« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
I Nr. 7 af „Kv. og Sf.” omtalte vi en vedtaget Lov. I dette Nr. vil vi nævne et Lovforslag, som blev vedtaget i Folketinget; men som for tredje Gang af Landstinget blev afvist og hengemt i et Udvalg.
Vi vil omtale dette ikke vedtagne Lovforslag ret udførligt, ikke alene fordi vi Kvinder bør vide, hvor vi har vore Venner, og hvor vi har vore Modstandere, og ikke alene for at give saavel vor Tak som vor Harme Luft; men fordi vi kan lære meget af hele denne Sag.
Den 15de Dec. 1905 forelagdes i Folketinget af Folketingsmændene Ingvard Jensen (Bornholm) og Jensen-Sønderup (Aalborg), følgende Forslag til Lov om Ændring i Lov af 16de Dec. 1895 om Ordning af Statens Statistiske Bureau:
I Slutningen af nævnte Lovs § 5, foran Ordet „Bestillinger” indskydes ,,Embeder og”.
Den 23de Febr. 1906 kom dette Lovforslag til første Behandling i Folketinget. Ordføreren for Forslagsstillerne, Ingvard Jensen, udtalte:
„Dette lille Forslag har jo foreligget her to Gange og er begge Gange blevet vedtaget af dette Ting.
I Landstinget er Sagen derimod blevet henlagt. Det gaar jo blot ud paa, at Kvinder, der er ansatte i Statistisk Bureau, ogsaa skal have Adgang til Embederne der, hvad de nu ikke har. Men dette Spørgsmaal har trods sit ringe Omfang givet Anledning til store Betænkeligheder for Landstinget og dets Behandling der har væsentlig indskrænket sig til, at der blev stillet en Række Spørgsmaal til Finansministeren om, hvorvidt det kunde gaa an at ansætte Kvinder paa den Maade, som her var foreslaaet, i Embeder. Disse Spørgsmaal har Ministeren besvaret, og man kunde have ventet, at den af Landstinget afgivne Beretning havde indeholdt et Bilag angaaende Ministerens Svar; men der findes intet i saa Henseende. Jeg haaber derfor, at det maa være mig tilladt, uagtet Ministerens Svar ikke foreligger som et Aktstykke i de Dokumenter, der er overgivne Rigsdagen, men da jeg er kommen i Besiddelse af det, et Øjeblik at dvæle ved dette.
De Spørgsmaal, der er stillede til Finansministeren er, hvilke Statsembeder der overhovedet egner sig til at besættes med Kvinder, hvilke Vilkaar det maatte være ønskeligt at sætte for Kvinders Ansættelse i Statens Embeder, ligesom ogsaa angaaende Ægteskabets Virkninger med Hensyn til deres Ansættelse og Forbliven i Embeder, samt om Pensionsreglerne m. v. Det fremgaar af hele Svaret, at den højtærede Finansminister har stillet sig ret velvillig og ikke fundet, at der var noget særlig betænkeligt angaaende dette Forhold. Med Hensyn til, i hvilke Statsembeder det kunde gaa an at ansætte Kvinder, gaar Svaret, som naturligt, ud paa, at der er megen Forskel paa Embederne, og Ministeren gør opmærksom paa, at der jo er Embeder, der medfører saadanne Strabadser og andre Ulæmper, at man maa anse Kvinder for mindre egnede til dem. Med Hensyn til de Kvalifikationer, der skal fordres, er det selvfølgeligt, at Finansministeren stiller de samme Krav overfor Kvinder som overfor Mænd.*) Med Hensyn til Pensionen finder han det jo ogsaa naturligt, at den samme Ret som Mænd har, ogsaa kommer Kvinderne til Gode*) Og med Hensyn til Ægteskabsforholdet finder den højtærede Minister, at der i al Almindelighed heller ikke kan være nogen Vanskelighed forbundet med dette Forhold; det følger af sig selv, at hvis en Kvinde har et Embede, og hun ikke er i Stand til at udføre det paa Grund af forskellige Omstændigheder, medfører det naturligvis, at hun maa nedlægge det. Og dermed er altsaa dette Forhold bragt i Orden. Ministeren har i det hele taget ikke nogen Betænkelighed ved at anbringe Kvinder i de forskellige Stillinger indenfor visse Rammer, hvor man kan skønne over, hvorvidt det vil overstige deres Kræfter eller ej, men iøvrigt stiller han sig velvillig til hele dette Forhold.
