„Den gamle Historie"

Er der noget, der kan bringe en Kvindes Blod i Kog, saa er det, naar Kvinder og Børn lider under Mænds Brutalitet, og disse faar Medhold af Loven. Det er den gamle Histo­rie om igen, undertiden lidt varieret, men bestandig lige trist, lige oprørende. Denne Gang lyder den saaledes: Manden er for­drukken, er for fjerde Gang paa Arbejdsan­stalten og bliver sendt hjem til Konen igen, der til sin Fortvivlelse i 8 Aars Ægteskab har faaet syv Børn, som hun ikke kan skaffe Føde og Klæder til. „Nu kommer han fri igen efter Paaske", siger hun, „hvis man bare kunde blive skilt, for saa fik man da ikke flere Børn; men han vil ikke skilles". „Har han ikke mishandlet Dem", spørger jeg, idet jeg haaber paa en Udvej for hende. Hun svarer saa naivt, at man baade kan le og græde over det: „Nej, jeg er ham for ge­svindt, jeg kan vende mig saa rask, saa han ikke kan faa fat i mig". Med denne hendes Gesvindthed brister den sidste Udvej, som Loven giver hende til at løse det Baand, der snærer for haardt. Stakkels Kone, hun er kun 31 Aar, men ser elendig og gammel ud. Trængte ikke hun, Børnene og de ufødte til Lovens Beskyttelse mod en brutal Dranker? Skilsmisse er hendes Redning, og den kan hun ikke faa. Hvorfor er det ikke Skils­missegrund nok, at den ene absolut vil ud af Ægteskabet? Blandt gode, dannede Men­nesker regnes det for en Raahed at benytte Loven til-at tvinge Ægtefællen til at forblive i Ægtestand, naar vedkommende vil have Skilsmisse. Der gælder en højere Lov, der siger: Kærlighed kan ikke tvinges frem, den kan kun trives, hvor to gærne vil leve Livet sammen. Samfundet vil ved sine Love be­skytte Børnene og derfor lægge Hindringer for Skilmisse. Jeg finder, man naar det modsatte af det tilsigtede. Var det ikke mu­ligt at ordne Spørgsmaalet saaledes: Hvor der intet er at sige paa Forældrene, beholder Faderen efter Skilsmissen Sønnerne, Konen Døtrene; hvor en af Parterne ved Drukken­skab har fremkaldt Skilsmissen, har denne tabt sin Forældreret, men maa yde Bidrag til Børnenes Forsørgelse. Ligeledes hvor Man­den saa ganske har forsømt sin Forsørgelses­pligt, saa Øvrigheden finder det nødvendigt at sætte ham paa Arbejdsanstalt, har Konen efter en Skilsmisse Lov til at beholde Bør­nene, om hun vil det. Der vilde komme mange Skilsmisser saa, indvender man, men det viser jo blot, at vi trænger til dem. Det er ikke altid Tegn paa Letsindighed, at der er mange Skilsmisser. Det kan ogsaa være et Udslag af den Trang til Sandhed, der præ­ger vor Tid.

I alt Fald, hvor Forholdene er saa for­tvivlede, som de kan være i en Drankers Hjem, der burde Loven hjælpe Konen til at beskytte de fødte og ved Skilsmisse forhindre de ufødte Børn i at komme til saa sørgelige Forhold.

Hvis dette lille Indlæg kunde fremkalde en Diskussion, var min Hensigt dermed opnaaet. Hvor vi Kvinder ser noget uretfærdigt, maa vi bringe det frem til Drøftelse, derved kla­rer vi vort Standpunkt, saa vi en Gang, naar vi faar direkte Indflydelse paa Lovgivningen, ved, hvad vi vil.