« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og de kommunale Valg
Januar Maaned har i Aar været en rigtig Valgmaaned. I Snese af danske Provinsbyer har den alm. Vælgerklasse benyttet sin sparsomme Ret til at besætte den større Halvdel af Kommunalbestyrelsernes Pladser. Og atter har Venner af Kvindernes Valgret haft Lejlighed til at se i det grelleste Lys den skrigende Uret, Lovene hjemler ved at formene Kvinder, endog selvstændige, oplyste Kvinder, Retten til at tale med om Samfundets Anliggender. Man kan ganske vist med nogen Ret spørge: Hvorfor melder Kvinderne sig ikke? Hvorfor melder de sig ikke ind i Landsorganisationen i „De unges Valgret", der bl.a. kæmper for Kvindernes Valgret? - Ja, det er en Fejl, der bør rettes, men samtidig bør Kvinderne anvende alle hæderlige Midler, der kan fremme deres Ligeberettigelse med Mændene.
Et udmærket Middel hertil er Kvindeforeningerne, hvoraf der som bekendt findes ikke saa faa rundt om i Byerne.
Jeg har nu faaet en Idé, som jeg vil tillade mig at fremføre for Dansk Kvindesamfund. Jeg har den sikre Tro, at Virkeliggørelsen af den vilde virke mægtigt fremmende for Erhvervelsen af den kommunale Valgret, og det er jo det første Skridt.
Kvinderne bør selv arrangere kommunale Valg. Hvad gjorde ikke Norges Kvinder i Dagene 12.-13. Aug., da det norske Folk stemte for et selvstændigt Norge. De stemte - endskønt deres Stemmer var ugyldige. Paa samme Maade burde alle vore Kvindeforeninger sætte Valghandling i Gang ved alle kommunale Valg.
Det er slet ikke saa vanskeligt. - Man vilde sikkert let kunne faa Lokaler paa de respektive Raadhuse. Og med Skatteindtægt, Alder o. lign. behøvede man jo ikke at tage det saa nøje. Men iøvrigt skulde selve Valget foregaa paa samme Maade som andre komm. Valg.
En saadan Valghandling vilde være en storslaaet Demonstration. Den vilde blive fulgt med levende Interesse. Resultatet af Kvindernes Valg vilde blive meddelt i Bladene, og mangen Mand eller Kvinde vilde føle det som en Ære at være bleven valgt af Kvinderne, selv om Valget ikke gælder.
Men først og sidst vilde saadanne af Kvinder foranstaltede Valg raabe over det ganske Land:
Hvorfor gælder Kvindernes Stemmer ikke?
Og dette Spørgsmaal, som ingen kan besvare med et rimeligt Svar, vilde fremtvinge Rettens Sejr over Uretten.