« Tilbage til søgeresultaterne
Bertha v. Sutter
I Arbejdet for Kvindernes Sag - for deres Ret til at gøre deres Pligt som Samfundsmedlemmer - er der ét Argument, som mere end noget andet undergraver Modstanden og baner Vej for den ny Tingenes Tilstand.
Dette Argument er: at Kvinder ikke alene gør deres Pligt paa de Omraader, der regnes for at være specielt kvindelige; men at de - udfra et indre, stærkt personligt Livs uimodstaaelige Magt baner sig nye Baner for deres Evner og Kræfter, nye Baner for Arbejdet imod Uretfærdighed, Menneskenedværdigelse og Menneskelivs Ødelæggelse i ydre og indre Forstand.
Dette Argument bruges af mange Kvinder i det smaa og i det mere skjulte, og det er allerede brugt og bruges af ikke saa faa i det store og for alles Øjne.
Josefine Buttler rejste - ud fra et indre, stærkt personligt Livs Smerte og dybe Forargelse Bevægelsen imod den lovordnede Usædelighed.
Elisabeth Fry gav - ud fra et indre, stærkt personligt Livs Medfølelse med menneskelig Ulykke Stødet til en Omordning af Evropas Fængsler.
En hel Række af Kvinder var - ud fra et indre, stærkt personligt Livs Retfærdighedsfølelse og paa en meget virkningsfuld Maåde med i Kampen imod Negerslaveriet.
Bertha v. Suttner blev - ud fra et indre, stærkt personligt Livs skarpe Syn paa den Sandhed, at den „glorværdige" Krig, hvori Mænd vandt Ære og Navn, efter sit virkelige Indhold var en eneste stor Umoralitet - en af de forreste i „Krigen mod Krigen".
Og det, der rørte sig i hende, fik ikke blot et enkelt stærkt Udtryk i hendes verdensbekendte Bog „Ned med Vaabnene"; men det fandt Udtryk i et Livs utrættelige og trofaste Arbejde.
Hun er den anden Kvinde, hvem Nobelpræmien tildeltes; for at modtage denne rejste hun til Norge, og paa sin Rejse har hun ogsaa gæstet Sverige og Danmark. Den 26. April talte hun i Koncertpalæet i København ud fra Spørgsmaalet: Hvad har vi lært af den sidste store Krig mellem Rusland og Japan? - Denne Krig er den første fuldt ud moderne Krig; Heltemodet gælder ikke mere, nu kæmper man pr. Maskine. I Eftertidens Krige er al den Hjælp, „det røde Kors" vilde kunne yde, illusorisk; hvor Regimenter falder paa en Gang, staar al Menneskekærlighed hjælpeløs. Til Fremtidens Krige maa vi have et nyt Navn; internationalt Dobbeltselvmord vil være det mest betegnende. Krig følges altid af Sygdomme: Pest, Kolera osv. Den ny Tids Krig følges af en ny forfærdelig Sygdom: Vanvidet. Mange er i den russisk-japanske Krig blevet denne Sygdoms Ofre. Der er i den budt Menneskenerver mere, end de kunde bære. Hos en Feltlæge brød Vanvidet ud efter Krigen og ytrede sig ved, at han gaaende frem og tilbage i sin Stue idelig gentog denne samme Sætning: „Jeg tillader ikke, at man begraver de levende". Paa en Valplads efter et moderne mange Dages Slag er det umuligt at hindre, at ogsaa levende bliver gravet ned.
Krigen blev fulgt af Revolution. Sikkert vilde ogsaa uden Krigen den russiske Revolution være brudt ud; den brød frem af indre Nødstilstande; men uden Krigen havde den næppe faaet den Karakter, den fik. Der er Udsigt til, at enhver Fremtids Krig vil følges af Revolution, thi Folkene vil det modsatte af Krig, der øder deres Liv og er en Hindring for den internationale Sammenslutning, der mere og mere er Tidens Løsen. Folkenes Sammenslutning er Krigens værste Fjende. Blandt de lyse Tidens Tegn staar bl. a. den fredelige Løsning af den svensk-norske Unionsstrid.
Som i Universet Stjærneatomerne fortætter sig til Stjærner, saaledes fortætter Menneskers Ønsker og Længsler sig til Institutioner. Freds-foreningen er en saadan Institution blandt flere. Dens Arbejde er ikke Teorier i det blaa; der foreligger Kendsgærninger; flere Stridigheder imellem Nationerne er bleven afgjort ved Voldgift. Voldgiftstraktaten imellem Danmark og Holland er en Mønstertraktat.
For nylig trak det op til Krig imellem Chile og Argentina, men - ved Mellemkomst - blev Freden vedligeholdt, og det gode Forhold mellem Staterne fornyet og befæstet; som Minde om denne Fred, blev der af begge Stater i Forening, paa Grænsen - højt oppe i Andesbjærgene i den evige Snes Regioner - rejst en Kristusstatue, der strækker sine Hænder velsignende ud over de to Stater. Aldrig har en Kristusstatue staaet paa noget skønnere eller mere retmæssigt Sted.
