« Tilbage til søgeresultaterne
Susan Brownell Anthony
Susan Brownell Anthony.
15. Februar 1820 -13. Marts 1906.
Kvindesagen har mistet en af sine ældste og ædleste Forkæmpere. Den 86aarige Susan B. Anthony er død, og dermed er et Liv afsluttet, der fra den tidlige Ungdom og til dets sidste Stund blev levet i en ren og høj Stræben, i Kamp for Retfærdighed, for store Ideers Virkeliggørelse.
Fra Rochester skrives: Susan B. Anthony døde stille og smertefrit den 13. Marts om Morgenen. I de sidste fireogtyve Timer var hun bevidstløs. Hendes Læge, Dr. M. S. Ricker erklærer Dødsaarsagen for en Hjertelidelse, som hun i de sidste seks, syv Aar har baaret paa, i Forbindelse med Lungebetændelse. Lungebetændelsen var omtrent hævet, men hendes svage Hjerte hindrede hende i at komme sig.
Miss Anthony blev syg paa Vejen hjem fra et Stemmeretsmøde i Baltimore. I New York skulde hun have overværet en Fest, der blev givet til Ære for hende paa hendes 86aarige Fødselsdag (den 20 Febr.), men allerede den 18de maatte hun paaskynde sin Rejse hjem, da hun fik et Anfald af Neuralgi. Straks efter Hjemkomsten blev hendes Lunger angrebne, hun syntes en Tid at bedres, men den 10de Marts fik hun et Tilbagefald, og det blev hurtig klart, at Døden nærmede sig. Miss A. troede selv, at hun vilde komme sig. I Begyndelsen af sin Sygdom sagde hun til sine Venner, at hun blev nok lige saa gammel som hendes Fader, der først døde i en Alder af over 90 Aar. Men Tirsdagen før sin Død sagde hun til sin Søster:
„Skriv straks til Anna Shaw og sig hende, at naar jeg forlader dette Liv, ønsker jeg, at hver Cent, jeg efterlader, skal gaa til det Fond, som Miss Thomas og Miss Garrett er i Begreb med at danne til
Støtte for Stemmeretssagen. Jeg har givet mit Liv og alt, hvad jeg er, for Sagen, og jeg ønsker, at det skal være mit Livs sidste Handling at give den alt, til sidste Cent. Sig til Anna Shaw, at hun skal sørge for, at dette sker.”
Miss Shaw fortæller:
I Søndags, omtrent to Timer, før Susan Anthony mistede Bevidstheden, talte jeg med hende, og hun sagde: „Det er tungt at mindes, at jeg i mere end 60 Aar har kæmpet en haard Kamp for en Smule Frihed og nu dør uden at se Sejren.”
Susan Brownell Anthony var en Banebryder i Kvindestemmeretssagen, og hun arbejdede med utrættelig Energi for, hvad hun ansaa for at være af den største Betydning for Kvinderne. Baade i sit Hjemland og i Udlandet havde hun utallige Venner, ikke blot blandt dem, der sympatiserede med hendes Synsmaader, men ogsaa blandt dem, der var hendes afgjorte Modstandere. Hendes høje Alder umuliggjorde hende anstrengende Arbejde i de sidste Aar: men hun var Ærespræsident for National Woman Suffrage Association (stiftet af hende og Elis. Cady Stanton 1869). Dette Blads Læsere vil mindes, at hun deltog baade i Mødet i Berlin 1904 og i Mødet i Oregon, Portland Juli 1905.
Miss Anthony var middelhøj. Som Billedet foran viser, havde hun i sine yngre Aar et overordentligt fint og tiltalende Ydre. Hun klædte sig kønt og raadede dem, der offentligt arbejdede for Kvindesagen, til at være omhyggelig med deres Klædedragt. I sin Tid havde hun prøvet paa at bære den praktiske men uskønne Bloomerdragt - kort Skørt og lange tyrkiske Benklæder, bundne om Anklerne -, men hun opgav det, da den vakte saa megen Uvilje.
Susan B. Anthony er født i South Adams. Mass. 15. Februar 1820. Hendes Fader, Kvækeren Daniel Anthony, var Bomuldsfabrikant. Hun undervistes først hjemme og sendtes senere til „Vennernes” Kostskole i Filadelfia, hvor hun fra sit 15de Aar nu og da hjalp med ved Undervisningen. 17 Aar gammel blev hun Lærerinde i en Familie og næste Sommer ansat ved en Distriktskole. Lønnen var
l Dollar 50 Cents om Ugen, Kost og Logis fik hun „paa Omgang” hos Familierne.