Forslaget har ogsaa givet Anledning til, at der er rettet Spørgsmaal til Universitetet*) for at der kunde tilvejebringes Oplysninger om, hvorledes Universitetet stiller sig. Der er først dette at mærke, at det teologiske Falkultet, som man kunde vente, er mindre velvilligt stemt overfor Kvinders Adgang i saa Henseende. Det teologiske Fakultet har ikke saadan kunnet udtale sin Sympati overfor hele dette Forhold. Der er dog sket, maa jeg gøre opmærksom paa, en lille Ændring her.
I Anordningen af 25. Juni 1875 stod der: „Dog skal kvindelige teologiske studerende ikke have Adgang til at indstille sig til teologisk Embedseksamen eller til at erhverve akademiske Grader ved det teologiske Fakultet, men deres Studier afsluttes ved en særlig Religionsprøve, hvis Indhold og Beskaffenhed fastsættes af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet”. Denne Bestemmelse er ved kgl. Anordning af 30. December 1904 udgaaet, men desværre er de gamle Bestemmelser blevet staaende, at „kvindelige teologiske studerende skal ikke have den Adgang til at bestige Prædikestolen, som ved Lovgivningen er tillagt mandlige teologiske Studenter”, og at „ved de afsluttende Fakultetsprøver eller akademiske Grader skal der ikke være erhvervet nogen Adkomst for Kvinder til offentlig Embedsansættelse”. Ligeledes bestemmer § 4 i nævnte Anordning, at de ikke skal have Adgang til Beneficier og Understøttelser. Det er efter min Mening ret beklageligt, at man ikke er gaaet videre med Hensyn til Ændring af dette Forhold og har kunnet give Kvinder i det mindste Adgang til Beneficier og Understøttelser, naar de havde taget teologisk Embedseksamen, da de lige saa godt kunde have Krav paa det som Mændene.
Men altsaa, det teologiske Fakultet stiller sig noget afvisende overfor dette Forhold. Det er derimod ikke Tilfældet med de andre Fakulteter.
Her af brødes Forhandlingerne; den 28de Febr. fortsatte Ingvard Jensen sin Tale saaledes:
Idet jeg fortsætter mit Foredrag fra forrige Møde, skal jeg fremdrage, hvad det lægevidenskabelige Fakultet har fremhævet vedrørende dette Forhold. Fakultetet henviser til en Udtalelse, som var afæsket det i Anledning af et Andragende, der var indsendt af 29 Kvinder, der har taget den lægevidenskabelige Embedseksamen, og som har andraget om, at Bestemmelsen i § 3 i kgl. Anordning af 25. Januar 1875, hvori der findes Bestemmelse om, at Kvinder ikke faar Adgang til Statens Embeder, maatte gaa ud. Dertil knytter det lægevidenskabelige Fakultet i en Skrivelse af 23. Januar 1904 følgende Bemærkning: „at Fakultetet meddeler samme Undervisning og stiller ved Eksamen ganske samme Fordringer til mandlige og kvindelige studerende.*) Paa Omraader, hvor Hensyn alene bør tages til de Kundskaber, som de paagældende ved deres Universitetsstudier har erhvervet sig, kan Fakultetet derfor ikke se, at der er Anledning til at udelukke kvindelige Læger”*) og til Slut siges der i denne Meddelelse: „Med Hensyn til de Embeder, angaaende hvilke Ministeriet indhenter Fakultetets Indstilling - f. Eks. Professorater - har Fakultetet ingen Betænkelighed ved at anbefale Andragendet”.*)
Det retsvidenskabelige Fakultets Erklæring af 11. Maj s. A. lyder saaledes: „ Fakultetet mener, at Kvinder, der besidder de fornødne Kvalifikationer til at docere de paagældende Fag, og som eventuelt ved en Konkurrence viser sig mere kvalificerede end andre Ansøgere, bør have Adgang til de under Fakultetet henhørende Professorater og Docentpladser ”.*)
