« Tilbage til søgeresultaterne
Bertha v. Suttner
Bertha v. Suttner er den anden Kvinde, som har faaet Nobelpræmien, og den første Kvinde, som har faaet Fredspræmien, der, som det vil vides, blev hende tilkendt ved den sidste Nobelpræmieuddeling.
Baronesse v. Suttner er født den 9de Juni 1843 i Østrig som Komtesse Kinsky. Mange Aar levede hun i lykkeligt Ægteskab med Baron Gundaccar v. Suttner, indtil han døde 10/12 1902 paa det fædrene Gods, Slottet Hermannsdorf, nogle Mil nord for Wien. Efter sin Ægtefælles Død har Bertha v. Suttner taget fast Bolig i Wien sammen med sin Plejedatter, en Niece af hendes Mand.
Det, som især gjorde hendes Navn kendt, var Romanen: „Ned med Vaabnene", som udkom i Tyskland 1890, og vakte megen Opsigt. Den handler om Krigen 1864-66 og 70, og giver levende Skildringer af Krigen, som den i Virkeligheden er, af dens Rædsler og sørgelige Følgesvende: Nød, Sorg, Elendighed og Sygdom (Koleraen i Østrig 1866). Bogen vakte baade Bestyrtelse og Forargelse; man var vant til at se Krigene fremstillet med svulstig Begejstring; men om deres sande Karakter hørte man lidet eller intet. Romanen udkom i det ene Oplag efter det andet; Fredsvennerne i Tyskland lod den trykke som Folkeudgave. Den blev oversat paa otte forskellige Sprog, ogsaa paa dansk. En Fortsættelse af Bogen udkom nogle Aar senere under Titlen: „Marthas Kinder", hvori Fru v. Suttner behandler adskillige sociale Spørgsmaal, ogsaa Kvindesagen. Den kan i Værdi langtfra maale sig med „Die Waffen nieder". Meget interessant har hun skildret, hvad der foregik under den interguveinementale Konference i Haag i Sommeren 1899, hvor Regeringsbefuldmægtigede fra 26 Stater var samlede for at raadslaa om, hvad der kunde gøres for Fredens Bevarelse i alle Lande. Bogen kalder hun: „Die Haager Conferenz, Tagebuchblätter".
Fredssagen har hun især viet sine rige Evner, baade som Foredragsholder og som Skribent. Hun taler indtrængende og overbevisende, og har derved draget mange med ind i Bevægelsen. Efter at hun havde deltaget i Verdensfredskongressen i Luzern i September Maaned i Fjor, har hun rejst omkring og holdt Foredrag om Fredssagen, indtil midt i December Maaned i nogle og tyve forskellige Byer i Tyskland.
Naar Fru v. Suttner til Foraaret rejser til Kristiania for i Følge Statuterne for Nobel-præmietagerne at holde Foredrag der, haaber vi ogsaa her i København at kunne faa Lejlighed til at høre hende tale.