Hun underviste til 1852, men opgav det saa, da hun havde mistet Lysten til dette Arbejde.
Kvækerne har altid været Negrenes Venner og Susan Anthony stillede sig tidligt mellem dem, der kæmpede for Slaveriets Ophævelse. Ogsaa Afholdssagen arbejdede hun for.
Det er næsten umuligt nu til Dags at forestille sig, hvilke Fordomme hun havde at bekæmpe. 1851 var hun til Stede ved et Afholdsmøde i Albany, Aaret forud var der nægtet hende Adgang, „man plejede ikke at tillade Kvinder at være med”. Næste Aar stiftedes Staten New Yorks Kvinde-Afholdsforening. Ved Susan Anthonys og E. Stantons Bestræbelser aabnedes Møder, der før kun havde været for Mænd - f. Ex. pædagogiske - og Kvinder fik Tale- og Stemmeret ved disse.
„Enhver Rettighed - Adgang til Kollegier, Lov til at tage Fageksaminer, til at arbejde i en ny Industrigren eller til at foreslaa Reformer - alt maatte tilkæmpes Tomme for Tomme”, siger
E. Stanton. Fra Halvtredserne viede Susan Anthony alle sine Kræfter til Kvindesagen. Dels alene, dels med E. Stanton gennemrejste hun de forenede Stater for at tale og skaffe Underskrifter paa de Henvendelser og Petitioner, hvormed hun „bombarderede” den lovgivende Magt. Hun tilbragte sine Dage og Nætter i Deligencer, paa aabne Vogne, i Slæder; hun gik paa sin Fod fra Dør til Dør i Byerne, for at faa Kvinderne til at skrive under, og skønt hun „var et overordentlig hensynsfuldt Menneske, mild af Væsen, rede til paa den beskednere og liberaleste Maade at yde al den Hjælp, hun kunde, mødte hun en Uvilje og Spot, som kom af, at Slaveri, Drikkeri og Uretfærdighed mod Kvinder hørte til de Samfundsforhold og den Skik og Brug, der opretholdtes af den Tids Overklasse, og en stor Mængde af den dannede Klasses Mænd og Kvinder følte sig krænket ved ethvert Angreb herpaa. At nu oven i Købet en Kvinde offentligt talte imod dette, stødte i allerhøjeste Grad den offentlige Mening og havde til Følge blandt andet, at en hujende, syngende, brølende og hurraraabende Folkemængde mødte op, naar hun talte, for at gøre hende det umuligt at komme til Orde. Hun havde den Lykke helt at have sin Slægt med sig i sine Anskuelser. Det hjalp hende yderligere til at bære al offentlig Forhaanelse med den overlegne Ro og kvindelige Værdighed, der var hende egen. I en Række af Aar holdt hun 100 Foredrag aarligt. Fra 1869 havde hun saa godt som hvert Aar Foretræde for Congres Udvalg. Sammen med E. Stanton, J. Harper og M. Gage skrev hun: „History of Woman Suffrage”, ogsaa til Tidsskrifter leverede hun Bidrag. 1860 var hun med til at skaffe gift Kvinde Ejendomsret til, hvad hun fortjener, og Formynderret over sine Børn. 1867 arbejdede hun med E. Stanton og Lucy Stone i Kansas og skaffede 9000 Stemmer for Kvindens Stemmeret. 1868 begyndte hun Udgivelsen af Bladet „The Revolutionist”. 1872 blev hun mulkteret, fordi hun i Kraft af sin Ret som amerikansk „Borger” kastede sin Stemmeseddel i Urnen ved Valg i Rochester. 1892 da E. Stanton paa Grund af Alder fratraadte sin Stilling som Præsident for Kvindernes nationale Stemmeretsforening, valgtes Susan B. Anthony i hendes Sted, hun beholdt dette Hverv til 1899.
Som før omtalt vedblev Susan B. Anthony sit Arbejde, saa vidt hun formaaede, til de sidste - ja, allersidste Dage af sit Liv, og hun gav et Eksempel paa, hvorledes Arbejdet, den selvopofrende Hengivelse for den Sag og de Ideer, man elsker, holder Sjælen ung, stærk, varm og levende højt op i de gamle Aar.
Lad os Kvinder, for hvem hun gjorde Vejen saa meget lettere, enig og samlet, gaa frem i Kampen mod den Sejr, der snart maa komme, selv om vor gamle Fører maatte dø, før hun fik den at se.