Det filosofiske Fakultet udtaler ved Skrivelse af 14. Maj s. A. saaledes: „Ved Lov om højere Almenskoler af 24. April 1903 er det forudsat, at Kvinder lige med Mænd har Adgang til Embeder ved Statsskolerne.*) Sagen er saaledes afgjort for de vigtigste af de Embedsposter, til hvilke Studierne under det filosofiske Fakultet forberede. Hvad Professorater og Docenturer ved selve Fakultetet angaar, ser dette ingen Grund til at udelukke en Kvinde fra Adgang, naar hun fuldt ud fyldestgør de Krav til selvstændig Videnskabelighed og Evne til at optræde som akademisk Lærer, der maa stilles fra Universitetets Side”.*} Endelig er der det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet, som udtaler i Skrivelse af 30. April s. A.: „at det med Hensyn til Lærerpladser ved Universitetet og andre Stillinger, hvorom Fakultetets Indstilling indhentes, ikke har nogen Betænkelighed ved, at der gives Kvinder Adgang lige med Mænd”*) Til Slut har den akademiske Lærerforsamling ved Møder den 26. Maj og den 9. Juni s. A. vedtaget følgende Udtalelse, dateret den 9de samme Maaned til Ministeriet: „Man anser det for selvfølgeligt, at Ansættelsen af Kvinder maa ske paa lige Vilkaar med Mænd, særlig saaledes, at de erholder samme Lønning som disse, og at Ægteskab ikke er til Hinder for deres Ansættelse etter Forbliven i Embedet.*)
Alle disse Oplysninger, jeg her har anført, findes i Aarbog for Københavns Universitet, den polytekniske Læreanstalt og Kommunitetet for 1903 - 04. Det fremgaar jo heraf, at naar vi indbringer Forslag som dette, der gaar ud paa at give Kvinder Adgang til at blive ansatte i Embeder, har vi Sagkundskaben helt og fuldt ud paa vor Side. Det er anbefalet af alle Universitetets Afdelinger med Undtagelse af det teologiske Fakultet. Og vi kan derfor helt og fuldt ud sige, at det er Sagkundskaben, der anbefaler at gaa den Vej. Naar man oppe i det høje Landsting nu i to Aar har modsat sig dette lille Lovforslag, kan jeg ikke tænke mig, at det alene er af Hensyn til dette lille ubetydelige Forslag, at man har haft saa mange Betænkeligheder og stillet saa mange Spørgsmaal til Ministeren angaaende dette Forhold. Det er naturligvis, fordi man er betænkelig ved at gaa ind paa det Princip, der ligger skjult i dette, men nu synes jeg, at naar der nu foreligger saadanne sagkyndige Erklæringer, som her er anførte, maa Landstinget, der repræsenterer saa megen Sagkundskab, være mere bøjeligt og føjeligt overfor saadanne Forslag, som bliver vedtaget her i Tinget.
Det er jo ret kedeligt, at hver Gang der her fra bliver sendt noget, som betyder et Fremskridt, en Venden bort fra de stabile Forhold, som vi nu har været vant til, op i Landstinget, møder det saa stærk Modstand der oppe. Det er at haabe, at denne Modstand efterhaanden vil blive begrænset. Vi stiller jo her fra slet ikke Krav om, at Landstinget straks uden videre og uden Betænkning skal bøje sig for de Fordringer, der stilles her nedefra eller fra Befolkningen. Vi har aldeles ikke noget imod,
at man ser paa Sagerne fra alle Sider, og at man søger alle de Oplysninger, man kan faa, vedrørende dette Forhold, tværtimod, det kan være saare fornuftigt og rigtigt, og vi gør ikke nogen Indsigelse mod dette, men der maa dog altid være en Grænse. Og naar man bliver ved saaledes stadig væk Aar for Aar næsten overfor enhver Sag, der kommer frem, at gøre Modstand, fremkalder det Følelser her nede hos os, som ikke burde fremkaldes. Det er at haabe, at Landstinget altsaa overfor det her foreliggende Forslag vil vise større Føjelighed og Medgørlighed, og at den Tid maa være nær for os, da vi ikke saaledes skal slide og trække i det høje Landsting for at faa enhver Ubetydelighed vedrørende et Fremskridt draget og presset ud af det.
Jeg anbefaler Forslaget til Vedtagelse paa ny som i de foregaaende Samlinger og haaber paa, at Landstinget denne Gang maa have overvundet sine Betænkeligheder, særlig da Lovforslaget hviler paa saa stor Sagkundskab, som Københavns Universitet unægtelig repræsenterer”.
