institutsbestyrerinde Frk. Kruse skriver:
„ - - - Min Skole har al Grund til at være Dem taknemlig for den grundige og alvorlige Undervisning, De giver Deres Elever, og som atter bliver af saa stor og vidtrækkende Betydning for andre.”
Hr. Hofjuveler Dragsted skriver, efter først at have omtalt 3 af Skolens Elever, der har Ansættelse hos ham: „Vi har megen Grund til at skatte den i høj Grad omhyggelige, grundige og alsidige Uddannelse, som Skolen har givet disse 3 Damer, idet vi derved er i Stand til paa vort Værksted at udføre Arbejder, der ellers vanskeligt vilde være blevne udførte her i Landet. - - - - ”
Cand. polyt N. H. Rasmussens Gymnastiske Institut (Vodroffsvej 51, Kbhvn.) har siden det blev stiftet i 1887, haft et bestandig voksende Antal Elever. Medens Elevtallet saaledes var 145 i
1887-88, var det 1259 i 1904-05. Af disse 1259 var 497 Kvinder.