« Tilbage til søgeresultaterne

Er uægte Fødsel et Hæmningsmoment i Individets Udvikling?

Af: August Goll

« Se emneord

Foredrag af Politiinspektør Aug. Goll, i Kommunelærerforeningen, 26. Oktbr. 1905.

(Fortsat fra forrige Nr.)

At der ved Siden af kan blive Tale om en Ret for Moderen, hvis Faderens Forhold overfor hende har haft Karakteren af en Forbrydelse, er en anden Sag; til Barnets Ret slutter sig da desuden Moderens Ret overfor Faderen paa fuldstændig Skadesløsholdelse, men Barnets Ret overfor Faderen bliver ikke større, fordi han har begaaet en Forbrydelse overfor dets Moder, og den bliver ikke mindre, selv om Mo­deren har aldrig saa megen Skyld i, at Barnet er kommen til Verden. Hele denne Skyldbetragtning, som naturligvis er afgørende, saa længe der er Tale om Humanitet og Velgørenhed, har slet intet at gøre med Barnets Ret. Først med den som Udgangspunkt bliver det muligt at komme ud over al den megen Tale om „Skyld" og „Usædelighed", som nu i saa mange Aar har gjort Begreberne taagede paa hele dette Omraade. Alle de mange Veklager over de „beklagelsesværdige" Mødre og de mange Forbandelser over de „skændige" Fædre, hører, hvor berettigede de end i mange Tilfælde kan være, ikke hjemme i Retsspørgsmaalenes Sfære. Men akkurat lige saa lidt afgørende er de Betragtninger, man fra Praktikeres og Sagkyndiges Kreds i Reglen fører i Marken imod disse Veklager og disse Forban­delser - nemlig, at Barnemødrene langt fra altid er saa medynksværdige, og Fædrene ingenlunde altid er saa nederdrægtige, idet Forholdet under­tiden netop er lige omvendt. Det er aldeles givet, at de sagkyndige Praktikere har ganske Ret heri; men det beviser slet ingenting for det, som er Hovedsagen.

Hvad man end vil mene om Skyld og Brøde for Forældrenes Vedkommende, saa staar det fast, at Barnet i alle Tilfælde er uskyldigt, og at Barnet er lige uskyldigt, enten dets Tilblivelse skyldes en Kønsforbindelse udenfor Ægteskab eller i lovligt Ægteskab. Og uanset hvem af For­ældrene, der er den moralsk mest „skyldige" i Forholdet til den anden, saa staar det fast, at Barnets Tilblivelse i ganske lige Grad maa hen­føres til begge dets Forældre. Barnets Ret maa derfor principielt være lige Ret overfor begge dets Forældre.

Men saaledes staar Sagen ingenlunde i vor nu­gældende Ret. Man kan ganske vist med Rette sige, at vor Lovgivning i Henseende til sin Hu­manitet overfor Moderen paa visse Punkter er en af de mest fremskredne i Verden, men Humani­tet og Ret er nu en Gang ikke det samme, og den Ret, vor Lovgivning yder Barnet, er virkelig overordentlig mangelfuld.

For det første har Loven aldeles ikke sørget for, at det Bidrag, som Faderen erlægger til Bar­nets Underhold, virkelig kommer det til Gode. Da det altid er Moderen, man har tænkt paa, ikke Barnet, saa er det efter Loven ogsaa hende, der faar Bidraget udbetalt; om det saa virkelig kommer Barnet til Gode, beror paa Moderens Forgodtbefindende. Og det er nu virkelig saa - her kommer Praktikernes Tale om de mange daarlige Barnemødre til deres Ret - det er vir­kelig saa, at Moderen i mangfoldige Tilfælde for­bruger Pengene til alt andet end til Barnets Be­hov. Det er bl. a. en af de Erfaringer, som hos Praktikeren skaber den stærke Modstand mod at give Moderen Ret til rundelige Underholdsbidrag, hvor Faderens Evne til at betale dem er sikker - en Modstand, som af sig selv vil bortfalde, saa snart man drager Konsekvenserne af, at det er Barnet, ikke Moderen, der har Ret til Under­holdsbidraget; det gælder da blot om at sikre Barnet det efter Faderens Forhold og Evner af­passede Bidrag, og Midlet hertil har den tyske Lovgivning allerede anvist - nemlig at der af det offentlige beskikkes Barnet en Værge, hvis Pligt det er at paase, at Bidragene, der udbetales til Værgen, ogsaa anvendes til Barnets Behov. For vore nyskabte Værgeraad er her en ny og smuk Opgave, som de naturligvis efter Omstæn­dighederne, hvor Moderens Hæderlighed og Omhu forekommer dem utvivlsom, kan opfylde ved at tillade Moderen selv at være sit Barns Værge, saa længe hun opfylder sine Pligter overfor Bar­net. Meningen er jo ikke, at Moderen skal skydes ud; men Opgaven maa være, at den daar­lige Moder kan skydes ud, og dertil er den of­fentlige Værgeinstitution paa dette Omraade et aldeles fortræffeligt Middel.

Hertil kender vor gældende Lovgivning imidler­tid intet, og at den ikke er naaet til at sikre Barnets Ret, kan da heller ikke forundre, siden den ikke en Gang er naaet til at anerkende den. Den gældende Lovgivning anerkender ikke det uægtefødte Barns lige Ret overfor begge dets Forældre; den gældende Lovgivning ligestiller kun det uægtefødte Barn med det ægtefødte overfor Moderen, ikke overfor Faderen.

I sidstnævnte Henseende skal jeg fremhæve følgende:

1)   Faderen,   som   overfor   sit   ægtefødte   Barn har den   fulde Forsørgelsespligt   til dets 18. Aar, har overfor det uægtefødte Barn normalt kun Forsørgelsespligten til dets 14. Aar. Medens 14-18 Aars Alderen  netop  er den  Alder,  hvor Uddan­nelsen for Livet skal foregaa,  og hvor Forsørgel­sespligten overfor  de ægtefødte Børn  derfor med Samfundets nuværende Udvikling kræver de tungeste Ofre,  stiller Samfundet  intet Krav  til Faderen til det uægtefødte Barn udenfor de Tilfælde, at Bar­net er ligefrem nødlidende eller abnormt.

2)   Medens det ægtefødte Barns Fader  -   om end ikke i Loven saa dog efter Samfundsopinionen - maa   give   det   en med   hans Stilling og For­hold   stemmende   Opdragelse   og Uddannelse,   saa har han overfor sit uægtefødte Barn  kun Pligt til at sørge for dets nødtørftige Underhold.

3)   Og medens  han overfor sit ægtefødte Barn har den fulde Underholdspligt  i hele dens Om­fang,   skal   han   overfor  sit   uægtefødte Barn kun tilsvare Halvdelen  af,   hvad   dets nødtørftige Underhold kræver.

4)  Medens  det  ægtefødte Barn   har Ret  til at vide Besked med, hvem dets Forældre er,   og til at bære sin Faders Navn, har det uægtefødte Barn end ikke Ret til at faa at vide, hvem dets Fader er.

5)  Medens endelig det ægtefødte Barn har Ret til at arve sin Fader saa vel som sin Moder, har det uægtefødte Barn i det højeste Ret til at arve sin Moder, aldrig sin Fader.

(Fortsættes.)

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner