« Tilbage til søgeresultaterne
Barnepenge
Der var en Gang i min Klasse en lille Pige, som hed Jutta. Ubegavet var hun og sen i Vendingen og yderlig fattig. Klæder maatte hun altid hjælpes med, Mad ligesaa, og hun havde, trods sine 8 Aar, et Ansigt saa træt og saa forgræmmet som en gammel Kone.
Hjemme er der fire Børn og Smalhans. Jutta er Barnepige og Husholderske, medens Moderen er ude at fægte for Føden De to yngste, Tvillingerne, er omtrent et Aar gamle. Dem er hun ikke rigtig fornøjet med. „De skriger altid," siger hun, „enten den ene eller den anden af dem." Mand er der ikke i Huset; en Dag, paa den Tid Tvillingerne var 8 Maaneder gamle, gik han sin Vej og kom ikke igen.
„Var I meget kede af det?” spørger jeg Jutta.
„Nej," svarer hun roligt, „han slog saa tidt min Mor’!"
Juttas Mo’r gaar sædvanlig under sit Fornavn, „Jørgine". Hun er godt kendt overalt, hvor der er noget at faa. Hun tigger alle Vegne og om alt muligt. En Dag, da jeg har sørget for, at Jutta har faaet en hel Klædning, kommer hun for at „takke" og ved samme Lejlighed spørge, om der ikke skulde være en Dyne; helst ogsaa en Drengedragt!
Der er det med Jørgine, at man kan tage det gemytligt. Hun møder altid med et smilende Ansigt og er omtrent lige fornøjet, enten hun faar noget eller ej. Ganske i Modsætning til hende har Jutta vanskelig ved at faa Munden paa Gled. De Byrder, der hviler paa hendes Barneskuldre, er for tunge, hun bliver sløv og sløj; jeg maa lade et andet Barn hente hende til Skolen; ellers bliver hun ganske rolig borte; for hun „ ved aldrig, hvad Klokken er."
En Gang imellem gør hun mig en lille fortrolig Meddelelse. En Dag siger hun saaledes med stor Bitterhed: „Vi faar jo aldrig mere noget af ham!"
Ham er hendes sædvanlige Betegnelse af Faderen. Pludselig en Dag vækker Jutta ligefrem Opsigt mellem de andre Børn ved at se glad ud! Det er noget saa sjældent, at de tror, hun har Fødselsdag. Men Grunden er den, at hun paa Gaden har mødt ham, og han har sagt, at hun og hendes Broder gerne maa komme over og spise Middagsmad med ham der, hvor han bor, „hos nogle Folk." - Men Glæden varer ikke længe; formodentlig har hans opblussende Interesse for sine Børn hurtig fortaget sig igen. „Han vil ikke have, vi skal komme der mere og spise," siger hun lidenskabsløst.
„Nu har vi sat ham fast!" melder hun en Dag med det roligste Ansigt af Verden.
„Men hvorfor dog?" siger jeg, rystet ved hendes Sindsro.
„For Barnepenge," svarer hun.
„Men saa faar I jo slet ingenting?" siger jeg.
„Nej," svarer hun, „men det fik vi ikke alligevel.
Om nu Jørgine af Skinsyge eller Hævngerrighed eller anden Grund har tabt Taalmodigheden, vides ikke. Medens han „sidder" Barnepengene af og paa denne forholdsvis bekvemme Maade afvikler sine Forpligtelser, tigger Jørgine gladelig videre, og Juttas lille magre Ansigt bliver mere og mere graat og mismodigt.
