« Tilbage til søgeresultaterne
Et Minde
Ved at høre tale om de Kaffevogne, hvis Indførelse her i Byen nogle Kvinder har begyndt at virke for, dukker et Minde op hos mig - et Minde om noget højst ejendommeligt, noget eksempelløs dejligt.
Jeg boede mod Slutningen af et Ophold i London i Udkanten af Byen hos en dansk Familje, som jeg havde færdedes meget sammen med. Der hørte jeg, at det skulde være saa smukt at se de Blomstermasser, som om Morgenen tidlig bragtes ind til Covent-Garden for i Dagens Løb at spredes over Kæmpebyen. Et Par af os blev enige om at tage ind og se det; men saa maa man op omtrent midt om Natten. Kl. 3-4 gaar der et Tog, der er særlig beregnet paa Arbejdere; Taksten er kun halv saa høj som den sædvanlige. (Denne praktiske Ordning skyldes Parlamentets Mellemkomst).
Aftenen før Turen skulde gaa for sig, var vi naturligvis særlig oplagte til at sidde sammen og passiare; inden vi vidste et Ord af det, slog Klokken eet, og vi for helt forskrækkede op.
„Hvad. vil I nu i Seng allerede?" sagde Husets Herre, „det er jo midt paa Eftermiddagen!"
Han kunde sagtens. Han skulde ikke med Toget om to Timer; det var kun Fruen, hendes voksne Niece og mig.
Det blev altsaa til et Blund paa en Times Tid; saa op igen og af Sted! Vi var lidt spændte paa om vi som de eneste kvindelige Passagerer vilde vække nogen Opmærksomhed, der kunde være generende; men det blev ikke Tilfældet. Hele Togets Besætning var søvnig; Manden, der solgte os Billetter, var søvnig; han tog vore Kobbermønter næsten uden at se paa dem. I Toget var der stille; Arbejderne strakte sig rundt om paa Bænkene og blundede. De var jo, ligesom vi, revne op af Søvne, havde maaske ogsaa knap været i Seng. En Smule Bevægelse blev der kun, naar Toget holdt ved en Mellemstation for at optage flere Passagerer, en utallig Arbejderhær, søvnig, trist og graa i de grimme, sodede Omgivelser, med den tidlige Morgens kølige Skær over sig.
Men inde i Covent-Garden - der var der Liv og Travlhed - dog paa en egen tyst Maade. Det gjaldt om hurtigst muligt at faa ordnet de kæmpemæssige Blomstermasser paa en overskuelig Maade; de mindre Forhandlere var allerede paa Pletten.
Og det blev ved at vælde frem med Blomster! Hele Jernbanevogne fulde! Skinnende hvide; sart lyserøde; brændende blodigrøde; flammende gule! Især var der en Overflod af Nelliker i alle Afskygninger. „Nice carnations, Miss", sagde en rynket Morlille og lod sin gamle Haand glide kærtegnende hen over en Kurvfuld frodige, mørkerøde Nelliker.
Hvor det hele Billede var skønt! Aldrig glemmer jeg det! Man vadede bogstavelig i Blomster og blev helt ør i Hovedet af alle de stærke Farver og af den bedøvende Duft, som fyldte de store, aabne Haller, hvor Blomsterne ordnedes i mægtige Opstillinger. Underligt, saa hurtig Hjernen kan blive træt af et Skønhedsindtryk, især naar det er saa intensivt som dette. Vi var meget trætte, ikke af at gaa, men „indvendig træt", som man siger. Man var ogsaa begyndt at lægge Mærke til os, fordi vi gik Hallerne flere Gange igennem og, tydelig nok, ikke var Blomsterhandlersker, der vilde gøre Indkøb. En lang, lurvet Fyr gav sig til at gaa tæt op ad os og synge os lige i Ørerne; det var nogle Linjer af en Gadevise om „three naughty young girls". Det var ikke behageligt, om vi end havde nok saa god en Samvittighed og vidste, at vi ikke var „uartige" Piger - den ene af os endda en Frue!
Vi saa vort Snit til at slippe bort og ind i en lille Restaurant. Det var vel nok, hvad man i Almindelighed kalder en „Snask"; men der var pænt og ordentligt; Stengulvet var vasket og (som det er almindeligt paa tarveligere Steder i London) bestrøet med Savsmuld. Vi satte os ved et lille Bord i en Krog og fik en dejlig varm Kop Te, som gjorde godt; vi var blevne lidt forfrosne.
En Mand kom ind. Det var tydeligt nok, en Matador der paa Stedet; svær og oppustet, med Ringe paa Fingrene og Urkæde med Signet paa Maven. Han gik hen til Disken, forlangte en Cognac, modtog den staaende, stak den ud, betalte og gik, tavs og værdig.
To Minutter efter kom han igen. Samme Scene, men denne Gang med et Par venlige Ord til Ekspeditricen. Hun var kun halvvaagen og svarede med et træt Smil. Lidt efter var han der igen. Mindst seks Gange i den Tid vi sad der, gentog dette sig. Ved hver Snaps blev han mere talende, mere brovtende, mere nærgaaende elskværdig mod Pigen, hun mere og mere oplivet.
Men der kom ikke andre. - Han var aabenbart en Velhaver, en, der holdt af at gøre Figur. De andre, fattigere, som lige saa godt kunde trænge til at faa lidt varmt i Livet efter et anstrengende Arbejde i den kølige Morgenluft, havde fundet noget bedre. De holdt til derude ved Vognene, hvor de for en meget mindre Betaling kunde faa en skoldende hed Kop Te eller Kaffe, der blev lavet medens de saa paa det, og drukket af Kopper, hvis Renhed de let kunde kontrollere. Varmt Vand til at vaske af i var der jo bestandig.
Disse Kaffevogne er en ren Velsignelse i Arbejderkvarterer og kunde gøre umaadelig stor Gavn ogsaa her i vor By. Ikke alene for Arbejderne selv, men ogsaa for deres Familjer. Det er ikke saa sjældent at de fattige Børn kommer paa Skolen uden at have faaet noget varmt at drikke. Man maa huske, at mange Steder har de ikke Gas, der skal altsaa bruges Brændsel til at tænde op med; det er der ofte Mangel paa, og desuden, naar Forældrene er paa Arbejde og Børnene i Skole hele Formiddagen, synes de, det vilde være ødselt at varme Lejligheden op før de kommer hjem. Det tager ogsaa Tid; Arbejdsdagen er lang og trang, Morgenhvilen sød. - Om de nu for en Ubetydelighed kunde hente sig en Kande dejlig varm Kaffe, Mælk eller Te, hvor godt vilde det ikke være!
Jeg ved, at mange har været overordentlig glade ved de Vogne med varm Mælk, der anstilledes Forsøg med. Især for dem, som har smaa Børn, er det godt. Den evindelige Varmen Mælk er til megen Besvær, naar man ikke har Kogegas, og Børnenes Pasning lider selvfølgelig under det.
Dette er da en Samfundssag af Betydning og fortjener al mulig Støtte.