Ingen flere begærede Ordet, og Lovforslagets Overgang til anden Behandling vedtoges. Ved anden Behandling 3dje Marts 1906 var der ingen Ændringsforslag stillet, og ingen tog Ordet. Ligeledes ved tredje Behandling 5te Marts, hvor det blev vedtaget med 59 Stemmer mod 1.
Den 27de Marts kom det for i Landstinget.
Finansministeren forelagde det med følgende Bemærkninger:
„Det foreliggende Forslag er jo en gammel bekendt og er atter i Aar indbragt i Folketinget ved privat Initiativ. Forslaget gaar, som ærede Medlemmer ved, ud paa at aabne Adgang for de Kvinder, der er ansat i Statistisk Bureau, til ogsaa at kunne beklæde Embeder der. Da jeg ikke ser nogen Grund til, at en Kvinde, der egner sig dertil og har de Kvalifikationer, der iøvrigt fordres, ikke skulde kunne blive Fuldmægtig i Bureauet, kan jeg slutte mig til Forslaget og anbefale det til det høje Tings Velvilje”.
Pagh kom med nogle intetsigende Bemærkninger**) og fandt, at der ingen Anledning var til at komme nærmere ind paa Lovforslagets Indhold samt bebudede, at han senere vilde stille Forslag om, at det paany henvistes til Udvalgsbehandling.
Kofoed anbefalede Lovforslaget, idet han bl. a. udtalte „at Sagkundskaben paa saa godt som alle Omraader mener, at Kvinder bør have samme Ret som Mænd, naar de har samme Kundskaber og samme Uddannelse”, og idet han henviste til, at Lovforslaget var „enstemmigt eller saa godt som enstemmigt vedtaget tre Gange i det andet Ting”, gav han det overmaade fornuftige Raad, som man for alle Parters Skyld maatte ønske blev taget til Følge: „Jeg synes ikke, vi skal forøge Beholdningen af de Lovforslag, som vi henlægger, mere end højst nødvendigt”.
Tesdorpf sluttede sig til Pagh og mente, at det sikreste vilde være at henvise Lovforslaget til et Udvalg. En af hans Udtalelser er saa ovenud humoristisk, at vort Blad - og netop vort Blad - vil gøre sit til at bevare den for Efterverdenen - -
„............ med andre Ord: vi vil i den røde Bygning, hvor der nu kun paa de faste, flisebelagte Gange høres Skridt af Mænd, hvis dette Lovforslag vedtoges, høre smaa Fødders rappe Trin og knitrende Raslen af Kjoler. Det har vi hidtil ikke kendt deroppe”.
Gustav Hansen syntes ikke at se den frygtelige Fare, hvori de smaa Fødders rappe Trin etc. vilde bringe den røde Bygning. Han anbefalede simpelthen Forslaget til uforandret Vedtagelse; idet han blandt andet udtalte: „For mig stiller Spørgsmaalet sig her ikke saaledes: hvorfor skal Kvinderne have Ret til at faa Statsembeder ? For mig stiller det sig saaledes: er der nogen Retfærdighed i at nægte dem Adgang til at overtage saadanne Embeder, hvortil de har dygtiggjort sig, og hvortil de findes udmærket egnede?”
Ingen flere begærede Ordet og Forslagets Overgang til anden Behandling vedtoges uden Afstemning. Men Pagh tillod sig at foreslaa Lovforslaget henvist til et Udvalg paa 9 Medlemmer, og dette Forslag vedtoges uden Forhandling og uden Afstemning.
Saaledes var foreløbig dette Lovforslags Skæbne, og saaledes gik det saa mangt et andet Lovforslag, der var fremgaaet af det bedste og kraftigste i vort Folk, og som havde til Hensigt at bane Vej for Retfærdighed, Fremskridt og Udvikling; vedtaget af Folkets Repræsentanter i Folketinget, men - standset i Landstinget!
Og hvad er det, der er den standsende Magt? Er det berettiget Fastholden ved noget værdifuldt? Er det fast Overbevisning, grundet paa Sagkundskab, udtrykt i klar, logisk Tale, der faar alle Indvendinger til at forstumme? Nej, det er senile, intetsigende Argumenter. Det er fejg Frygt for det nye. Det er Afmagt til at forstaa det, som kommer.
*) Fremhævet af os.
Red.
**) Se Rigsdagstid., Landstingets Forhandlinger. S. 1186.