« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens retslige Stilling i Danmark,
Kortfattet Fremstilling
af cand. jur. Henny Petersen.
(Fortsat.)
II. Afsnit. Stillingen i ægteskabelig Henseende.
Ægteskabets personlige Retsvirkninger. Ved Ægteskabets personlige Retsvirkninger forstaar man de Virkninger af Ægteskabet, hvis Gennemførelse kan ske ved Magt, enten ved at Retspligtens Opfyldelse direkte fremtvinges, eller ved at dens Overtrædelse paadrager Straf eller forpligter til Erstatning. Naar man i daglig Tale tænker paa Ægteskabets Virkninger i Retning af at paalægge Pligter, er dette et meget omfattende Begreb, idet man herunder indbefatter ogsaa de blot sædelige Pligter, der udfordres, for at Samlivet kan svare til Ægteskabets Formaal. I gamle Dage sagde man saaledes: „Ægtefællers Pligt er det ej alene i det daglige Liv at være hinanden til gensidig Hjælp, men navnligen skal den ene ogsaa bære den Ulykke, der kan ramme den anden, som et Kors og yde denne i saadan Anledning al mulig Bistand." - Man kan nu en Gang ikke tvinge Ægtefæller til at være venlige imod hinanden, men man kan ved Straf tvinge dem til ikke at gøre hinanden Fortræd. Dette vil vel navnlig være praktisk for Mandens Vedkommende, men det gælder naturligvis ogsaa for Hustruen; dog skal denne Fortræd for at være strafbar være af temmelig alvorlig Natur i Form af Mishandling. Allerede Chr. d. V. danske Lov straffede Ægtefæller for tyrannisk og ukristelig Behandling af hinanden og for ond Forligelse.
Ægtefællerne er forpligtede til at leve sammen, og da det. i Reglen er Manden, der sørger for Udgifterne til Hjemmet, er Hustruen forpligtet til at følge ham, dog kun indenfor Rigets Grænser. Drager Manden til Udlandet, hvad enten det er nødtvungent eller frivilligt, er hun ikke forpligtet til at følge med ham, ligesom han ikke mod hendes Vilje kan medtage deres fælles Børn.
Hvis Manden gør Hustruen til Genstand for uværdig Behandling ved at udøve Voldsomheder el. lign. mod hende, er hun ikke pligtig at fortsætte Samlivet. Derimod kan andre Forhold, der gør Ægteskabet endog i høj Grad pinligt, som visse utiltalende Sygdomme, ikke berettige Ægtefællen til at bryde Samlivet, selv om de er den paagældende anden Ægtefælle tilregnelige, d. v. s. paadragne ved dennes egen Skyld.
I ældre Tid antoges det, at Hustruen ved Straf kunde tvinges til at leve sammen med Manden,
men nuomstunder erkender man det for lidet stemmende med de herskende moralske Grundsætninger, f. Eks. at lade Hustruen ved en Fogedforretning hente hjem til Manden eller tvinge hende under en daglig Mulkt til at forny Samlivet. Slige Hjælpemidler anses ikke mere for særlig heldige for den ægteskabelige Kærligheds Trivsel. Anderledes for halvandet Hundrede Aar siden. Paa den Tid kunde Manden erholde Dom, der berettigede ham til enten selv eller ved Fogden at anholde Hustruen, hvor hun fandtes.
Overalt i Lovgivningen gaar man ud fra, at Hustruen er Manden underordnet og skylder ham Lydighed. Jeg skal f. Eks. blot henvise til det gældende Vielsesritual, i Henhold til hvilket enhver kirkelig viet Kvinde har lovet at være sin Mand underdanig.
Denne Mandens saakaldte Husbondret har dog ikke meget at sige nuomstunder i retlig Henseende. Der handles nutildags ikke ofte efter Peter Laales Raad: „Styr Hest med Bidsel og Kone med Kæp", man retter sig nu mere efter Biskop Peder Palladius’ Ord: „Sla’en nytter intet overfor Fruentimmer, thi sla’r man een Fa’en ud, sla’r man 7 ind".
Mandens tidligere ved god gammel Sæd og Skik hjemlede Revselsesret over Hustruen er ophævet allerede af Chr. d. V Lov. Men praktisk set har Manden i Reglen en Overvægt: han kan som den, der i Reglen tjener Underholdet og som saadan raader over Pengekassen, indskrænke de Goder, som Hustruen ellers nyder, og derved tvinge hende til Eftergivenhed, men det skal udtrykkelig bemærkes, at dette er noget rent faktisk.
I flere Henseender er Hustruens Stilling sat i Afhængighed af Mandens. Saaledes faar Hustruen Mandens Familienavn. Dette er dog en Skik og Brug, som kun nyere Tider kender, og der findes intet Lovbud, der berettiger eller forpligter nogen i saa Henseende, derimod er Hustruen berettiget til at blive delagtig i Mandens Rang og Stand med de Fordele, som maatte flyde deraf.
Endelig er Mandens Forsørgelseshjem ogsaa Hustruens, selvom hun opholder sig paa et andet Sted. Hvis hun her bliver trængende til Fattigunderstøttelse, bliver hun hjemsendt, som det hedder, til Mandens Forsørgelseskommune.
Manden er forpligtet til at forsørge Hustruen, og denne Forsørgelsespligt har et meget vidt Omfang, saa vidt at der her er et Punkt, paa hvilket Mændene overfor Kvindernes Krav paa Ligeberettigelse stiller et lignende Krav. Manden er nemlig forpligtet til at forsørge Hustruen, selvom han uforskyldt intetsomhelst tjener til sit eget Underhold. Hvis Fattigvæsenet maa tage sig af Hustruen, bliver det betragtet som Fattighjælp, ydet Manden, og han mister sine borgerlige Rettigheder, Valgret o. s. v.
(Fortsættes.)
