« Tilbage til søgeresultaterne
En Kvinde fra det 12te Aarhundrede,
Abailard Og Heloïse. Deres Livshistorie og Brevveksling. Ved Dr. phil. Fr. Motli. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag. 1905.
Denne i flere Henseender meget interessante Bog giver - foruden en historisk Redegørelse - Oversættelsen af Abailards Selvbiografi, Heloïses Brevveksling med sin ulykkelige Husbond efter deres Adskillelse og Klostergivelse, et Brev til Heloïse fra Abbed Petrus, der fortæller hende om Abailards Død og et Brudstykke af Berengards Forsvarsskrift for Abailard - altsaa de væsentligste Aktstykker i disse to Menneskers mærkelige og tragiske Livsskæbne. Skønt Interessen stærkt samler sig om Heloïse og Abailard, viser den lille Bog os et helt Stykke Middelalder som Ramme om de to: Munkelivet, raat, uvidende eller fuldt af hellig Begejstring, stiv Rettroenhed og Ufordragelighed mod anderledes troende - enkelte vise og blide Skikkelser rager op hist og her - de docerende, diskuterende, rasende Lærde med deres Skarer af Disciple, stridende, hadende og forfølgende deres Overvinder i aandelige Kampe - Bisper og Prælater, verdslige Herrer, ofte Ulve i Faaredragt og mellem dem Abailard, lysende af Aand, overmodig, fuld af Foragt, dristig i Tanke, svag saasnart det gælder Handling, en Intelligens, der aldrig lader sig bøje, og en Karakter, der straks knækker under den samme Ulykke, som aabenbarer Heloïses urokkelige, helstøbte, aldrig svigtende Personlighed. Berømt for sin Viden, højtæret som Styrer af sit Kloster, smigrende omtalt af Abailards værste Fjende, blev Heloïse udødelig gennem den Lidenskab, der skaffede sig Udtryk i Ord saa ildfulde, at de lyser og brænder ned gennem Aarhundreder, som var de talte i Dag. Remusat, der selv kalder hende „den første blandt Kvinder", siger, at „hendes Aarhundrede satte hende over alle Kvinder, og jeg ved ikke, om Eftertiden har underkendt denne Dom". Og alligevel bærer Heloïse en døende Types Præg - den Kvindetype, der naaede sit højeste i Underkastelse, blind Hengivelse, Opgivelse, ikke blot af sit eget men af sig selv. Heri har hun naaet saa langt, at ingen kan overgaa hende. - Mangen Kvinde har faaet sit Navn bevaret fra Forglemmelse gennem den Digter eller store Mand, der elskede hende; men, hvor mærkelig end Abailard var som Aand, vilde han - deri har Mme Guizot utvivlsomt Ret - nu kun „leve i Bøgerne", hvis Heloïse ikke havde elsket ham. Det er Heloïses Kærlighed - denne Kærlighed, der sejrrig bestod alle Prøvelser - som ogsaa efter Døden har været uovervindelig, og som har baaret hans Navn ned gennem Tiderne, saaledes at mere end 700 Aar ikke har kunnet gøre hans Folk koldt og glemsomt over for ham. Endnu stadig er der unge Hænder, som smykker den Grav, der gemmer de to, som „hviler fra deres Gerninger og fra deres sorgfulde Kærlighed".
