Den hvide Slavehandel

Den hvide Slavehandel

Af Distriktsforstander Skovgaard-Mortensen, Sekretær i „Komiteen til Bekæmpelse af den hvide

Slavehandel" (Nørrebrogade 49¹)

Den ærede Redaktion har anmodet mig om at give en Fremstilling af den hvide Slavehandel og dens Bekæmpelse. Jeg efter­kommer med Tak for Æren, der vises mig, saa meget hellere Opfordringen, som det bestan­dig viser sig, at der virkelig er Trang til Oplysning i denne Henseende herhjemme og navnlig, fordi det vilde være i høj Grad formaalstjenligt, om dette Blads Læsere fik det fornødne Kendskab til Sagen og derved - det er jeg vis paa - Lyst til at deltage ef­ter Evne i „Handelens Bekæmpelse".

I.

Der er nu først Titlen: „Den hvide Slave­handel". Det er jo et ret stortalende Udtryk; men naar man har bestemt sig til her i Dan­mark at bruge denne Benævnelse, da er Grun­den den, at den rammende betegner det frygte­lige internationale Onde, som man nu søger at standse. Navnet gaar da ogsaa igen i forskellige Lande, i England som „the white slavetraffic", i Frankrig „la traite des Man-dies", medens man i Tyskland har omskre­vet det til „der Madchenhandel"’ i Holland til „Handel in vrouven".

Det er en ypperlig iøjnefaldende Overskrift til en Avisartikel og frister særdeles let en fantasirig Journalist til at udmale Situationer og Dramaer, tænkte eller virkelige gør jo mindre til Sagen, jo rædselsfuldere des bedre for Bladets Afsætning. Og det kan ikke næg­tes, at. der er kommen adskillige af den Slags, som slet ingen Forbindelse har med Sand­heden, navnlig i Udlandet Dette skader imid­lertid mere, end det gavner, idet der let ska­bes en usund Bevægelse, som mangler den tilbørlige Baggrund og følgelig Berettigelse. Denne Omstændighed er derfor ogsaa grebet med Glæde af de Kredse, som fra Begyndel­sen haardnakket har benægtet Tilstedeværel­sen af noget, der hedder hvid Slavehandel i hvert Fald i deres eget Land, og blandt disse Mennesker staar i mange Tilfælde Po­litiet i forreste Række. Politimyndighederne i forskellige Byer synes at optage Bekæm­pelsen af den hvide Slavehandel som en mod dem rettet personlig Fornærmelse eller Be­brejdelse. Hvis disse Myndigheder satte sig ind i Sagen, vilde de sikkert faa et andet Syn paa Forholdet. Et ganske morsomt Eksempel haves i Politi præfekt Lepine i Paris. Paa Regeringskonferencen i Paris Juni 1902 erklærede han indigneret, at der i Paris intet foregik, som kunde henregnes under hvid Slavehandel. Den franske Nationalkomite gjor­de ham snart derpaa til Æresmedlem af Ko­miteen, og han satte sig i den Anledning ind i Komiteens Arbejde og de foreliggende Re­sultater, blev et ivrigt Medlem, og paagældende Politiafdeling i Paris kunde snart melde om adskillige Tilfælde af hvid Slavehandel. 4 Maaneder senere rejste han med Ekspres­toget til Frankfurt am Main, hvor den 2den internationale Kongres til Kvindehandelens Bekæmpelse afholdtes, ankom om Formidda­gen til Samlingsstedet og besteg straks Taler­stolen for med den ham egne Veltalenhed at foreslaa Nationalkomiteerne at udnævne de højere Politiembedsmænd til Æresmedlemmer; det vilde hjælpe paa Arbejdet; „jeg selv", slut­tede ban, „er et levende Eksempel herpaa!". Mere forstokket end Hr. Lepine synes Chefen for Hamburgerpolitiet at være. Nu er der nemlig siden 1899 arbejdet med stor Iver af den tyske Nationalkomite, saa at man har kon­strueret et Album med 167 Navne paa Kvinde­handlere eller deres Medlemmer, bilagt med ca. 40 Fotografier; man har paa Forældres Opfordring eller efter anden Oplysning hentet ca. 100 unge Piger ud fra forskellige Utugtshuse, hvor de var narrede ind; man har daglig Lejlighed til at redde unge Piger fra Fordærvelse; - og saa forkynder i Fjor paa et Kriminalistmøde en anset Jurist, sekurideret af Dr. Hopf, som er Politidirektør i Hamburg, at man ikke med Rette kan tale om, at der forekommer Kvindehandel i Tysk­land. D r. Hopf, som ved den tyske National­komites Møde kort Tid efter blev haardt trængt fra alle Sider, maatte bortforklare sin Udtalelse derhen, at det var i kriminalistisk Forstand, Udtrykket var brugt! Det maa være den samme Forstand, hvori Dr. Hopf. tidligere talte, da han stort erklærede, at der ikke fandtes Bordeller i Hamburg. Thi vist­nok enhver, som har været i Hamburg ved, at der er mangfoldige Gader, hvor Prostitu­tionen er til Huse, at der navnlig er en Gade, som fra sit første til sidste Nummer (vistnok l—24) er fyldt med Bordeller fra Kælder til Kvist. Dr. Hopfs Udtalelse er derfor rent ud forbløffende. Var det endda her i Køben­havn en saadan Udtalelse var falden, skønt dog alle ved, at her er mange Utugtshuse her, saa vidste man da, at Politiet kunde krybe i Ly bag Loven om, at det er forbudt at holde Bordel og følgelig eksisterer der intet Bordel! men ikke en Gang noget saadant kan Dr. Hopf støtte sig til. Derfor lægger man jo heller ikke særlig Vægt paa hans Udtalelse om Kvindehandelen. En ganske anden Ting er det, at han har undersøgt talrige Avisar­tikler om Kvindehandel og fundet dem totalt, opfundne. Derfor siger jeg atter, er fantasi­rige Journalister undertiden Nationalkomite­ernes Fjender.

Hvilken Grund kunde nu Dr. Hopf og den anden Jurist have til at erklære, at der ingen Kvindehandel finder Sted i Tyskland? Med dette Spørgsmaal skal jeg begynde min næste Artikel.